Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Siden lægevagtsaften mellem Region Nordjylland og PLO-Nordjylland blev underskrevet i slutningen af januar, er kritikken haglet ned over den, og retorikken har været skarp.

“Stop vanviddet – bevar lægevagten”, lød f.eks. skilteteksten blandt utilfredse borgere, da det stod klart, at lægevagten i Skagen, Farsø, Brovst og Brønderslev ville lukke og slukke permanent per 1. marts i år.

Baggrunden for aftalen var, at antallet af praktiserende læger i Nordjylland er skrumpet med omtrent 70 siden den hidtil gældende vagtaftale blev indgået i 2007, ligesom de nordjyske praksislæger har været de mest vagtbelastede i landet.

Utryghed, udsigt til længere tid på landevejene og ulighed i sundhed, er nogle af de konsekvenser, modstanderne af aftalen har fremført.

Omvendt har regionsrådsformand Ulla Astman (S) peget på, at der tale om en “robust” aftale, der “fremtidssikrer lægevagten”, og at den er udtryk for en slags rettidig omhu:

“Vi vil gerne undgå, at vi kommer til at stå i en situation, hvor vi pludseligt bliver nødt til at lukke for et lægetilbud, fordi der ikke er læger at trække på. Det skete i 2017 i Brønderslev, hvor vi måtte lukke ned for lægevagten, og hvor borgene efterfølgende stod med fletningerne i postkassen”, sagde Ulla Astman til Ugeskrift for Læger i januar, samtidig med hun anerkendte, at de nordjyske praksislæger er mere vagtbelastede end praksislæger i de øvrige regioner.

På det seneste har der - forsinket af COVID-19 - været afholdt borgermøder i de berørte områder for at finde frem til alternative løsninger. Det sidste møde fandt sted i Brovst i Jammerbugt Kommune, der nu har mistet lægevagten, og hvor Mogens Christen Gade (V) er borgmester.

Han foreslår at lade Alles Lægehus, der siden 2015 har drevet udbudsklinik for regionen i Jammerbugt Sundhedshus i Brovst, udvide åbningstiden, så den kan overtage funktionen som lægevagt.

 

God idé? Tja bum…

“Jeg har forhørt mig hos dem, der driver udbudsklinikken, om de vil være indstillet på det. Og det er de. Dermed slår vi to fluer med et smæk. Vi får nedbragt den ventetid, der i dag er på at få en tid i udbudsklinikken, samtidig med at man kan komme til, hvis ens barn bliver stukket af en hveps sidst på dagen. Tanken er, at klinikken skal holde åben til f.eks. kl. 20 på hverdage, og der skal selvfølgelig ikke være fuld dækning i weekenden.

 

Mit forslag er, at regionen sørger for ekstra lægelig arbejdskraft i klinikken – en lægevagt uden læger er som citronfromage uden citroner. Og måske vi som kommune vil kunne stille sygeplejefaglig arbejdskraft til rådighed”, siger Mogens Christen Gade og fortsætter.

 

“Spørgsmålet er, om PLO-Nordjylland skal have vetoret til at opsige en aftale om lægevagt, eller om vi skal have lighed i sundhed. Der har været to parter om at indgå den nye aftale, og det kan ikke nytte alene at skyde skylden på PLO”.

 

Sammen med de tre borgmestre i Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerlands kommuner forsøger Mogens Christen Gade at finde “kreative” alternativer til den aftale, som regionen og PLO-Nordjylland ifølge borgmestrene har truffet hen over hovedet på borgerne.

 

De fire borgmestre har endvidere skrevet til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) for at klage over den politiske proces: at den nye vagtaftale blev indgået for lukkede døre og ikke blev drøftet på et åbent møde.

“Jeg lærte på lærerseminariet, at skal man lave et godt projekt, fordrer det en god proces og et godt resultat. Det mangler vi her”.

