Det går ikke, at man ejer aktieoptioner for 2,5 millioner kroner i en af verdens største producenter af diabetesmedicin, når man samtidig er diabeteslæge og udskriver firmaets produkter.
Det fastslår formanden for Lægeforeningen Mads Koch Hansen over for Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet har fire lægers klager over et forbud fra Sundhedsstyrelsen mod store aktieposter i Novo Nordisk i mere end fem år ligget i Sundhedsministeriet uden at blive afgjort. I mellemtiden har lægerne kunne beholde deres aktieposter, hvis værdi i perioden er mangedoblet og i et tilfælde ligger på 2,5 mio. kr.
”Hvis man i sit daglige virke udskriver diabetesmedicin, kan det diskuteres, om man skal have lov til at eje aktier i Novo Nordisk. For der er en risiko for, at man bliver påvirket, når man ejer aktier. Det bliver problematisk, når der er tale om store aktieposter, og i min verden er 2,5 millioner kroner en stor aktiepost,” siger Mads Koch Hansen.
<p class="para para_Citat_navn"> Formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen</p>
Han sad med i den arbejdsgruppe, som sidste sommer kom med forslag til nye regler for lægers tilknytning til medicinalindustrien. Et af gruppens forslag, som er kommet med i det lovforslag, der lige nu behandles i Folketingets Sundhedsudvalg, var, at læger skulle søge Sundhedsstyrelsen om tilladelse, hvis de ville anskaffe aktier for mere end 200.000 kroner i en lægemiddelproducent.
<p>Aktieoptioner for 2,5 mio. kr. i Novo Nordisk er ifølge Mads Koch Hansen over grænsen, når man er diabeteslæge.</p>