Engang var verden enkel: Hvis man blev sløj, tog man temperaturen med kviksølvtermometeret, som lå i medicinskabet på badeværelset. Steg søjlen til det røde felt pænt over 37 grader celsius, var man nok syg, og efter et par dage konsulterede man familielægen.
I dag møder patienten op i konsultationen med tal og kurver på blodtryk, stressniveau og søvnkvalitet fra egne måleapparater og smartwatches. Og det er bare begyndelsen.
I en nær fremtid vil lægen møde patienter, som er udstyret med sensorer, der kan måle alt fra sved over søvn, muskelaktivitet, vejrtrækning og hjerterytme til blodsukker, fordøjelsesprocesser, stofskifte og hjernebølger – kontinuerligt over alle døgnets timer. Nogle af sensorerne vil være udlånt af lægen eller sygehuset, andre vil patienten selv have investeret i.
Det kan resultere i en kaotisk ophobning af data – af stærkt varierende kvalitet, som hverken læge eller patient kan finde hoved eller hale i. Og som it-systemerne i sundhedsvæsenet ikke er indrettet til.
Men ideelt set kan de mange data optimere behandlingen, styrke lægen i sit arbejde og hjælpe patienten til at få mere indflydelse på behandlingsforløbet.
Det kræver dog, at sundhedsvæsenet ruster lægerne og it-systemerne til at validere og udnytte de mange data fra patienternes egne måleapparater.
Det siger to eksperter i sundhedsteknologi, som Ugeskrift for Læger har talt med: professor i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet og direktør for Copenhagen Healthtech Cluster (CHU) Henning Langberg og forskningsleder og professor i almen medicin ved Syddansk Universitet (SDU) Jens Søndergaard.
”Patienter snakker sammen globalt og har derfor en forventning om, hvad vi skal kunne levere som system. Det kommer til at presse systemet voldsomt i de kommende år”, siger Henning Langberg.
”Vi er lige der, hvor det hele begynder at ske. Det er en tsunami, vi ikke kan stoppe”, siger Jens Søndergaard.
Et kæmpe potentiale i wearables
Som direktør for CHC er Henning Langberg optaget af at udvikle fremtidens sundhedsteknologiske løsninger. Han er bidt af big data og har bl.a. brugt en del af sommeren på at indsamle data om Roskilde Festivals 130.000 deltagere.
I hans verden er de teknologier, som kan bruges til at analysere de mange data, som sensorteknologien genererer, en del af fundamentet for, at fremtidens sundhedsvæsen i en ny struktur med supersygehuse kommer til at fungere.
”Sygehusvæsenet reducerer patientens tid på hospitalet, så patienten bliver ,udlagt' til eget hjem. Der er altså behov for, at du bliver monitoreret, når du er i eget hjem, og det kræver ny teknologi”.
Han forestiller sig, at patienter, som efter ambulant behandling på sygehuset udskrives til eget hjem, får et helt batteri af wearables med, som lever op til skrappe kvalitetskrav a la dem, der gælder for medicin.
<p class="para para_Citat_navn">Professor i almen medicin Jens Søndergaard</p>
Også i forhold til behandling i almen praksis især af det voksende antal ældre og kronikere ser han wearables som en naturlig og vigtig del af behandlingen.
”Med så mange flere patienter bliver det en udfordring at "nudge", måle og give feedback i konkrete situationer på en bedre måde, end vi gør i dag. Og der ligger et kæmpe potentiale i data fra wearables, som vi endnu ikke har udnyttet. Det kan enten være devices, som det offentlige udleverer, eller som folk selv køber eventuelt på anbefaling af det offentlige”.
Men sundhedsvæsenet skal også være klar til, at patienterne har devices, som måske ikke i alle tilfælde er kendt eller valideret af sundhedsprofessionelle, mener Henning Langberg.
”Patienterne vil forvente, at deres egne data kan indgå i den offentlige behandling, og det kan være tidkrævende for lægen at gennemskue. Risikoen er, at det bliver mere støj end hjælp, men det skisma vil vi se i fremtiden, og aktuelt er der ingen løsning på det”.
Kunstig intelligens skal hjælpe lægen
Ifølge en rapport fra Danske Regioner og Mandag Morgen fra 2017: ”Sundhed i skyen”, om den digitale fremtid på sundhedsområdet fordobles mængden af sundhedsdata ca. hver ottende måned, så den enkelte læge drømmer næppe om at få fingrene i flere data. Derfor skal der også assistance til i form af kunstig intelligens, mener Henning Langberg.
”Vi vil rigtig gerne samle data for at hjælpe patienten, målrette behandlingen osv., men i øjeblikket er den praktiserende læge ved at drukne i data. Jeg har netop set udskriften af en journal fra Sundhedsplatformen fra en patient, der har været indlagt. Den er mere end to meter lang, og der er ingen chance for, at en læge kan nå at læse den samtidig med, at patienten skal høres og hjælpes i løbet af en konsultation. Og med endnu flere data må vi altså have intelligente systemer, som kan analysere data for lægen og sortere i forhold til patientens aktuelle problem”.
