TV2-dokumentaren ”Patienten, der fik nok” satte tidligere på året gang i en debat om skjulte optagelser, mistillid og læge-patientforholdet. I dokumentaren blev en overlæge filmet af en patient med skjult kamera, og flere organisationer advarede mod brugen, da det kan skabe mistillid mellem læge og patient.
Nu er debatten i gang igen, fordi læger, organisationer og eksperter advarer om, at patienter i stigende grad overvåger personalet på landets sygehuse ved fx at tage fotos eller optage lyd eller video under indlæggelsen, skriver Jyllands-Posten.
Flere læger beretter ligeledes over for avisen, at de har opdaget, at samtaler med patienter og pårørende er blevet optaget i skjul. Lægerne frygter i højere grad end før, at deres samtaler havner på de sociale medier eller bliver brugt i klagesager.
Lægeformand advarer
Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing forventer, at patienter fremover vil overvåge endnu mere - det kan skabe mistillid:
»Det kan være en rigtig god idé, at patienter efter aftale med lægen optager vanskelige samtaler for senere at kunne huske budskabet. Men det kan føles grænseoverskridende at opdage, at man er blevet filmet eller optaget i smug,« siger han.
Styrelsen for Patientsikkerhed mener, der er ca. 10 klagesager mod fx læger eller sygeplejersker om året, hvor skjulte optagelser fra patienter eller pårørende indgår.
Patienter undervåger
Formanden for Det Etiske Råd, lektor, ph.d. Jacob Birkler, forklarer tendensen.
»I takt med, at vi overvåger og monitorerer patienterne mere og mere med test, scanninger, screeninger, blodprøver, kameraer, elektroder etc., begynder patienterne omvendt at undervåge sundhedspersonalet. Der er tale om en kulturel forandring og en ny type patienter, der også vil dokumentere, kontrollere og registrere. Og den teknologi, vi alle efterhånden bruger i vores dagligdag, tager vi jo også med os på sygehuset,« siger Jacob Birkler.
Konsekvensen af tillidsbristet er ifølge dårligere pleje og dårligere behandling.
LÆS OGSÅ: Overlæge filmet med skjult kamera: Tillidsforholdet mellem læge og patient vil fremover vakle
LÆS OGSÅ: Hvidovre undskylder og handler efter TV2-dokumentar
<p>Patienters overvågning af sundhedspersonale vil stige, advarer Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing. Han bakkes op af andre organisationer og eksperter, der ligesom ham mener, det kan skabe mistilid. </p>