Onsdag den 4. april kan blive den dag, hvor lægestrejken på sygehusenes radiologiske og anæstesiologiske afdelinger bliver en realitet. Medmindre parterne finder hinanden i forligsinstitutionen, hvor forhandlingerne foregår lige nu, og enten lander et forlig eller udskyder strejken i en eller to gange 14 dage.
Lykkes det ikke, vil de strejkeramte radiologiske og anæstesiologiske afdelinger køre med en reduceret bemanding. Omkring 1.850 anæstesilæger, læger og radiologer er udtaget til at strejke. Og tidligst den 10. april træder arbejdsgivernes lockout i kraft.
I det tilfælde skal de strejkeramte hospitaler køre med nødberedskab. Præcist, hvordan det skal sættes sammen, har været genstand for et par ugers intens mødeaktivitet mellem FAS og YL og arbejdsgiverne i uger og dage op til påske. Forventningen er, at nødberedskaberne omkring strejken vil være færdige og underskrevet onsdag før påske.
”Opgaven med et nødberedskab er at sikre, at ingen patienter dør, og at ingens førlighed udsættes for fare”, forklarer Lisbeth Lintz, formand for FAS.
Hun er, sammen med formanden for YL, Camilla Rathcke, de helt centrale spillere i udformningen af nødberedskaberne. Det er dem, der sidder over for arbejdsgiverne – regionerne – når strejkebemandingen skal forhandles på plads.
Grundlaget for nødberedskabet er en rammeaftale indgået mellem Danske Regioner og YL og FAS. Her fremgår det bl.a., at beredskabet skal sikre, at ”livsvigtige og uopsættelige opgaver samt opgaver, der er påkrævet for at undgå helbreds- og/eller varigt førlighedstruende følger, udføres”. Der står videre, at det også omfatter arbejde, ”som er nødvendigt for, at patienter kan blive udredt og behandlet i overensstemmelse med kræftpakkeforløb. Behandling defineres i denne henseende som aktiv behandling i form af kemoterapi, strålebehandling og operation”.
Det er en topstyret proces frem mod aftalerne – ingen sygehuse eller afdelinger må lave deres eget nødberedskab. Det skal aftales i dialog med organisationerne. Først er de enkelte strejkevarslede afdelinger lokalt ved en dialog mellem TR og afdelingsledelse kommet med deres vurdering af, hvordan bemandingen skal være netop i deres afdeling. De lokale nødberedskaber bliver dernæst endeligt forhandlet mellem FAS/YL og den enkelte region.
Lisbeth Lintz forklarer:
”Repræsentanter fra FAS og Yngre Læger ser sammen med afdelingen på, hvordan dagligdagen er, og hvordan den normale bemanding er på hverdage og i weekenden. Vi ser også på, om der er patienter i kræftpakker og hvor mange og ligeledes på andelen af akutte patienter. Ud fra det kommer vi med et bud på, hvordan bemandingen i et nødberedskab skal være”.
Er det en nem proces?
”Nej, i den forstand, at det er tidskrævende – fordi vi forsøger at nå noget, der er forsvarligt og ikke alt for langt fra hverdagen”.
Men konflikten skal vel også kunne mærkes?
”Ja, og derfor er det vigtigt, at vi taler os frem til det. Der er store forskelle på sygehusene og på afdelingerne. På Sygehus Sønderjylland er der f.eks. mange uorganiserede medarbejdere, som ikke er omfattet af strejken, og de steder vil konflikten knap kunne mærkes. Andre steder er stort set alle organiseret. Det vil sige, at der bliver store forskelle på de endelige aftaler mellem sygehusene”.
Praktisk er der også forskelle på, hvordan forhandlingerne med YL- og FAS-repræsentanterne foregår, forklarer Lisbeth Lintz:
”I nogle tilfælde er det nemt at overskue, og det foregår stille og roligt. I andre tilfælde er det dybt kompliceret. Derfor kan forhandlingerne også foregå både med flere afdelinger på en gang og med en enkelt”.
Hvad gør I konkret?