I den nyligt offentliggjorte strategi for digital sundhed 2018-2020 fra Sundheds- og Ældreministeriet, er ”Borgeren som aktiv partner” en af fem indsatsområder. Henning Langberg glæder sig over strategien og den efterfølgende aftale om ”bedre brug af sundhedsdata”, men savner en plan for implementering.
”Jeg mangler, at vi ser på sundhedsvæsenet som et sammenhængende system. Vi bør sikre, at patientens egne data som eksempelvis PRO-data, patientrapporterede data, kan bruges til at skræddersy behandlingen. I København ville det for eksempel betyde en udvidelse af Sundhedsplatformen, så den kan modtage patienternes egne data. Det er vigtigt med en national strategi for, hvordan alle patientrelaterede data får plads i journalen. Og det haster, for patienten forventer, at det allerede kan lade sig gøre”.
Biomedicinske sensorer
Kroppens sladderhanke bliver flere og mere avancerede.
Om få år vil en menneskekrop uden sensorer sandsynligvis være et særsyn, for teknologien er i eksplosiv vækst. Vi kender wearables som smartwatches eller fitnessarmbånd, der pacer os på løbeturen og sladrer om dårlig nattesøvn. Eller som skridttælleren i mobiltelefonen, der kræver sine 10.000 daglige skridt i sundhedens tjeneste.
Lige nu er en ny bølge godt på vej. Denne gang gælder det biomedicinsk sensorteknologi, som er målrettet forebyggelse og behandling af sygdomme. Devices, som for eksempel kan afsløre forstadier til kræft eller måle udsving i blodsukkeret. Teknologien er bærbar og kropsnær. Den indbygges i smartwatches, armbånd og også i plastre, kontaktlinser, tøj og bleer. Og næste generation er under udvikling: insidables – sensorer til at have inde i kroppen i form af en pille, som man sluger, eller en chip skudt ind under huden.
Udviklingen er drevet af, at teknologien hele tiden bliver kraftigere, mindre, billigere – og mere brugervenlig. Målinger, som tidligere krævede specielt udstyr og ekspertise, bliver tilgængelige for den almindelige forbruger. Udbyderne er private aktører, som ud over de velkendte medikovirksomheder tæller et kæmpe vækstlag af iværksættere og it-giganter som Apple, Amazon, Microsoft og Google.
De kommercielle interesser er store, og hele markedet er i vækst. Et forecast fra analysefirmaet IDC viser, at antallet af wearables stiger fra over 113 mio. i 2017 til over 222 mio. i 2021.
Patienter presser på for at få ny glukosemåler
Regioner og kommuner har fået en forsmag på, hvad der venter, når flere smarte måleapparater med sensorteknologi rammer markedet.
Den ligner en forvokset tegnestift: en hvid, rund plade på størrelse med en femkrone med en lille spids nål i midten. Men det er en blodsukkersensor, som kan lette hverdagen for patienter med diabetes. Flashglukosemåleren, som teknologien kaldes, plastres fast på arm eller ben, så nålen eller rettere elektroden dykker fire millimeter ned i huden, og her måler den blodsukkerniveauet. Patienten holder en håndholdt aflæser hen over sensoren og kan se værdien på displayet. Ti dage ad gangen kan plasteret sidde. Og dermed undgår patienten at stikke sig i fingeren og presse en bloddråbe ud på en strip adskillige gange om dagen. Men den lille sag har skabt ravage i det danske diabeteslandskab, lige siden den for to år siden blev lanceret. Især de unge patienter med diabetes 1 blev via de sociale medier opmærksomme på den nye måler og begyndte at efterspørge den. Men hvem skulle have den? Og hvem skulle betale? Der opstod en diskussion om, hvorvidt sensoren er et behandlingsredskab og dermed hører under sygehusene, eller om den er et hjælpemiddel i kommunalt regi.
Diabetesforeningen, diabeteslægerne, regionerne og kommunerne blev alle sammen involveret. Sidste sommer afgjorde Ankestyrelsen så, at måleren nogle gange er et behandlingsredskab, andre gange et hjælpemiddel. Lægerne på sygehusene skal i første omgang vurdere, om en patient har behov for sensoren. Som udgangspunkt kan alle med diabetes 1 under 18 år få den, mens voksne kun kan få den, hvis deres diabetes ikke er velbehandlet. Får patienten nej hos regionen, kan patienten søge kommunen og i særlige tilfælde få en måler bevilget som et hjælpemiddel.
