Artikel fra Bibliotek for Læger juni 2017
Forfatter: Mikkel Anthonisen
Ideen lyder lige så smittende god som umulig at udføre:
»Indbyd 93 patienter med multipel sklerose (MS) til at sejle jorden rundt som aktive besætningsmedlemmer på et sejlskib 2-8 uger ad gangen. Sørg for at blande mandskabet, så 16 forskellige nationer er repræsenterede«.
Forfatteren, Mikkel Anthonisen beskriver sig selv som almenmediciner, sømand og psykoterapeut. Han havde længe ønsket at finde en måde, hvorpå han kunne »kombinere lægevidenskab, lægekundskab og en ressourceorienteret tilgang«, da han under sin ansættelse på Rigshospitalets skleroseklinik mødte en mand, som pga MS havde måttet opgive sin livsdrøm. Denne drøm var at sejle jorden rundt i en sejlbåd.
»Oceans of Hope« blev navnet på såvel projektet som båden. Det er således ikke et videnskabeligt gennemtænkt sundhedsprojekt, der beskrives i artiklen, men et nyt og anderledes bud på at skabe en meningsfuld ramme for mennesker, der er ramt af en kronisk, potentielt invaliderende sygdom.
Anthonisen ser sin opgave som læge baseret på tre grundpiller: Den første er det solide biomedicinske vidensfundament, som sklerosebehandlingen hviler på, og som han pointerer, at han »står på skuldrene af«. Den anden er det medmenneskelige aspekt – sammen med den enkelte patient at udforske, hvad sygdommen betyder for netop ham eller hende og dernæst hjælpe med at mobilisere de ressourcer, der stadig eksisterer. Den tredje handler om at skabe de rammer, der skal til for at bringe mennesket tilbage til et meningsfuldt liv som en del af fællesskabet.
Sejlbåden udgør netop en sådan ramme, der kan skabe håb og mening for deltagerne. Alle citaterne fra deltagerne vidner om, i hvor høj grad de oplever deres livskvalitet forbedret ved at kunne være autonome, kompetente deltagere i sømandsskabet ombord. Det udtrykkes på fornemste vis af Marie på 41 år, der siger:
»Gennem fællesskaberne i projektgrupperne og ombord på båden blev jeg igen et tandhjul i maskineriet. De bånd, der er knyttet mellem os, der er fælles om ’Oceans of Hope’, har en særlig, helende og stærk karakter; som nye nervetråde, der erstatter dem, som er ødelagt af multipel sklerose. Det er meget stærk medicin«.
Artiklen er særdeles inspirerende læsning og fortjener et bredt publikum, inklusive landets socialforvaltninger. Båden skal ud på nye togter og nye patientkategorier skal inviteres med ombord. Selve det salutogenetiske perspektiv er opløftende og indgyder håb om, at nye og bedre metoder kan vinde frem for at bringe mennesker med kroniske sygdomme tilbage i fællesskabet. Bobby Zachariae får det sidste ord med dette citat fra artiklen: »’Oceans of Hope’ repræsenterer en rejse væk fra isolation, skam, hjælpeløshed og begrænsninger – mod stolthed, værdighed og eksistentiel mening i forbundethed med andre. Noget, som med stor sandsynlighed kan generaliseres til andre end blot MS-patienter«.
<p></p>