Sundhedsministeren udsendte kort før jul et debatoplæg om et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen. Lægeforeningen har kigget grundigt på tankerne i oplægget, og vi har for nylig svaret på ministerens udspil. Skal vi bruge den form for karaktergivning, der bl.a. lægges op til debat om, får oplægget fire ud af fem lægesymboler. Der er mange spændende tanker og gode spørgsmål.
Der stilles i oplægget en række spørgsmål om, hvilke kvalitetsoplysninger der skal måles, hvordan de gøres sammenlignelige, og hvordan de skal formidles, så både brugerne af sundhedsvæsenet og de sundhedsprofessionelle kan have nytte af dem. Svaret er at benytte en national kvalitetsmodel, der rulles ud over hele sundhedsvæsenet. Kun det kan sikre, at det er muligt at sammenligne to afdelinger to forskellige steder i landet på den kvalitet, som de yder. Det må ikke kvæle de mange lokale kvalitetsprojekter, men det vil være mest fair over for både patienter og sundhedsvæsenet, at de kvalitetsdata er indsamlet efter en national standard.
Der spørges om relevansen af fire forskellige modeller for formidling, nemlig 1) den nøgne sandhed 2) information i pakker 3) nøgletal og 4) karaktergivning i form af stjerner eller andre symboler. Svaret er et ja til alle fire. Lægeforeningen mener, at alle de ovenstående modeller bør være tilgængelige for brugerne, og det er patienter og læger såvel som sygehusledelser og sundhedsforvaltninger.
Sandheden er, at de enkleste og mest tilgængelige indikatorer, som fx smileys, stjerner eller bowlerhatte, er den, der kræver den største bearbejdning og dokumentation. Vil man drage hurtige konklusioner, skal grundlaget være indiskutabelt. Skal borgerne have let tilgængelige informationer og lette sammenligninger, skal grundlaget være solidt. Men der er andre grupper, der kan have glæde af »den nøgne sandhed« i form af offentliggørelse af alt tilgængeligt materiale om kvalitet og kvalitetsmåling. Det er specielt lægerne, der både fungerer som katalysator for udvikling af kvalitet og som vejleder af patienten. Lægen risikerer ikke at drukne i havet af informationer, men vil have god gavn af adgang til en bred vifte af oplysninger, både de kortfattede offentliggjorte måleresultater og det gennemarbejdede materiale, der bliver brugt til karaktergivning.
Lægen vil også have nytte af nøgletal, som det kendes fra Det Nationale Indikator Projekt, NIP, som har opstillet indikatorer for seks sygdomsområder. De første er formidlet på sundhed.dk. Men baggrunden for måleresultaterne forklares i et svært tilgængeligt sprog. Nøgletal kræver, at læseren fortolker oplysningerne. For lægen vil det være tydeligt, hvad der bliver målt, og hvad udfaldet er, men det ikke nogen ideel formidlingsform for den typiske patient. Det vil formidling i »pakker« derimod være. De relaterer sig til bestemte behandlinger ved forskellige sygdomme og tilstande, så i det omfang, de er bearbejdet og målrettet sprogligt, vil de være tilgængelige for både patienter og sundhedspersoner. De vil være meget relevante i bestræbelserne på at styrke det frie sygehus-valg, fordi de vil gøre det enkelt at sammenligne ensartede data fra forskellige behandlingssteder.
Der er altså efter Lægeforeningens opfattelse brug for alle fire formidlingsformer af sundhedsdata. Men sker målingerne ikke på grundlag af den samme nationale kvalitetsmodel, forbliver visionen om det åbne og gennemsigtige sundhedsvæsen et oplæg til debat og ikke en realitet i hverdagen.