Lige nu venter en del patienter på at få måleren, fordi firmaet ikke kan følge med efterspørgslen. Og ude i kulissen venter den næste smarte glukosemåler og måske det næste slagsmål om prioritering og økonomi: Eversense, en lillebitte sensor, som kan lægges ind under huden, hvor den passer sig selv i 180 dage ad gangen. De kontinuerlige målinger vises på en app. Sensoren er i brug i Sverige.
Biomedicinske sensorer
Kroppens sladderhanke bliver flere og mere avancerede.
Om få år vil en menneskekrop uden sensorer sandsynligvis være et særsyn, for teknologien er i eksplosiv vækst. Vi kender wearables som smartwatches eller fitnessarmbånd, der pacer os på løbeturen og sladrer om dårlig nattesøvn. Eller som skridttælleren i mobiltelefonen, der kræver sine 10.000 daglige skridt i sundhedens tjeneste.
Lige nu er en ny bølge godt på vej. Denne gang gælder det biomedicinsk sensorteknologi, som er målrettet forebyggelse og behandling af sygdomme. Devices, som for eksempel kan afsløre forstadier til kræft eller måle udsving i blodsukkeret. Teknologien er bærbar og kropsnær. Den indbygges i smartwatches, armbånd og også i plastre, kontaktlinser, tøj og bleer. Og næste generation er under udvikling: insidables – sensorer til at have inde i kroppen i form af en pille, som man sluger, eller en chip skudt ind under huden.
Udviklingen er drevet af, at teknologien hele tiden bliver kraftigere, mindre, billigere – og mere brugervenlig. Målinger, som tidligere krævede specielt udstyr og ekspertise, bliver tilgængelige for den almindelige forbruger. Udbyderne er private aktører, som ud over de velkendte medikovirksomheder tæller et kæmpe vækstlag af iværksættere og it-giganter som Apple, Amazon, Microsoft og Google.
De kommercielle interesser er store, og hele markedet er i vækst. Et forecast fra analysefirmaet IDC viser, at antallet af wearables stiger fra over 113 mio. i 2017 til over 222 mio. i 2021.
Patienter presser på for at få ny glukosemåler
Regioner og kommuner har fået en forsmag på, hvad der venter, når flere smarte måleapparater med sensorteknologi rammer markedet.
Den ligner en forvokset tegnestift: en hvid, rund plade på størrelse med en femkrone med en lille spids nål i midten. Men det er en blodsukkersensor, som kan lette hverdagen for patienter med diabetes. Flashglukosemåleren, som teknologien kaldes, plastres fast på arm eller ben, så nålen eller rettere elektroden dykker fire millimeter ned i huden, og her måler den blodsukkerniveauet. Patienten holder en håndholdt aflæser hen over sensoren og kan se værdien på displayet. Ti dage ad gangen kan plasteret sidde. Og dermed undgår patienten at stikke sig i fingeren og presse en bloddråbe ud på en strip adskillige gange om dagen. Men den lille sag har skabt ravage i det danske diabeteslandskab, lige siden den for to år siden blev lanceret. Især de unge patienter med diabetes 1 blev via de sociale medier opmærksomme på den nye måler og begyndte at efterspørge den. Men hvem skulle have den? Og hvem skulle betale? Der opstod en diskussion om, hvorvidt sensoren er et behandlingsredskab og dermed hører under sygehusene, eller om den er et hjælpemiddel i kommunalt regi.
Diabetesforeningen, diabeteslægerne, regionerne og kommunerne blev alle sammen involveret. Sidste sommer afgjorde Ankestyrelsen så, at måleren nogle gange er et behandlingsredskab, andre gange et hjælpemiddel. Lægerne på sygehusene skal i første omgang vurdere, om en patient har behov for sensoren. Som udgangspunkt kan alle med diabetes 1 under 18 år få den, mens voksne kun kan få den, hvis deres diabetes ikke er velbehandlet. Får patienten nej hos regionen, kan patienten søge kommunen og i særlige tilfælde få en måler bevilget som et hjælpemiddel.
Lige nu venter en del patienter på at få måleren, fordi firmaet ikke kan følge med efterspørgslen. Og ude i kulissen venter den næste smarte glukosemåler og måske det næste slagsmål om prioritering og økonomi: Eversense, en lillebitte sensor, som kan lægges ind under huden, hvor den passer sig selv i 180 dage ad gangen. De kontinuerlige målinger vises på en app. Sensoren er i brug i Sverige.
Jens Søndergaard fra Forskningsenheden i Almen Medicin ved SDU oplever selv som praktiserende læge, at mængden af data allerede i dag er overvældende og derfor ikke kommer patienterne til gode.
