Læger i politik tiltrækker deres lægekolleger

»Lad lægen lave sundhedspolitik«.

Sådan lyder budskabet flere steder på en hjemmeside, der tilhører Monika Rubin, folketingskandidat for Moderaterne i Københavns Omegns Storkreds. Her kan man også se videoer og billeder af hende i kittel og studere en lang liste med videnskabelige publikationer.

På Facebook og på hans hjemmeside ses folketingskandidat for De Konservative på Fyn Joachim Hoffmann-Petersen også i lægeuniform, ligesom han ses i akutjakke på et stort banner på en traktorvogn ved Assens med teksten »Flyt en akutlægehelikopter til Fyn«.

Og Kristjar Skajaa, folketingskandidat for Enhedslisten i Østjyllands Storkreds, nævner som det første i sin flyer, at han er læge, oprindelig speciallæge i obstetrik og topleder i sygehusvæsenet. Han bruger dog ikke kittel i sin kampagne.

At stille lægetitlen foran sig i forsøget på at blive valgt til Folketinget kan vise sig ikke at være en hel dum strategi, i hvert fald ikke hvis man gerne vil tiltrække sine lægekolleger.

Ifølge en undersøgelse, som Kantar Public (Gallup) har lavet for Ugeskrift for Læger, svarer hele 64 procent af lægerne og 37 procent af baggrundsbefolkningen, at de er enige eller overvejende enige i, at det »skaber troværdighed og kan påvirke min stemme, når læger stiller op for et politisk parti og har ambitioner for sundhedsområdet«.

Flertallet stemmer dog ikke på en læge, der er opstillet for et andet parti end det, de normalt stemmer på, men lægerne er alligevel mere tilbøjelige til netop det end resten af befolkningen.

37 procent af lægerne og 27 procent af alle vælgere kunne finde på at stemme på en lægekandidat opstillet for et andet parti, mens henholdsvis 56 og 55 procent ikke ville flytte parti for at stemme på en opstillet læge.

»Kitlen viser, hvem jeg er«

Monika Rubin har både valgplakater med og uden kittel. Hun har blandet sig i sundhedspolitik, siden hun blev færdig som læge i 2015, og har både undervist, forsket og været i klinik flere forskellige steder.

»Jeg bruger min lægetitel og -kittel af samme årsager, som en håndværker tager sit arbejdstøj på i valgkampen. Kitlen er mit afsæt. Jeg går ind i politik som læge og har oplevet, at vores sundhedsvæsen ikke fungerer optimalt«.

Når politikere er ude til debatter og deler flyers ud, er det en god idé at skille sig en lille smule ud, siger Monika Rubin. Og der kan kitlen visuelt vise, at det handler om sundhedspolitik.

Så det handler ikke om at fastslå den autoritet, der også følger med en kittel?

»Nej. Halvdelen af mine valgplakater er en tegning med kittel, og halvdelen er bare mit ansigt. Mange læger, der stiller op i politik, bruger kitlen overalt, og det havde jeg ikke lyst til. Derfor valgte jeg at gå med tegningen, så det ikke signalerede autoritet, men mere sundhedsfaglighed«.

Hun har tænkt nøje over, om det bliver for meget at bruge kitlen. Billederne på hendes hjemmeside handler mest om at vise, hvem hun er, og hvad hun har lavet inden.

»Vi får ofte skudt i skoene, at vi ikke har nok politisk erfaring. Til gengæld har jeg livs- og arbejdserfaring«.

Monika Rubin går ind i politik, fordi hun på mange måder har fået nok som læge.

»Det virker nogle gange, som om der bliver taget beslutninger på Christiansborg, som påvirker os på gulvet, og som ikke altid er så hensigtsmæssige. Der mangler viden. Det var min primære bevæggrund for at gå ind i politik. Det falder mig mere naturligt at tale om sundhedsvæsenet, fordi jeg kan se det for mig. Det er min hverdag, mine kolleger, mine patienter«.

Du siger, at læger skal lave sundhedspolitik, men det er vel politikere, der skal lave sundhedspolitik?

»Ja, men læger, sygeplejersker og pædagoger skal også være politikere. Vi skal have repræsentativt demokrati, og helt almindelige mennesker skal kunne stille op til Folketinget. Vi skal ikke kun have statskundskabere derinde«.

Hun sammenligner det med, når pædagoger taler om vilkår i daginstitutioner, eller når lærere laver undervisningspolitik. Det er ikke, fordi det kun er læger, der skal lave sundhedspolitik. Hun påpeger, at Stinus Lindgrens (RV) slogan handler om at være forsker i Folketinget. Det er bare et slogan, og man får sagt, hvad der er vigtigt for en.

Men i politik skal pædagoger og lærere vel også kunne lave sundhedspolitik, fordi de netop er valgt som politikere?

»Enig, men blandt de folkevalgte mangler vi nogle, som ved, hvordan lovgivningen påvirker dagligdagen. Hos Moderaterne er vi ikke en flok statskundskabere. Vi skal have flere almindelige mennesker på Christiansborg. Læger og sygeplejersker ved, hvordan verden ser ud i sundhedsvæsenet, men det betyder ikke, at det kun er dem, der skal lave sundhedspolitik«.

Din egen formand, Lars Løkke Rasmussen, skabte regionerne, indførte de berømte 2-procents effektiviseringskrav, skabte øget centralisering. Er du kandidat for at rydde op i din formands fejltagelser?

