På turen til Horslunde bliver de roesmattede veje smalle. Mangen en nybagt practicus er sikkert vågnet svedende om natten med mareridt om at tilbringe et professionelt liv på sådan en egn, hvor slidte småbyer uden butikker skifter med endeløse, grålige, forblæste marker. Det må da blive småt i hverdagen? Næh, ikke nødvendigvis, skulle vi hilse og sige. Selv om vejene er smalle, kan de professionelle og private cirkler godt være meget, meget store. Her yderst på Lolland er det ganske muligt at få sig et lægeliv, der virkelig batter noget. For patienter, kolleger både lokalt og nationalt - og på det personlige plan. Det er »bare« et spørgsmål om gå-påmod, vilje, engagement, nysgerrighed. Samt evnen til at blive »tændt« af det, der foregår lige for næsen af én selv og sætte det ind i en større sammenhæng.
Da Nordisk Ministerråd for nylig skulle finde de rigtige til at formidle det danske familielægesystem og dets efteruddannelsesstruktur til de baltiske lande, udpegede DSAM Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen fra Lolland.
Når praktiserende lægers kvalitetssikring, forebyggelse og efteruddannelse integreres i amternes kvalitetssikringsenheder, inspireres det i høj grad af Kim Kristensens »barn« FUAP, Faglig Udvikling i Almen Praksis (www.fuap.dk). Her lægger i dag hele 42 af amtets 168 praktiserende læger en aktiv - og lønnet - arbejdsindsats.
Lisbeth Errebo-Knudsen var en af de første praksisreservelægekoordinatorer. Funktionen voksede til et landsdækkende netværk på hendes initiativ. Parret er p.t. drivkraft i tre avancerede socialmedicinske projekter lokalt osv. De 30 år i delepraksis i lillebyen har været nærmest overvældende aktive, og nye projekter trænger sig stadig på.
Praksis overtog de i sin tid fra Kims far. Det var ikke uden overvejelser. De var nemlig midt i en større dannelsesrejse, som omfattede turnus i Rochester, New York, og en tur fra Alaska til Ildlandet i et folkevognsrugbrød.
»Det var fantastisk inspirerende, og i første omgang kom min fars tilbud lidt på tværs. Men turen gav os en meget vigtig erkendelse: Det er ligegyldigt, om du bor i Alaska, Columbia, København eller Horslunde; blot du har det godt med dig selv og dine nærmeste«, fortæller Kim.
Parret byggede lægehus i Horslunde. Helt fra start inspirerede vilkårene i arbejdet og tilværelsen på stedet dem begge. De var bl.a. meget optaget af den i USA spirende »family medicine«. Og de fik bekræftet teorierne.
»Vi kan se nogle tendenser over tid, som ikke flytter sig ret meget - på trods af videnskabelige fremskridt. Nu behandler jeg tredje generation i familier, som jeg begyndte at se i 1974, og det er markant, at nogle slægter får rygproblemer, medens andre får migræne og atter andre hjertebesvær, når livet bliver besværligt«, fortæller Kim.
Flere veje mod mål
Lisbeth havde egentlig tænkt sig at blive gynækolog. Men her satte geografien sine grænser, sammen med familieforøgelse i form af - med tiden - tre drenge. Det var ikke praktisk at satse på en gynækologisk speciallægeuddannelse, men behovet for lokale læger med særlig interesse i kvinders problemer var stort, og så er der jo andre veje til at forfølge en faglig interesse: »Jeg tog mange kurser i gynækologi og var ret alene om det interesseområde, så jeg fik hurtig stor søgning.
I starten fandt jeg det mest interessant, at patienterne var velbehandlede. I dag er jeg overbevist om, at et socialt solidt fundament er forudsætningen for et godt helbred«, understreger Lisbeth.
Kim har samme interesse for det socialmedicinske aspekt af lægegerningen. Dels fordi han bor - og har patienter - i et »tungt område«, dels valgte han netop almen praksis for at se menneskelivet i en helhed.