”Vi lægger en modificeret vagtplan og sætter antal på bemandingen. Afdelinger, der er domineret af akutte patienter og kræftpakkepatienter, kører stort set som vanligt. Mens det elektive og det dagkirurgiske lukkes helt”.
Det bliver ikke en helt almindelig dag for de læger, der møder på arbejde, når strejken – måske – begynder, forklarer Camilla Rathcke:
”Det bliver en anderledes hverdag, uanset om man er læge på en radiologisk, en anæstesiologisk eller f.eks. en kirurgisk afdeling. Alt, hvad der hedder supervision, undervisning og administration, er væk, der er kun klinisk arbejde. Derfor vil nogle lægers hverdag også være anderledes, ligesom nogle af de strejkevarslede afdelinger måske vil omfordele lægerne til at udføre andre funktioner. På nogle afdelinger vil der være mindre at bestille – det kunne så være en god anledning til at afvikle afspadsering og restferie. Men det vil være meget forskelligt fra afdeling til afdeling”.
Kræftpatienter
På HovedOrtoCentrets anæstesi- og operationsklinik på Rigshospitalet er der indgået en aftale om nødberedskab under strejken. Klinikchef Jakob Trier Møller er ikke tilfreds.
<p class="para para_Citat_navn">Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger </p>
”Aftalen dækker meget mindre, end vi havde håbet på. Med aftalen er der sørget for, at de akutte patienter, der kommer ind efter ulykker, nok skal blive behandlet. Men onsdag og torsdag [efter påske, red.] har vi sat 20-25 canceroperationer til hver dag, og hvis der bliver strejke, møder kun vagthold de to dage. Der kan vi slet ikke køre operationsgangen med cancerpatienter. Derfor kan vi blive nødt til at aflyse patienterne de to dage”.
Camilla Rathcke forholder sig ikke til den konkrete sag, men adspurgt om, hvordan det – generelt – går med at nå til enighed om bemandingen i forhold til akutte patienter og kræftpakkepatienter, siger hun:
”Det er forskelligt. Der er ikke alle steder en afklaring af, hvad der er akut, og hvad der er elektivt. Det er vores udgangspunkt, at hvis man, uagtet hvor akut man betragter sin virksomhed, kan have fem påskedage med en bemanding, som ligner weekendbemandingen på trods af f.eks. cancerkirurgi, så kan man også under en konflikt blive beskåret i bemandingen. Ikke mindst hvis man ikke helt klart kan afgøre, hvor meget der er akut, og hvor meget der er elektivt”.
Hun fortsætter:
”Mange steder har man en betydelig mængde elektiv behandling. Vi forventer, at alle ventelisteoperationer kan skydes, til konflikten er slut. Så bliver der kapacitet til de akutte patienter og cancerpatienter.
De nødberedskaber, vi nu har forhandlet, er, hvad vi starter med. Når strejken går i gang, kan vi justere. Konflikten skal jo også kunne afsluttes igen. Derfor skal den kunne mærkes. Vi har dog en fornuftig og realistisk tilgang til det, og vi er opmærksomme på, at der kan være brug for at justere. Så må vi snakke sammen igen, hvis det viser sig, at et nødberedskab ikke er tilstrækkeligt. Det er en svær øvelse. Der er ingen endegyldig sandhed”.
Lockouten
Medmindre andet sker, vil den lockout, som arbejdsgiverne har varslet, træde i kraft ugen efter strejken, nemlig den 10. april. Lockoutvarslet fra arbejdsgiver rammer bredt på næsten alle hospitaler og sygehuse. Undtaget er psykiatrien, abortsamrådssekretariaterne, akutlægebilerne og udgående palliative team. Der gælder den samme rammeaftale for nødberedskab som for strejken.
Forhandlingerne om nødberedskabet under lockouten er i skrivende stund ikke officielt begyndt. De forventes startet i løbet af påsken. Men flere sygehuse melder dog om, at der lokalt også er indledt drøftelser om den situation.
Hvordan det nødberedskab kommer til at se ud, kan der i sagens natur kun gisnes om.
