I dag må en læge nogle gange vælge mellem at bryde lægeløftet eller loven, hvis en dement plejehjemsbeboer for eksempel skal have skiftet en forbinding eller nægter at tage vigtig medicin.
I dag giver sundhedsloven ikke mulighed for, at en sundhedsperson kan behandle en dement person, der afviser behandlingen. Hvis en plejehjemsbeboer ikke selv er i stand til at give samtykke til behandling eller ligefrem giver udtryk for, at han ikke vil behandles, må lægen eller sygeplejersken ikke gennemtvinge behandlingen – ikke engang, selv om pårørende giver samtykke.
En vejledning til Sundhedsloven siger det, så det ikke kan misforstås: »Hvis en beboer f.eks. protesterer mod at få sine tænder behandlet, mod at tage medicin, mod at få en indsprøjtning eller få foretaget sårbehandling, er der ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang«.
Løhde lover lempelse
Det vil Sophie Løhde have ændret, og i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau skriver hun:
»Det er et problem, at der i dag er patienter, som ikke får den nødvendige hjælp og behandling, fordi reglerne er, som de er. Jeg vil lægge mig i selen for, at jeg bliver den sundhedsminister, som får ændret reglerne på området. Jeg har allerede haft den første drøftelse med Folketingets partier om, hvordan man kan skrue et lovforslag bedst muligt sammen, og de drøftelser vil jeg selvfølgelig fortsætte«, skriver Sophie Løhde.
Allerede i 2010 anbefalede professor i sundhedsjura Mette Hartlev i Ugeskrift for Læger en lovændring. Hun kaldte sundhedsloven ”klart utilfredsstillende” og tilføjede:
”Der er brug for at finde en holdbar model for ageren i forhold til patienter, som man ikke mener er friske nok til at sige ja til behandling - men som man altså mener er friske nok til at sige nej”.
- Så du vil anbefale at ændre lovgivningen?
»Ja, til hver en tid. Helt sikkert«, svarede Mette Hartlev.
Læs mere: ”Læger må vælge: Bryd loven eller lægeløftet” (link)
Til forskel fra sundhedsloven rummer serviceloven en kattelem - nemlig, at socialforvaltningen kan give plejepersonalet en midlertidig dispensation, så de f.eks. kan få lov at børste tænder på en beboer. Men embedslægen har ved tidligere lejligheder præciseret, at serviceloven ikke gælder sundhedsfaglig pleje og behandling.
Hvor går grænsen?
De færreste læger ved, hvor snævre grænserne er for at hjælpe demente og andre ”varigt inhabile” patienter. I 2006 undersøgte Sundhedsstyrelsen og embedslægevæsenet lægers viden om lov om patienters retsstilling.
Med udgangspunkt i en række konkrete sager blev læger på tværs af specialer bl.a. spurgt, om en dement kvinde med manglende vandladning kunne kateteriseres med tvang, da hun modsatte sig.
Sundhedsloven, § 15:
Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19. (Ingen af disse §§ handler om tvang).
Straffeloven, § 250
»Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan tilstand, straffes med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8 år«.
Straffeloven, § 253
»Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader
1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs ...«
Sundhedsloven, § 15:
Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19. (Ingen af disse §§ handler om tvang).
Straffeloven, § 250
»Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan tilstand, straffes med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8 år«.
Straffeloven, § 253
»Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader
1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs ...«
Der var fire svarmuligheder, men kun ét rigtigt svar: »Kateterisering af kvinden måtte ikke gennemføres med tvang«.
Tre af fire læger troede, at det kunne ske med, eller om nødvendigt uden, stedfortrædende samtykke. Men nej: Havde der været tale om et enkeltstående, akut tilfælde, kunne det ske på baggrund af en nødretsbetragtning. Men i det foreliggende tilfælde var der tale om »vedblivende varetagelse af personlige anliggender«, og så går den ikke med tvang.
Sundhedslovgivningen giver overhovedet ikke hjemmel til tvangsanvendelse andre steder end i psykiatrilovgivningen. Den meget stramme udformning af Sundhedsloven var en reaktion på den behandling, som udviklingshæmmede blev udsat for i store institutioner frem til 1980erne.
Her oplevede Mette Hartlev som ung juridisk konsulent for socialpædagogernes fagforening, hvordan beboerne ”blev spulet på store badeværelser”, som hun i 2010 forklarede i Ugeskrift for Læger.
Pendulet svingede langt ud
Det vakte så stor forargelse, at resultatet blev en meget restriktiv lovgivning. Pendulet svingede helt over til den modsatte side. Det skete ifølge Mette Hartlev for at sende et klart signal ud i systemet: ”Slut med at behandle folk som dyr, blot fordi de ikke kan sige fra, eller tvangsmedicinere besværlige demente”.
Ugeskriftets artikel førte til flere end 60 henvendelser til Lægeforeningens juridiske sekretariat. Nogle af henvendelserne kom fra læger, der havde konkrete eksempler på, hvordan de i dagligdagen oplevede, at loven var urimelig. Det kunne for eksempel dreje sig om demente, der havde smerter, fordi de modsatte sig at få skiftet et kateter. Andre skrev, at man burde kunne bruge tvang, når der var mistanke om livstruende sygdomme.
Allerede i 2011 forsøgte Lægeforeningen, blandt andet sammen med Alzheimerforeningen og fagforbundet FOA, at gøre politikerne opmærksomme på, at det var på tide at lade pendulet svinge tilbage mod midten.
Den siddende sundhedsminister Bertel Haarder (V) bad så Etisk Råd om en vurdering af sundhedspersonalets mulighed for at bruge tvang over for ”varigt inhabile” patienter. Etisk Råd sagde ”ja, om end med visse forbehold”.
Senere samme år hed sundhedsministeren Astrid Krag (SF). Hun lovede en justering af loven inden udgangen af 2012, men det skete ikke. Nu hedder sundhedsministeren Sophie Løhde.
<p>Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ændre loven, så sundhedspersonale kan behandle demente og udviklingshæmmede patienter – også når de modsætter sig behandling.</p>