Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus – med 9.000 værker af psykiatriske patienter – har været truet af lukning, siden Region Midtjylland i 2015 besluttede, at det ikke længere ville finansiere driften af det enestående museum.
Ifølge Politiken har fondens bestyrelsesformand, Karsten Ohrt, tilbudt museumsleder Mia Lejsted både at stille sin egen rådgivning og ”et sted mellem en halv og en million kroner” i udsigt, hvis museet bare vil sende en ansøgning.
Og det vil museet, forsikrer Mia Lejsted overfor avisen. Hun anser fondens gestus som ”et fornemt skulderklap, ”der understreger, at vores værker er af meget høj kvalitet”.
Aarhus Kommune har givet tilsagn om at støtte driften, hvis regionen også vil være med, men Region Midtjylland har henvist til, at den ifølge lovgivningen ikke må drive museum. Men det argument giver Karsten Ohrt ikke meget for:
”Man kan for eksempel se på, om det ikke er aktivering af psykisk syge. Man kan så meget. Nu må de altså tænke ud af boksen”, siger han til Politiken.
Alle museets værker er skabt af kunstnere med sindslidelser. Langt de fleste har været patienter på hospitalet. Museets mest berømte kunstner er Louis Marcussen, der kaldte sig selv Ovartaci - angiveligt fordi hospitalet havde en overlæge, og derfor også behøvede en "overtosse".
Ovartaci, der har lagt navn til museet, boede igennem 56 år på hospitalet, hvor han malede, tegnede, skrev, lavede skulpturer og opfandt maskiner.
Læs også: Kunstsamling med psykiatriske patienters værker truet
<p>Det lukningstruede Museum Ovartaci, der viser kunst af psykisk syge, får nu en håndsrækning fra Ny Carlsbergfondet.</p>