Sidste gang, en større konflikt udspillede sig på landets sygehuse, var i forbindelse med sygeplejerskestrejken i 2008, hvor sygehusene kørte med nødberedskab i næsten to måneder.
Daværende lægelig direktør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, siger, at man dengang på mange afdelinger endte med en relativ stor sygeplejerskebemanding:
”Kravet fra arbejdsgiversiden til nødberedskabet i 2008 var mange steder større end det daglige fremmøde. Det gav en vis uro i geledderne, og der kom en diskussion om, hvor store nødberedskaberne skulle være. I virkeligheden endte man med noget, der lignede dagligdagen på mange sengeafdelinger”.
Nødberedskabet afhænger af akutmodtagelsen
Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen mener, at man i dag skal se på akutmodtagelsernes organisering for at vurdere omfanget af et eventuelt nødberedskab.
”Vi har i de senere år samlet det akutte på 21 sygehuse. Og på de store sygehuse med store akutmodtagelser tror jeg, at en meget stor del af aktiviteten derfor vil køre uændret under et nødberedskab, fordi det akutte fylder meget de steder”.
Der kan dog godt blive variationer i bemandingen i nødberedskaberne, alt efter hvordan den enkelte akutmodtagelse er organiseret, mener Kjeld Møller Pedersen:
”Akutmodtagelserne er jo organiseret forskelligt. På de sygehuse, som har en model, hvor speciallægerne, der tager imod patienterne, kommer fra stamafdelingerne ned i akutmodtagelsen, må man regne med, at bemandingen på stamafdelingen stort set skal opretholdes. Fordi de reelt set er en del af akutberedskabet. Mens de sygehuse, der har akutmodtagelser med en fast stab af akutlæger og i mindre grad har brug for at hente speciallæger ned – det er typisk kun til bestemte patienttyper og tilstande – kan lockoute flere læger fra stamafdelingerne, som dermed ikke vil komme ind under nødberedskabet”.
Der vil opstå en pukkel i ventetiden til elektive behandlinger, og hvornår den er afviklet er, som Kjeld Møller Pedersen siger, ”svært at sige”. Men det bliver et stykke ind i 2019, vurderer han, der oplyser, at vurderingen er funderet i en forventning om, at en eventuel storkonflikt vil forløbe over maks. ti dage. Den tabte aktivitet kan relativt let indhentes f.eks. på at bruge lørdage og lidt længere arbejdsdage.
”Hvis pukkelafviklingen sker ved at indkalde læger til at arbejde i weekenden, kan det gå hurtigere, så kan det måske være ved årsskiftet”.
Penge at spare
Betalingen for lægernes ekstraarbejde bliver næppe noget problem:
”Har der været konflikt, vil der være nogle lønmidler, der kan bruges på det”, siger Kjeld Møller Pedersen.
Kostede strejken sygehusene penge?
”Produktiviteten faldt, og man suspenderede alle budgetregler. Men min vurdering er, at det netto ikke kostede ret meget, fordi det paradoksale er, at en strejke eller lockout i det offentlige i virkeligheden er besparende på de offentlige budgetter”.
Camilla Rathcke har sine bekymringer om de nødberedskaber, der skal forhandles på plads i forbindelse med regionernes lockoutvarsel, der, som det ser ud i skrivende stund, skal være færdige til den 10. april.
”Det bliver meget omfattende at få det på palds. Jeg tror, det bliver svært at nå lige så kvalificeret i mål som med strejkevarslerne. Jeg tænker, vi må finde et snit, som så bliver brugt alle steder, men nu må vi jo høre, hvilke overvejelser regionerne gør sig – det er jo dem, der har varslet lockouten”.
Hun tilføjer:
”Jeg har forstået på regionerne formand, Bent Hansen, at lockouten sker for at spare lønkroner, som man så kan bruge til at afvikle ventelistepuklen efter strejken. Jeg forventer egentlig, at regionerne derfor vil have en tilgang til nødberedskaberne, der er analog med vores: at færrest muligt skal på arbejde. Hvor nødberedskabet virkelig bliver et beredskab til reelt akut”.
