Principper som faglighed, uafhængighed og geografisk lighed er helt grundlæggende, når den offentlige sundhedsvæsen i fremtiden skal vurdere, hvilken ny sygehusmedicin patienterne skal have adgang til. Og som Ugeskrift for Læger skrev i fredags er samtlige partier i Folketinget blevet enige om i alt syv principper for prioritering i sundhedsvæsnet.
Det offentliggjorde sundhedsminister Sophie Løhde (V) i weekenden:
”På tværs af partierne kan vi godt blive enige om, at sundhedsvæsnet ikke har uanede ressourcer til rådighed, og at det er nødvendigt at prioritere. Men så snart vi begynder at tale om prioriteringsmodeller, kvalitetsjusterede leveår og den slags, bliver debatten ofte afsporet. Det er rigtig ærgerligt, for det gør det vanskeligt at få en konstruktiv dialog om prioriteringer i sundhedsvæsnet. Derfor har det været vigtigt at blive enige om nogle helt centrale principper og dermed få en fælles forståelse af, hvornår man skal vælge ny medicin til og fra som standardbehandling, og at ny medicin altså ikke skal afvises alene på grund af økonomi, hvis det har en veldokumenteret mereffekt,” siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Vi sender med principperne et stærkt og tydeligt signal fra Christiansborg om, at ny, dyr sygehusmedicin ikke skal tages i brug for enhver pris, samtidig med at vi slår fast, at patienterne også fremover ud fra en konkret lægefaglig vurdering skal kunne behandles med lægemidler, der er afvist som standardbehandling. Det er samtidig helt centralt, at patienterne fortsat sikres hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin.”
<p class="para para_Citat_navn">Sophie Løhde (V), sundhedsminister</p>
Bent behøver ikke spørge om lov
Forhandlingerne om principperne blev sat i gang, efter at Danske Regioner i starten af februar kom med ideen om Medicinrådet, der som noget nyt vil inddrage forholdet mellem effekt og omkostninger ved ny sygehusmedicin. Og reelt behøver Danske Regioner som ansvarlig for driften af landets sygehuse ikke Folketingets accept af modellen. Men sundhedsministeren håber dog på, at regionerne vil skele til de syv principper, når den endelige model skal strikkes sammen.
”Det her arbejde er også alt for vigtigt til, at Danske Regioner kan sidde på et lukket bestyrelsesmøde og beslutte at indføre en ny vurderingsmodel,” siger ministeren.
Og det er formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), indstillet på:
”Vi vil naturligvis inddrage principperne i det videre arbejde med Medicinrådet, og principperne ligger fint i forlængelse af den dialog, vi har haft med patientforeninger og faglige organisationer siden præsentationen af Medicinrådet,” siger Bent Hansen.
Ros fra læger og patienter
Hos Lægeforeningen får de syv principper en positiv modtagelse af formanden Andreas Rudkjøbing
”Jeg er først og fremmest glad for, at folketingspolitikerne bredt anerkender, at prioritering i sundhedsvæsenet er et grundvilkår, og at det er bedre med en åben proces end den uigennemsigtige og skæve måde, som det foregår på i dag. Det er et vigtig skridt frem, at man også anerkender, at det er nødvendigt at tænke økonomi ind i vurderingen og dermed også tage hensyn til de patientgrupper, som ofte bliver tabere, når ressourcerne i sundhedsvæsenet skal fordeles. Her tænker jeg f. eks. på mennesker med psykiske sygdomme og ældre, medicinske patienter,” siger Andreas Rudkjøbing.
Også LVS er tilhænger af de syv principper og kalder aftalen for en ”flot grundlov for prioritering af sygehusmedicin”.
I Danske Patienter læser man de syv nye principper som et klart udtryk for, at man ikke må sige nej til medicin, der ud fra faglige vurderinger vil gavne den enkelte patient.
”Det er meget positivt, at Folketinget nu understreger, at økonomi ikke må styre, hvorvidt en patient kan få den medicin, der gavner patienten bedst muligt. Samtidigt er vi glade for, at man gør det helt klart, at en eventuel prioritering af medicin skal ske fuldstændigt åbent for offentligheden – og på baggrund af faglige vurderinger,” siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.
DE SYV PRINCIPPER:
1. Faglighed: Ved vurdering af lægemidler skal der ske en grundig og systematisk vurdering af den behandlingsmæssige gevinst for patienterne samt den dokumentation, der ligger til grund herfor. Ved vurderingen af lægemidler skal der inddrages den nødvendige og tilstrækkelige faglige ekspertise.
2. Uafhængighed: Vurdering af lægemidler skal ske ud fra objektive kriterier og på baggrund af faglige vurderinger, således at der sikres et uafhængigt udarbejdet beslutningsgrundlag og derved armslængde til det politiske niveau.
3. Geografisk lighed: Der skal ske en ensartet ibrugtagning og anvendelse af lægemidler på tværs af hele landet. Der skal desuden være entydighed i, hvordan de forskellige regioner og sygehuse håndterer de tilfælde, hvor lægemidler afvises til ibrugtagning som standardbehandling.
4. Åbenhed: Der skal være størst mulig åbenhed i vurderingen af lægemidler. Dvs. at der skal være åbenhed om både processer, metoder, kriterier og det materiale, der udarbejdes i forbindelse med vurderingen af lægemidler. Det skal således være muligt for alle at se grundlaget og begrundelserne for at til- eller fravælge nye lægemidler, jf. også Transparensdirektivets krav i forhold til objektivitet og gennemsigtighed. Åbenheden har også til formål at facilitere en offentlig debat.
5. Hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin: Patienter skal have gavn af behandlingsmæssige fremskridt. Danmark skal fortsat være et af de lande, der hurtigst ibrugtager nye lægemidler, hvor der er dokumenteret mereffekt.
6. Mere sundhed for pengene: Midlerne i sundhedsvæsenet, herunder til sygehuslægemidler, skal bruges med omtanke, da det ellers kan få konsekvenser for forebyggelse, behandling eller pleje i andre dele af sundhedsvæsenet. Nye lægemidler, som har en veldokumenteret mereffekt skal ikke afvises alene på grund af økonomi. Såfremt et nyt lægemiddel skal være standardbehandling, skal der således være et rimeligt forhold mellem prisen på det nye lægemiddel og den merværdi, som lægemidlet vurderes at kunne tilbyde sammenlignet med eksisterende standardbehandling.
7. Adgang til behandling: Der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper og tages højde for patienters individuelle behov. Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Det gælder eksempelvis i forhold til at kunne yde behandling af høj kvalitet til patienter med sjældne sygdomme eller i forhold til at kunne behandle for at undgå funktionsnedsættelse.
<p>Alle Folketingets partier er blevet enige om syv grundprincipper for prioritering af sygehusmedicin.</p>