6.30 Vi står op. Det er en særlig dag i husstanden, der består af min datter og mig. Min datter og hendes veninde, som har overnattet her, har sidste skoledag i 9. klasse. De skal ordne hår og klæde sig ud og gøre sig klar til at kaste med karameller. De er meget spændte, da jeg tager af sted. Jeg har kun ét barn, og sidste skoledag burde fylde meget – men jeg har meget andet i tankerne i dag.
7.45 Jeg ankommer til min praksis i Algade. Dagen starter ret almindeligt med at se på post og svare på e-mail-konsultationer. I dag er uddannelseslægen på besøg. Jeg har så mange patienter i dag, så det primært bliver min kompagnon, der må supervisere.
8.20 Vi har telefontid, men nu lader vi personalet passe telefonerne, mens vi lukker døren og sætter os ned for at skrive under på, at vi deponerer ydernummeret hos PLO. Vi har haft vores praksis i to år. Vi har hver 1,6 mio. kr. i gæld – og hvis vi lukker ned, er der oven i hatten løn til personalet. Så det er alvor, da vi skriver under. Vi sidder lidt og ser på hinanden – og går tilbage til telefonerne.
8.35 Vores praksis er vokset støt, siden vi overtog den. Folk kommer og har fået os anbefalet. Det går rigtig godt, så det var med meget blandede følelser, at vi skrev under. Mentalt rystede vi ikke på hånden, for vi kan slet ikke se os selv være læger i de rammer, lovindgrebet giver for arbejdet. Men rent fysisk – min hånd rystede, da jeg skrev under. Og det har jeg aldrig før oplevet.
9.15 Dagens første to patienter kommenterer af sig selv konflikten og synes, det er godt, at vi »står fast«. Jeg kender begge godt. Den ene er her jævnligt, fordi han har dårlige nyrer. I dag er det et knæ, der er tosset. Den anden er en dame, som er her til kontrol for højt blodtryk.
11.30 Samtale med en mor til en ung kvinde, som er psykisk syg, og som jeg skal tale med i eftermiddag. Samtalen handler om hendes coping som mor til en syg teenager. Bagefter skal de to mødes til frokost, inden pigen kommer herop.
12.15 Jeg er meget involveret i speciallægeuddannelsen i almen praksis og har en kort snak med Sundhedsstyrelsens ansvarlige for uddannelse, Birte Obel. Ud over min egen praksis er de 1.600 uddannelsessøgende også noget af en hovedpine i tilfælde af en konflikt.
13.00 På grund af mange akutte patienter måtte frokosten koges ned til ti minutter. Nu er den næste time sat af til en meget indviklet patient, som jeg skal lave en rehabiliteringsattest for.
14.15 Samtale med den unge pige, hvis mor jeg talte med tidligere. Hun har spiseforstyrrelser, depression og diverse. Jeg er fanget i, at der er ventetid til børne- og ungdomspsykiatrien, så jeg har påbegyndt antidepressiv behandling på deres anvisning, mens hun venter på at komme i behandling hos dem. Hun har det noget bedre end sidst og er begyndt at motionere og komme lidt ud.
16:00 Efter dagens sidste patient – en 70-årig, som skulle have en kørekortsattest – kører jeg på hjemmebesøg på et nyt, kæmpestort plejehjem. Det er en patient, som er dement og noget deprimeret. I virkeligheden er depressionen nok tristhed over, at hun bor sammen med en masse mennesker, som har det meget dårligt og sidder i en kørestol og råber eller bare sidder og er ynkelige at se på. Hun er vist også trist over at være flyttet fra sit tidligere plejehjem og herud på en pløjemark. Sygebesøget trak ud, og jeg glemte, at jeg havde en tid hos kiropraktoren klokken fem.
17.45 Jeg er hjemme og sender et debatindlæg til Politiken: »Når bureaukratiet slagter guldgåsen«. Så laver jeg aftensmad og spiser sammen med de to piger, der fortæller om sidste skoledag. Senere skal jeg køre dem til fest.
01.00 Jeg henter pigerne fra fest – og så skal jeg i seng.
