Selv om den netop indgåede økonomiaftale med regeringen sikrer regionerne 1 mia. kr. mere til nye behandlingsformer og stigende udgifter på sygehusmedicin, må de nordjyske sygehuse spejde langt efter det løft, som finansminister Bjarne Corydon stillede i udsigt, da økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner blev forhandlet på plads forleden.
"Nej, det økonomiske løft gælder ikke os. Stigningen i befolkningstilvæksten i Nordjylland er mindre end i de øvrige regioner, hvorfor der sker en omfordeling af bloktilskud, der gør, at vi skal aflevere penge.
Dertil kommer, at bl.a. det løft, der ganske rigtigt kan måles i kroner, spises op af bl.a. lønstigninger," siger Jess V. Laursen, 1. næstformand i region Nordjylland.
Også regionsrådsformand Ulla Astman (S) medgiver, at Nordjylland er særligt hårdt ramt.
"Vi bliver knap så meget løftet. De 100 mio. kr. vi får, reduceres til 38 mio. Det resterende beløb bliver spist op af primært øgede medicinudgifter og flere patienter.”
Den vækst i aktiviteten på sygehusene på to procent, som er en del af aftalen, skal findes ved at øge produktiviteten. Alt i alt vilkår, der betyder, at regionen skal spare 100-150 mio. kr. på næste års budget.
Vil koste medarbejdere
”Vi var igennem en tilsvarende spareøvelse sidste år. Og vi er derfor nu nået dertil, hvor det kommer til at gøre ondt," siger Ulla Astman.
Forhandlingerne om hvor besparelserne skal findes, begynder i denne uge.
Hverken Ulla Astman eller Jess V. Laursen vil pege på sandsynlige besparelser i det besparelseskatalog, som flittigt vil blive gennembladret den kommende tid. Kataloget indeholder bl.a. forslag til at samle Sygehus Thy-Mors på matriklen i Thisted og dermed nedlægge sygehuset på matriklen i Nykøbing. Men en ting ligger fast:
"Det er uundgåeligt at vi kan spare i den størrelsesorden, uden at det vil koste medarbejdere," fastslår Ulla Astman.
Ifølge Jess V. Laursen minder besparelsesrunden om sidste års sparerunde, og han er rimelig fortrøstningsfuld.
"Det er altid træls at skulle, spare, men jeg er sikker på at vi kan finde en fornuftig løsning."
<p>De nordjyske sygehuse må spejde langt efter det løft, som finansminister Bjarne Corydon (S) stillede i udsigt, da økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner blev forhandlet på plads.</p>