”Vi bruger ikke alle de data, vi har adgang til i dag, simpelthen fordi det er umuligt at rumme alle de data i vores hoveder. Derfor skal vi have hjælp, og her kan kunstig intelligens kobles på. En bedre bearbejdning af den enkeltes sundhedsdata vil formentlig hjælpe os til mere målrettet behandling, hvor vi kan skelne mellem de patienter, som får nytte af en given behandling, og dem, der ikke gør. For eksempel ved vi om patienter med diabetes 2, at nogle får følgevirkninger uanset behandling, og andre slet ikke vil få følgevirkninger, så dem, der ikke får følgevirkninger, kunne vi bare lade være i fred”.
Lægen skal rådgive om teknologi
Det er nærliggende at tænke sig den praktiserende læge overflødiggjort af teknologien i takt med, at algoritmerne bliver stadig skarpere til at stille diagnoser, mens chatbots – programmer, som kan svare på spørgsmål – kan klare en del af den basale lægefaglige rådgivning. Men tværtimod mener både Henning Langberg og Jens Søndergaard, at lægen er mere vigtig end nogensinde.
”Lægen bliver ikke pillet ud af ligningen, men får en forlænget arm med teknologien og er til stede der, hvor der er behov for det”, siger Henning Langberg.
Jens Søndergaard ser også – i øvrigt som der også er lagt op til i den plan for fremtidens almenpraksis, som regeringen netop har offentliggjort – at kernerollen som praktiserende læge bliver styrket i fremtiden.
”De store sygehuse bliver teknologiske fyrtårne, hvor patienter kommer ind, bliver opereret, ryger hurtigt ud, og så skal praksis ellers tage sig af dem i resten af deres liv. Og vi ved, at det betyder noget for folk, at der er et empatisk og fagligt kompetent menneske som et sikkert ankerpunkt i deres sygdomsforløb”.
Dertil kommer, at patienterne får brug for rådgivning om de målinger, som de selv og andre foretager.
”Det ville være oplagt at uddanne og efteruddanne lægerne i sundhedsteknologi, så de ved, hvad de skal svare, når patienterne kommer med målinger, de selv har foretaget. Vi er nødt til at komme ind over, ellers bliver folk væltet omkuld. Mange forstår ikke, hvad grænseværdier for diverse blodprøver for eksempel er, eller at ,det normale' kan være forskelligt fra menneske til menneske. Der er brug for, at vi læger hjælper med at tolke data – og med at handle på dem”, siger Jens Søndergaard.
Vil sende droner ud til patienterne
Selv er Jens Søndergaard udstyret med et Apple iWatch og forfølger et mål om at forbrænde mindst 1.000 kilokalorier dagligt. Det sker bl.a. på cykel mellem Middelfart, hvor hjem og praksis ligger, og Odense, hvor han har kontor i Forskningsenheden for Almen Medicin. Uret styrer i øvrigt også både lys, lås og alarm i villaen, og lyset blinker i huset, når han nærmer sig hjemmet. ”Teknologifreak” kalder han sig selv.
”Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne sende en drone ud til patienterne en gang imellem og se, hvordan de har det”, siger han, men understreger, at det i første omgang skulle ske som led i forskning for at afklare, om dronekonsultationer er en fordel og ikke en forringelse af sundhedsvæsenets tilbud til borgerne.
Jens Søndergaard følger den teknologiske udvikling tæt og forventer sig bl.a. meget af den kamerapille, som forskere ved SDU har testet, og som kan bruges til tarmscreening i stedet for afføringsprøver og som supplement til koloskopi. Og så vil han gerne udnytte teknologien til at få folk til at ændre livsstil.
Teknologibegejstringen gør ham dog ikke blind for, at udviklingen også kan trække problemer med sig.
”Som teknologien er i dag, bliver folk nemt bekymrede. Teknologien er, hvad jeg kalder version 1, og den tager overdreven meget opmærksomhed. Jeg oplever for eksempel, at en patient kommer til mig i konsultationen og siger: min puls var meget lav i nat – tror du, at jeg i virkeligheden var lidt død? Derfor skal vi forske mere i, hvordan vi får brugt teknologien, så den gavner uden at skræmme, forstyrre eller på anden vis generer patient og sundhedsvæsen”.
Bekymringerne er vi imidlertid næsten ude over, når version 2 af teknologien rulles ud, mener Jens Søndergaard.
”Man skal ikke bruge sin tid på at monitorere sig selv. Teknologien skal være usynlig, og kun hvis der er noget galt, skal den slå alarm. Og sådan bliver det også med version 2, hvor vi også får multisensorer, som måler på mange forskellige parametre og for eksempel ligger inde under huden som et implantat eller sidder i en kontaktlinse. Men det skal i sidste ende være borgernes egne valg, om de vil tage teknologien til sig".
Flere og flere biomedicinske sensorer, indkapslet i plastre, armbånd, chips under huden eller piller til at sluge vil i fremtiden følge patienterne og sladre om kroppens inderste hemmeligheder. Genial teknologi for både patient og læge – men også en risiko for at drukne i data.