Regeringen har offentliggjort en ny forskningsstrategi for psykiatrien, der bl.a. skal hjælpe med til at nå målet om at halvere antallet af bæltefikseringer frem mod 2020.
Med strategien følger 75 millioner kroner til forskningsprojekter i psykiske lidelser, skriver Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i en pressemeddelelse.
"Som menneske og psykiatrisk patient må det kunne føles meget grænseoverskridende at blive spændt fast i seler eller remme mod sin vilje. Derfor har vi også i regeringen taget en lang række initiativer, der skal reducere brugen af tvangen i psykiatrien. Og forskningen spiller i den forbindelse en meget vigtig rolle, blandt andet fordi den kan være med til at forbedre de indsatser, der allerede er i gang rundt om i landet, og udvikle nye, så vi kan forebygge, at patienter bliver udsat for tvang", siger Minister for Sundhed og Forebyggelse Nick Hækkerup (S) i pressemeddelelsen.
Den nye strategi er en del af den handlingsplan, som regeringen præsenterede i maj 2014 for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser.
Som opfølgning på strategien vil Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Socialstyrelsen og Innovationsfonden opslå en pulje på 15 millioner kr. til forskningsprojekter, fremgår det.
Derudover har regeringen og partierne i Folketinget afsat i alt 60 millioner kr. til psykiatriforskning, som udmøntes af Innovationsfonden.
<p>I alt 75 mio. kroner er en del af en ny forskningsstrategi for psykiske sygdomme, som regeringen har præsenteret i dag. Der skal bl.a. forskes mere i, hvordan tvang i psykiatrien kan undgås.</p>