De 50 mio. kr., der tidligere på året blev afsat i budgetaftalen 2019 i Region Midtjylland, er netop blevet fordelt i regionen.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
De 50 mio. kr. skal bl.a. gå til bedre bemanding, flere sengepladser og bedre mulighed for at styrke den ambulante virksomhed.
Jacob Isøe Klærke (F), formand for psykiatriudvalget i Region Midtjylland, betegner midlerne som et stort løft af psykiatrien i en tid, hvor specialet har været underprioriteret.
Om de nye sengepladser siger han:
”I forbindelse med en flytteproces fra Viborg til Gødstrup har regionen kunnet oprette et nyt sengeafsnit med 12 pladser,” siger Jacob Isøe Klærke.
Han peger på, at der har været uklarhed om, hvorvidt regeringens sengepladser i psykiatriplanen var nye eller blot var en opgradering af gamle.
Det er blandt andet kommet frem i Ugeskrift for Læger, at 50 sengepladser skulle laves op til særlige intensivpladser og altså ikke var nye sengepladser.
Region Midtjyllands sengepladser er dog helt nye, forsikrer Jacob Isøe Klærke. Og det er uanset, hvordan finansloven lander.
”Vi har brug for ekstra senge, så vi åbner ekstra sengeafsnit. De penge, der kommer fra staten til opgradering, vil vi se i sammenhæng med de penge, vi har. Vi kan både få nyt sengeafsnit i Viborg og måske få plads til at opgradere sengepladser i Aarhus. Vi forventer, der kommer ca. 15 mio. ekstra fra statslig side, og vi bruger altså 16 mio. til sengepladser i 2020 uanset,” siger han.
Derudover går 10 mio. kr. til 'øget kapacitet og personalebemanding'. Det drejer sig dog ikke om nye psykiatere, forklarer Jacob Isøe Klærke.
”Politisk vil vi styrke tværfagligheden i psykiatrien. Blandt andet for at læger kan aflastes fra socialrådgivende arbejde,” siger han.
Betyder det, at andre fagligheder skal overtage opgaver, fx specialpsykologer?
”Vi forholder os ikke til diskussionen om specialpsykologer. Men der er lægemangel, og vi har brug for at bruge alle de faggrupper, vi kan få, for at få mest muligt ud af det. Er der opgaver, der kan varetages af socialrådgivere, psykologer eller sygeplejersker, tænker jeg, at det er en fordel for lægerne,” siger han.
Han uddyber, at socialrådgivere kan hjælpe med at få orden på patienternes sociale problemer og sikre støtten, når de er færdigbehandlede, eller når der er brug for både en lægefaglig og en social indsats.
Jacob Klærke forklarer, at regionen ønsker at dæmme op for længemangel på den lange bane ved fokus på rekruttering.
”Vi har afsat to mio. kr. til rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling. Forskning, udvikling og uddannelse er under pres, så vi sætter penge af til konkrete initiativer til at forbedre vilkårene for forskning. Det er vigtigt for unge læger, at der også er mulighed for forskning,” siger Jacob Isøe Klærke, der foruden formand for psykiatriudvalget også er reservelæge i børne og ungepsykiatri og dermed bruger egne erfaringer i, hvad der er attraktivt for yngre læger, og hvad der kan gøres bedre, forklarer han.
Blandet modtagelse blandt læger
Merete Bysted, ledende overlæge på Afdeling for Psykoser på Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, siger, at pengene er tiltrængt. Hendes afdeling oplever udfordringer med bemanding på sengeafsnittene og med den ambulante indsats, siger hun.
”Jeg er glad for, at Region Midtjylland har tænkt på styrkelsen af den ambulante virksomhed, og at de nu sætter fokus på den ambulante indsats,” siger Merete Bysted.
Overlægen peger også på, at lav bemanding betyder noget for, hvor tæt lægerne er på patienterne.
”Vi har brugt en del vikarer for speciallæger, og dem vil vi gerne erstatte med fast personale – det er bedst for patienterne. Det skal være trygt og sikkert for alle. Lægerne er først og fremmest bedst til at give gode behandlingstilbud,” siger hun og forklarer, at afdelingen har svært ved at rekruttere speciallæger, siger hun.
Hun forklarer, at det i perioder kan være en udfordring at overholde udredningsretten og behandlingsretten. Hun har oplevet, at patienter må sendes til andre psykiatriske afdelinger i regionen, så patienterne fx kan blive udredt indenfor 30 dage.
Merete Bysted understreger, at hun endnu ikke ved, hvordan de i hendes afdeling vil mærke pengene, men hun håber, de fx kan få hurtigere udredning, så lægerne slipper for at sende patienterne videre.
”Målet er, at vi kan give et godt behandlingstilbud til indlagte patienter samt en fleksibel indsats efter patienternes behov i det ambulante tilbud,” siger hun.
