Hjerneskadede, demente og udviklingshæmmede kan fra 1. januar næste år tvinges i behandling, når en ny lov træder i kraft. Det betyder, ifølge formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Torsten Bjørn Jacobsen, at diskussionen om tvang går fra at være isoleret i psykiatrien til at være vigtig for alle læger.
”I psykiatrien føler vi os forpligtede til at træffe beslutninger om tvang, men det har vi stået alene med. Nu bliver diskussionen om tvang relevant for alle læger, fordi de bliver nødt til at forholde sig til tvang som sidste udvej. Loven kan blive så svær at administrere i praksis, at nogle læger vil undlade at anvende tvang, selvom det nu ligger inden for lovens rammer”, siger han.
Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile træder i kraft 1. januar 2018 og gælder inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner.
Loven om somatisk tvang kan anvendes i forhold til patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling, men ikke er omfattet af loven om anvendelse af tvang i psykiatrien. Det kan f.eks. være demente, hjerneskadede eller udviklingshæmmede.
Tvangsbehandling forudsætter samtykke. Samtykke kan f.eks. gives af en værge, en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området, der ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af patienten, eller af Styrelsen for Patientsikkerhed. Den, der giver samtykke til tvangen, skal vejledes om muligheder for at klage til Tvangsbehandlingsnævnet.
Inden tvang anvendes over for en patient, skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, og tvangsindgreb skal foregå efter mindstemiddelsprincippet. Fysisk fastholdelse er tilladt, men kun uden hjælpemidler.
Der skal føres en tvangsprotokol, der skal indeholde beslutningens indhold og begrundelse for anvendelse af tvang, som skal indgå i patientjournalen. Tvang skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen.
Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile træder i kraft 1. januar 2018 og gælder inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner.
Loven om somatisk tvang kan anvendes i forhold til patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling, men ikke er omfattet af loven om anvendelse af tvang i psykiatrien. Det kan f.eks. være demente, hjerneskadede eller udviklingshæmmede.
Tvangsbehandling forudsætter samtykke. Samtykke kan f.eks. gives af en værge, en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området, der ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af patienten, eller af Styrelsen for Patientsikkerhed. Den, der giver samtykke til tvangen, skal vejledes om muligheder for at klage til Tvangsbehandlingsnævnet.
Inden tvang anvendes over for en patient, skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, og tvangsindgreb skal foregå efter mindstemiddelsprincippet. Fysisk fastholdelse er tilladt, men kun uden hjælpemidler.
Der skal føres en tvangsprotokol, der skal indeholde beslutningens indhold og begrundelse for anvendelse af tvang, som skal indgå i patientjournalen. Tvang skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen.
Loven betyder, at ansatte i sundhedsvæsenet nu får mulighed for at anvende tvang over for somatiske patienter, der ikke evner at give informeret samtykke, men modsætter sig behandling.
”Den nye lov vil forbedre mulighederne for at tage hånd om de svageste patienter i sundhedsvæsenet”, lød det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby, da loven blev vedtaget i juni måned.
Meget går forud for tvang
Den nye lov beskriver, at en læge skal forsøge med tillidsskabende tiltag og motivere til frivilligt at medvirke i behandlingen, før tvangsbehandling overvejes.
Torsten Bjørn Jacobsen peger på, at loven betyder, at der nu er mange flere læger, der skal forholde til tvang som et arbejdsredskab, men at det kræver størst fokus på det, der går forud.
”Der har været en hvis afstandtagen til tvang fra læger uden for psykiatrien. Det har vi set i debatten om nedbringelse af bæltefiksering, hvor den gængse holdning har været, at det udelukkende var en problematik, de psykiatriske afdelinger kunne gøre noget ved. Men sandheden er, at der er mange muligheder at gribe til, længe inden tvang bør overvejes, og den udfordring lander nu i skødet hos de ikkepsykiatriske læger”, siger han.
Netop fordi loven er formuleret uden at angive specifikke retningslinjer for anvendelse af tvang, lander ansvarsbyrden på den enkelte læge. Og tvang er ikke en simpel beslutning.
”Jeg er sikker på, at det bliver grænseoverskridende, første gang en ikkepsykiatrisk læge skal beslutte sig for tvang. Tvang skal fortsat kun anvendes efter mindstemiddelsprincippet, men pludselig er det en hel lægestand, der skal kunne afgøre, hvornår der skal gribes ind, og hvornår der stadig er andre metoder, der skal prøves af”, forklarer Torsten Bjørn Jacobsen.
Relationen bliver altafgørende
Niels Saxtrup, lægefaglig leder hos Dansk Selskab for Almen Medicin, er enig i, at der venter en stor udfordring i arbejdet med måske især at undgå somatisk tvang i et sundhedssystem, der i forvejen er hårdt presset.
”Problemet med lovens tekst er, at det ikke er specificeret, hvornår andre tilgange har været forsøgt nok. Dermed kan beslutningen om tvang risikere at blive taget hurtigere i et presset system”, siger han.
I Norge, hvor somatisk tvang har været lovligt siden 2006, indeholder loven en lignende formulering om tillidsskabende tiltag, og en evaluering fra 2013 foretaget af Oxford Research bekræfter, at det er et svært begreb i praktisk anvendelse.
<p class="para para_Citat_navn">Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab</p>
Derfor er alle læger tvunget til at forholde sig til, hvor deres grænse går for at sige, at alle andre muligheder er udtømte, og der nu kun er tvang tilbage.
”Det er aldrig rart at tvinge angste, vrede eller på anden måde afvisende og uforstående til en behandling. Men lægen bliver tvunget til at forholde sig til det, særligt med den tanke i baghovedet, at hvis der havde været mere tid eller mere personale, kunne tvang måske undgås. Når det kommer til tvang, er det eneste, lægen har, sin etik og dømmekraft”, fastslår Niels Saxtrup.
Han ser dog ikke den etiske overvejelse som anderledes end de andre etiske overvejelser, man gør sig som læge.
”Enhver læge må afgøre med sig selv, hvor mange ressourcer man har til den proces, der skal gå forud for tvang. Virkeligheden er, at mange læger og personale tidsmæssigt er pressede, og det kan betyde, at tærsklen for tvang bliver lav, fordi loven er meget elastisk formuleret. Hvornår har man brugt tid nok, før man griber til tvang?”, siger Niels Saxtrup.
Han mener, at ressourcer og tid er et centralt aspekt i arbejdet for at undgå at anvende tvang. Tid til at opbygge den relation, der er en afgørende medspiller i arbejdet for at undgå, at patientbehandling ender med tvang.
”Relationen mellem læge og patient vil blive endnu vigtigere end nogensinde før, fordi den spiller hovedrollen i at undgå, at det kommer til tvang”, siger Niels Saxtrup.
<p>Ny lov betyder, at læger skal forholde sig til somatisk tvangsbehandling uden psykiateres involvering. Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab forudser, at overgangen kan blive svær.</p>