Læs mere om OK18 her.
Spørgsmål og svar om nødberedskaber
Professor i offentlig forvaltning og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, svarer på spørgsmål.
Er der nogen forskel på forhandlingerne om nødberedskab, alt efter om det handler om strejke eller lockoutvarsel?
"I princippet nej. Den ene part skal bede den anden om hjælp til at kunne sørge for, at de livsvigtige funktioner opretholdes under en konflikt. Normalt har begge parter en forståelse af, at det her nødberedskab skal køre. Der skal ikke lig på bordet, om jeg så må sige, derfor skal begge parter sørge for, at det kører".
Er der forskel på, hvad for en part der tager initiativ?
"Ved en strejke er det oplagt, at det er arbejdsgiveren, der beder om at få de livsvigtige funktioner sikret. Men det er det faktisk også ved lockout, fordi arbejdsgiver har nogle politikere bagved, som har forsyningspligten over for borgerne. Derfor er det arbejdsgiveren, der tager initiativ til at sørge for, at der på alle berørte afdelinger kommer en aftale om et nødberedskab. Men det er en lidt mystisk dobbeltrolle, arbejdsgiveren har".
Hvordan?
"Arbejdsgiveren er både konfliktramt og samtidig driftsherre og i sidste instans også lovgiver".
Hvad er konsekvensen af den dobbeltrolle, som ligger hos arbejdsgiver?
"I forhold til aftalesystemet så har arbejdsgiverne strategiske alternative handlemuligheder, som lønmodtagersiden ikke har, fordi de kan lave et lovindgreb. Dermed har arbejdsgiversiden hele tiden muligheden for at kunne sige, at det, den ikke kan komme igennem med den ene vej, kan den komme igennem med den anden vej".
Spiller det ind i forhold til forhandlingerne om nødberedskabet?
"Ingen af parterne kan tvinge den anden part til noget. Man må finde hinanden i god forståelse i forlængelse af, at det er traditionen i den danske model. Det kræver gensidig tillid, at man overholder det aftalte og ikke misbruger det.
Nødberedskabet handler om det daglige fremmøde af i dette tilfælde læger – hvilken rolle har parterne, hvem vil forsøge at få normeringerne op?
På sygehuse vil det typiske være, at arbejdsgiveren presser på at få så mange som muligt til at møde op – for at sikre funktionerne og undgå, at der kommer uheldige situationer, så borgernes kritik bliver for stærk.
Omvendt så har arbejdsgiveren selv bedt om at få produktionen standset, og derfor vil der være grænser for, hvad lønmodtagerside vil gå med til at undtage for lockoutvarslerne på de enkelte afdelinger".
Hvem har det afgørende ord?
"Der er der ingen, der har. De skal blive enige, og det er kun ved en underskrevet aftale, at nødberedskabet fungerer. Det er hele legitimiteten ved modellen: at der ikke sker dødsfald".
Hvor omfangsrige vurderer du, forhandlingerne om henholdsvis strejkevarslet og lockoutvarslet er?
"Strejkevarslet har ikke så stor en rækkevidde – der er ikke store problemer med at få det på plads".
Men man har valgt to tværgående afdelinger, som andre dele af sygehusene er afhængige af?
"Det er klart, der er forsyningskæder – så det får konsekvenser. Men lockouten vil have en større effekt. Den bliver dybt indgribende. Meget vil gå i stå, tag f.eks. en psykiatrisk patient, der bliver udskrevet fra sygehuset, men den kommunale instans i kommunen, der skal tage over, er lockoutet. Tingene griber ind i hinanden. Mht. at få nødberedskabet på plads så bliver det meget omfattende. Det kan ikke gøres ved et centralt forhandlingsbord – det foregår ved den enkelte institution".
Hvad tror du, der kommer til at ske?
"Der er stadig en mulighed for, at parterne finder hinanden. Men risikoen for en konflikt er stor – specielt, hvis den statslige arbejdsgiver ikke vil rykke sig".
Spørgsmål og svar om nødberedskaber
Professor i offentlig forvaltning og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, svarer på spørgsmål.