 

Den kritik tager formand for regionens praksisudvalg, Mogens Ove Madsen (S), dog med ro, idet han konstaterer, at den type af forhandlinger ikke foregår i det offentlige.

 

Derudover har Mogens Ove Madsen noteret sig Mogens Christen Gades forslag - som et af flere - men ikke mere end det.

 

“Det er absolut ikke afklaret, om det er en god idé. Dertil er der for mange ubesvarede spørgsmål, som først skal undersøges. Der er indkommet mange forslag fra alle fire kommuner, og noget af det vi skeler til, er den sygeplejerskebetjente akutklinik i Grenaa Sundhedshus, der er en del af akutafdelingen på Regionshospitalet Randers. Men hvilke kompenserende tiltag der bliver tale om, kan jeg ikke sige mere om nu”, siger Mogens Ove Madsen.

 

PLO-Nordjylland: ‘Det lyder dyrt”

Formand for PLO-Nordjylland kalder forslaget fra Jammerbugts borgmester for “friskt”, om end hun mener det “lyder dyrt”, og Annemette Alstrup forsvarer nok engang aftalens indhold.

 

“Den centralisering, som vores nye lægevagtsaftale rummer, har været en nødvendighed med henblik på at opnå ensartet lægefaglig kvalitet og patientsikkerhed i lægevagten for alle borgerne i regionen. Aftalen tilgodeser den tilgængelige økonomi, og at der er færre læger til at bemande lægevagten end tidligere.

Desuden er centralisering af lægevagten med placering i tilknytning til akutmodtagelser helt i tråd med Sundhedstyrelsens anbefaling”.

 

I den gamle vagtaftale har borgeren kunnet træffe en læge i et kortere tidsrum i løbet af aftenen, og i weekenden tillige i et kortere tidsrum i løbet af dagen. Ifølge den nye vagtaftale er der stadig kørende lægevagt ud til borgere i de fire berørte byer.

 

Eddie Nielsen, chef for Lægevagten i Region Nordjylland, opsummerede i et debatindlæg i Nordjyske tilbage i februar, hvad det er, befolkningen i de berørte byer mister i den nye vagtaftale:

 

“Det, som borgerne i disse områder reelt mister, er bekvemmeligheden ved f.eks. at transportere sig blot 10-20 km frem for måske 30-40 km. Borgerne mister ikke sikkerhed og tryghed, tværtimod øges sikkerheden ved at borgerne kommer derhen, hvor ekspertisen er i samme hus som lægevagten”.

 

Flere til at dele vagterne, men …

Siden juni har regions- og udbudsklinikker fået tildelt lægevagter svarende til deres andel af tilmeldte patienter, og et vikarbureau står for at bemande vagterne.

 

“Vores erfaring fra de første tre måneders samarbejde om dækningen af lægevagterne er, at vikarbureauet endnu ikke er kommet i mål med at sikre læger til at varetage vagterne," siger Annemette Alstrup, der oplyser, at der i juli var adskillige vagter, som bureauet måtte opgive at dække, ligesom der fortsat udestår dækning af flere vagter i resten af august. Den manglende dækning vanskeliggør desuden vagtsekretariatets arbejde, øger ventetiden i lægevagten samt generer hyrevognsfirmaet, som skal køre med vagtlægerne, idet firmaet ikke kan lave vagtplaner til deres chauffører, lyder det fra PLO-formanden.

 

 

Læs også: Lukninger og løft i ny PLO-vagtaftale i Nordjylland

 

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Section
Woodwing Id
29362
Images
29364.jpeg
Subtitle

Utilfredshed med lægevagtsaftale mellem Region Nordjylland og PLO-Nordjylland får Jammerbugts borgmester til at foreslå, at den lukkede lægevagt i Brovst skal genopstå i byens udbudsklinik: Et »friskt« tilbud, lyder det fra Annemette Alstrup, formand for PLO-Nordjylland, der synes det lyder som en dyr løsning.

Authors

Dorte R. Jungersen dorte@jungersenjournalistik.dk

0 likes