Øremærkede penge spænder ben
Ledende overlæge i Regionspsykiatrien Horsens Zywia Brouer er ligeledes glad for den politiske bevågenhed, for det er ikke en selvfølge, at psykiatrien får penge, siger hun.
Zywia Brouer er dog skeptisk over, at pengene er øremærket bestemte områder. Regionspsykiatrien i Horsens, Randers og Vestjylland får penge til at ansætte tværfagligt personale som pædagoger, fysio- og ergoterapeuter, står der i pressemeddelelsen.
”Det er topstyret, hvordan pengene er fordelt. Når pengene bliver øremærket, kan det spænde ben for, hvad vi i virkeligheden har brug. Vi får penge til at ansætte fysioterapeut, og det er også fint, men vi har også behov for andre ting, så vi kunne ønske mere fleksibilitet med udgangspunkt tættere på klinikken,” siger hun og understreger, at hun udtaler sig på vegne af afdelingsledelsen.
Hvad har I konkret brug for?
”Vi har svært ved at få udskifte det udstyr, der bliver forældet, men det bliver pengene ikke prioriteret til. Og vi har for få sengepladser. Jeg håber, at nogle af de tiltag også kommer til Horsens, men det står der ikke direkte. Der står, at der er sat penge af til tværfagligt personalenormering,” siger hun.
Hvordan oplever I mangel på sengepladser?
”Vi finder altid plads til dem, der er/skal være indlagt, men det betyder, at vi indimellem får overbelægning, fx med flere patienter på samme stue. Der er mange nuancer i det. Vi gør vores arbejde godt og er stolte, så det er ikke, fordi vi ikke er tilfredse med at være i psykiatrien, men vi kunne ønske, at der var lidt større prioritering og råderum,” siger hun.
Fakta
Læs budgetaftalen for 2019 her.
De 50 mio. kr. til løft af psykiatrien går i 2019 til:
o 10 mio. kr. til Øget kapacitet og personalebemanding
o 8 mio. kr. til Udgående ambulant aktivitet – harmonisering
o 6 mio. kr. til Styrkelse af den ambulante virksomhed
o 3 mio. kr. til Øget tværfaglig personalenormering (RP Horsens, Randers, Vest)
o 2 mio. kr. til Øget anvendelse af peer-medarbejdere
o 2 mio. kr. til Rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling
o 5,9 mio. kr. til Tværfagligt udgående team i børne- og ungdomspsykiatrien (TUT)
o 3 mio. kr. til Videreudvikling af AUH Psykiatrien og de højtspecialerede funktioner
o 0,25 mio. kr. til Styrket samarbejde med pårørendeorganisationer og civilsamfundet
o 5 mio. kr. til Styrket samarbejde med kommuner og almen praksis (den nære psykiatri)
o 0,25 mio. kr. til Videreførelse af kreativt værksted
o 0,60 mio. kr. til Mindhelper.dk
o 0,2 mio. kr. til Afholdelse af konference vedr. Åben Dialog
o 2 mio. kr. til Opkvalificering af viden om autisme i voksen- og retspsykiatrien
o 1,8 mio. kr. til Pulje til senere udmøntning
Kilde: Region Midtjylland.
Fakta
Læs budgetaftalen for 2019 her.
De 50 mio. kr. til løft af psykiatrien går i 2019 til:
o 10 mio. kr. til Øget kapacitet og personalebemanding
o 8 mio. kr. til Udgående ambulant aktivitet – harmonisering
o 6 mio. kr. til Styrkelse af den ambulante virksomhed
o 3 mio. kr. til Øget tværfaglig personalenormering (RP Horsens, Randers, Vest)
o 2 mio. kr. til Øget anvendelse af peer-medarbejdere
o 2 mio. kr. til Rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling
o 5,9 mio. kr. til Tværfagligt udgående team i børne- og ungdomspsykiatrien (TUT)
o 3 mio. kr. til Videreudvikling af AUH Psykiatrien og de højtspecialerede funktioner
o 0,25 mio. kr. til Styrket samarbejde med pårørendeorganisationer og civilsamfundet
o 5 mio. kr. til Styrket samarbejde med kommuner og almen praksis (den nære psykiatri)
o 0,25 mio. kr. til Videreførelse af kreativt værksted
o 0,60 mio. kr. til Mindhelper.dk
o 0,2 mio. kr. til Afholdelse af konference vedr. Åben Dialog
o 2 mio. kr. til Opkvalificering af viden om autisme i voksen- og retspsykiatrien
o 1,8 mio. kr. til Pulje til senere udmøntning
Kilde: Region Midtjylland.
Region Midtjylland bruger 50 mio. kr. til psykiatrien. De skal gå til 12 nye senge og til nye hænder fra forskellige fagligheder. Formand for psykiatriudvalget glæder sig over prioritering, mens ledende overlæge ærgrer sig over, at pengene er øremærket bestemte områder.