Er der nogen forskel på forhandlingerne om nødberedskab, alt efter om det handler om strejke eller lockoutvarsel?
"I princippet nej. Den ene part skal bede den anden om hjælp til at kunne sørge for, at de livsvigtige funktioner opretholdes under en konflikt. Normalt har begge parter en forståelse af, at det her nødberedskab skal køre. Der skal ikke lig på bordet, om jeg så må sige, derfor skal begge parter sørge for, at det kører".
Er der forskel på, hvad for en part der tager initiativ?
"Ved en strejke er det oplagt, at det er arbejdsgiveren, der beder om at få de livsvigtige funktioner sikret. Men det er det faktisk også ved lockout, fordi arbejdsgiver har nogle politikere bagved, som har forsyningspligten over for borgerne. Derfor er det arbejdsgiveren, der tager initiativ til at sørge for, at der på alle berørte afdelinger kommer en aftale om et nødberedskab. Men det er en lidt mystisk dobbeltrolle, arbejdsgiveren har".
Hvordan?
"Arbejdsgiveren er både konfliktramt og samtidig driftsherre og i sidste instans også lovgiver".
Hvad er konsekvensen af den dobbeltrolle, som ligger hos arbejdsgiver?
"I forhold til aftalesystemet så har arbejdsgiverne strategiske alternative handlemuligheder, som lønmodtagersiden ikke har, fordi de kan lave et lovindgreb. Dermed har arbejdsgiversiden hele tiden muligheden for at kunne sige, at det, den ikke kan komme igennem med den ene vej, kan den komme igennem med den anden vej".
Spiller det ind i forhold til forhandlingerne om nødberedskabet?
"Ingen af parterne kan tvinge den anden part til noget. Man må finde hinanden i god forståelse i forlængelse af, at det er traditionen i den danske model. Det kræver gensidig tillid, at man overholder det aftalte og ikke misbruger det.
Nødberedskabet handler om det daglige fremmøde af i dette tilfælde læger – hvilken rolle har parterne, hvem vil forsøge at få normeringerne op?
På sygehuse vil det typiske være, at arbejdsgiveren presser på at få så mange som muligt til at møde op – for at sikre funktionerne og undgå, at der kommer uheldige situationer, så borgernes kritik bliver for stærk.
Omvendt så har arbejdsgiveren selv bedt om at få produktionen standset, og derfor vil der være grænser for, hvad lønmodtagerside vil gå med til at undtage for lockoutvarslerne på de enkelte afdelinger".
Hvem har det afgørende ord?
"Der er der ingen, der har. De skal blive enige, og det er kun ved en underskrevet aftale, at nødberedskabet fungerer. Det er hele legitimiteten ved modellen: at der ikke sker dødsfald".
Hvor omfangsrige vurderer du, forhandlingerne om henholdsvis strejkevarslet og lockoutvarslet er?
"Strejkevarslet har ikke så stor en rækkevidde – der er ikke store problemer med at få det på plads".
Men man har valgt to tværgående afdelinger, som andre dele af sygehusene er afhængige af?
"Det er klart, der er forsyningskæder – så det får konsekvenser. Men lockouten vil have en større effekt. Den bliver dybt indgribende. Meget vil gå i stå, tag f.eks. en psykiatrisk patient, der bliver udskrevet fra sygehuset, men den kommunale instans i kommunen, der skal tage over, er lockoutet. Tingene griber ind i hinanden. Mht. at få nødberedskabet på plads så bliver det meget omfattende. Det kan ikke gøres ved et centralt forhandlingsbord – det foregår ved den enkelte institution".
Hvad tror du, der kommer til at ske?
"Der er stadig en mulighed for, at parterne finder hinanden. Men risikoen for en konflikt er stor – specielt, hvis den statslige arbejdsgiver ikke vil rykke sig".
<p>Op til påsken har tillidsmænd, afdelingsledelser, sygehusledelser og de to lægelige organisationer FAS og YL været samlet ved talrige mødeborde for at klare en opgave: aftalen om et nødberedskab i tilfælde af en konflikt. </p>