Dyr sygehusmedicin, men også behandlingsgarantier, krav om bedre kræftbehandling og udredningsgaranti sætter Region Nordjyllands sundhedsvæsen under pres, og regionspolitikerne varsler derfor besparelser, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Lene Linnemann (SF) forudser, at det vil blive nødvendigt med afskedigelser, og at besparelserne også vil ramme forskning og udvikling.
Hun mener også, at noget kan hentes ved at ”mindske spild og undgå uhensigtsmæssig adfærd” ved en bedre tilrettelæggelse af arbejdsdelingen mellem regionens sygehuse.
Jess V. Laursen (V) peger over for avisen på, at de nordjyske sygehuses produktivitet ”ligger langt under landsgennemsnittet” og det tilmed i en tid, hvor kravet er en to procents produktivitetsøgning om året.
Ifølge venstrepolitikeren er liggetiden i Nordjylland også længere end i andre dele af landet, og den bør derfor nedbringes. Det kan bl.a. ske ved hjælp af telemedicin og behandling i eget hjem, men også genindlæggelser, madspild og ansattes sygefravær er områder, som Jess V. Laursen peger på.
Også andre regionspolitikere anser besparelser for nødvendige, og regionsformand Ulla Astman opsummerer over for Nordjyske Stiftstidende:
”Der kommer helt sikkert nogle store besparelser. Og der vil helt sikkert også være nogle, som ikke er begejstrede”, siger Ulla Astman.
<p>Der lægges op til sparerunder, når de nordjyske regionspolitikere i dag tager hul på forhandlingerne om budgettet for 2016.</p>