»Institutionernes tingsliggørelse af mennesker var mig uudholdelig. På sygehuset er patienter ikke mennesker, men galdesten, blindtarme, brækkede ben. I min praksis møder jeg Ole, Hans eller Kirsten, hvis hverdag er ændret af galdestenen, blindtarmen, det brækkede ben. Det er langt mere interessant«.
Værktøj til livsbehandling
At komme ind på livet af patienterne er jo en forudsætning for socialmedicin. Derfor begyndte parret at arbejde målrettet med samtalen som værktøj og var med til at forme efteruddannelseskurser og supervisionsgrupper. De tog begge en uddannelse i sexologi hos Preben Hertoft og blev parterapeuter.
»Vi havde jo oplevet at behandle ægtefæller enkeltvis for deres hovedpine og rygsmerter og dårlige nerver, og så konstaterede vi pludselig, at nu var de skilt. Ingen havde taget hånd om, at deres egentlige problemer lå i et dårligt fungerende parforhold«, fortæller Kim.
At se problemerne under overfladen. Det er et afgørende element i deres professionelle liv og kræver nærhed.
»Nogle kolleger spørger os undrende, hvordan vi kan holde ud at bo midt i vores praksisområde, hvor vi hele tiden møder patienterne i Brugsen«, ler Lisbeth.
»Jeg føler mig simpelthen i live som professionel og som menneske ved at være i et område hvor folk kender begge sider af mig. Ofte ved jeg også, at der ligger helt andre ting bag, når en bestemt patient klager over ondt i maven. Jeg har muligheden for at få problemerne frem på bordet, hvis det er hensigtsmæssigt«.
Kim nikker: »Det sker, at jeg ser en mand, der lige har mistet sin kone, stå og putte sig bag grynposerne hos købmanden. Så kan jeg lige spørge, om han ikke har lyst til at kigge forbi klinikken og få en snak. At møde folk i andre sammenhænge end selve klinikken kan ofte løse op for vanskelige situationer, så det ser jeg som en stor fordel i et praksisliv«.
Og vanskelige situationer er der nok af på Lolland. »Desværre ser vi jo mange, som er flyttet hertil, har købt noget, de ikke har råd til, står uden job og på alle måder er endt i et socialt morads. Det håber vi at kunne hjælpe med«, siger Lisbeth.
Derfor har parret sammen med Ravnsborg Kommune etableret et socialmedicinsk projekt, hvor en socialrådgiver i lægehuset giver anonym rådgivning a la Hanne Reintoft. I et andet projekt tages fat i de mennesker, som er på vej til en sygemelding for at sikre, at der sker en udvikling i deres situation; der arbejdes proaktivt med frigørelses- og rådighedsattester, og endelig med social og lægelig støtte til såkaldte »kaospatienter«.
Hånd om kolleger
De to Horslunde læger har også fra 1970'erne »taget hånd« om det kollegiale liv i bred forstand, både nationalt og lokalt. I dag i høj grad i regi af FUAP. De har udviklet modeller - og skabt netværk - for de unge læger, som er under uddannelse i praksis, og har hjulpet dem med specialevalget gennem workshopper og en specialevalgsbog. Lisbeth har etableret Forum for Faglig Forundring, 4-F, en slags forskningsværksted for praktiserende læger. Par-ret har bistået med at udvikle multiple choice til samtlige DSAMs kliniske vejledninger, så man kan teste, om man har den nødvendige viden til at følge dem. Listen over aktiviteter er nærmest uendelig. Hvad driver dem - ud over so cial interesse?
»Jeg synes, at det er noget at være praktiserende læge, og det er vigtigt at vise«, siger Lisbeth, og Kim supplerer ivrigt: »Hvis vi er lidt fremme i skoene, behøver vores faglige udvikling ikke at blive dikteret af de andre specialer. Vores område er specielt. Vi beskæftiger os jo med hele patientens liv«.
Fakta
Mahlerprisen er opkaldt efter Dr. Halfdan Mahler, generalsekretær for WHO i 1973-1988. Prisen gives som hædersgave til en praktiserende læge, der har ydet en særlig indsats for udvikling af praksissektoren.