»Lars Løkke var formand i et helt andet parti. Så at sige, at han har ansvar for alt, hvad der skete i sundhedsvæsenet i den regeringsperiode, er at stramme skruen. Mange giver ham ansvaret, ligesom mange giver Socialdemokratiet ansvaret for, at sundhedsvæsenet er presset i dag. Jeg vil hellere se fremad og se, hvordan vi løser problemerne. Hvis vi får et samarbejde på tværs af de midterbærende partier, kan vi lave noget fint sammen, som løfter sundhedsvæsenet fremad«.

I vil give bonus til sygeplejersker og andre faggrupper, som arbejder fuldtid, men samtidig får sygeplejersker med jeres skatteplan 5.300 kroner mindre om året, hvordan skal det kunne rekruttere og fastholde medarbejdere?

»Der foregår en faglig kamp mellem Kraka og CEPOS i forhold til regnemodellerne. Vi har baseret os på Krakas regnemodeller. Både Lars Løkke og Jakob Engel-Schmidt har sagt, at hvis det skaber øget ulighed, i forhold til hvad vi havde regnet med, skal vi se på, om noget skal ændres«.

Politikerne bestemmer

Kandidat for De Konservative på Fyn Joachim Hoffmann-Petersen siger, at de områder, han blander sig i, er nogle, hvor han har en eller anden form for fagligt fundament. Han er tidligere formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin og byrådsmedlem i Odense.

»Jeg har ikke udtalt mig ret meget om udenrigspolitik. Jeg prøver at holde mig til sundhedspolitikken. Og det er i øvrigt også der, at problemerne er størst«.

Hans brug af lægetitlen handler i høj grad om troværdighed, siger han.

»Når man er formand for et specialeselskab, er der god sandsynlighed for, at ens kolleger synes, at man er nogenlunde fornuftig. I det øjeblik man går ind i politik og fører valgkamp, må man forvente, at 85 procent synes, at man er en klaphat. Det er et stort skifte, man skal vænne sig til. Men hele ens troværdighed forsvinder ikke, man beholder noget af den i hvert fald for en tid. Og mange politikere ville give deres højre arm for den troværdighed, læger starter ud med«.

Som læge har han 6,5 års uddannelse i at sætte sig ned og læse en meget lang tekst færdig, og den evne er også vigtig i politik, mener Joachim Hoffmann-Petersen. På den måde vil han bringe fagligheden med ind på Christiansborg, hvis han bliver valgt.

Er du bange for at gå på kompromis med fagligheden?

»Det er jeg. Men faglighed og politik er to forskellige ting. Når noget koster mange penge, er det et politisk problem. Det er fint at have fagligheden med, men det er politikerne, der skal bestemme. Som læge har man ofte en utilstrækkelighedsfølelse, for det er ikke os, der bestemmer, når ting koster en milliard eller to. Men jeg håber, at jeg kan kombinere de to titler. Jeg holder ikke op med at være læge, bare fordi jeg kommer i Folketinget«.

Han peger på, at det er ekstra vigtigt med faglighed på Christiansborg på grund af sundhedsvæsenets tilstand. Og det er ekstra vigtigt med nogen, der interesserer sig for sundhedspolitik.

»Kvaliteten af sundhedspolitikere har ikke været høj nok. Det har ikke været populært nok at beskæftige sig med. Det er tungt, der er meget at læse, og der er enormt store problemer og for få penge til rådighed. Tiderne, hvor politikere kan love en masse, blot de kunne finde pengene, er forbi. Nu skal man både anvise pengene, og hvor personalet skal komme fra. Der vil min faglighed være et plus. Jeg får hverken mere i løn eller mindre at lave, men mit håb er at lægge et niveau, der er lidt højere, end vi er vant til. Det er en opgave, jeg går til med ærefrygt«.

Du optræder på billboards og traktorvogne i Assens. Er der en grænse – kan det næsten blive for meget?

»Jeg synes ikke, at jeg gør så meget ud af det. Mine argumenter er baseret på den faglighed, jeg har som læge. Jeg optræder ikke med et stetoskop om halsen. Jeg kunne have gjort meget mere og spillet meget mere på, at jeg er læge. Men min titel fremgår selvfølgelig. Det er en balance«.

Flere hensyn end læger

At bruge sin lægetitel i politik er ikke noget, Kristjar Skajaa, folketingskandidat for Enhedslisten i Østjyllands Storkreds, tænker meget over.

Han er i dag pensioneret og har erfaring som cheflæge, institutleder og lægefaglig direktør.

»Min baggrund gør, at jeg interesserer mig for sundhedspolitik. Det er på den måde, at jeg bringer det ind. Og jeg har en erhvervserfaring fra sundhedsvæsenet. Men jeg bruger ikke min titel bevidst og slet ikke for at tiltrække læger«.

Er der brug for mere faglighed i politik?

»Nogle gange møder jeg det synspunkt, at læger burde bestemme det hele i sundhedsvæsenet, så ville det blive meget bedre. Men det tror jeg ikke på. Det er fint at bidrage med viden og faglighed i et fælles politisk forum, når mit parti skal udvikle politik. Det ville være forkert, hvis læger tror, at de skal dominere og have politisk magt, bare fordi de er læger«.

Og det siger du, selvom du har en hel del ledelseserfaring?

»Læger ser tingene fra et bestemt perspektiv, men problemstillingerne skal ofte løses med flere hensyn, som man ikke altid er helt åben over for, når man har en faglig vinkel«.

Du har udtalt dig om ulighed i sundhed, og det har mange prøvet at løse. Kunne lægefaglighed ikke rykke noget her?

»Måske. Ulighed i sundhed er komplekst, har mange årsager og skal løses på mange planer. Det handler om, at sundhedsvæsenet skal gribe de udsatte, men folk skal også kunne modtage hjælp. Der spiller geografi og økonomi ind. Vi skal have mere økonomisk lighed, og det har ikke så meget med lægefaglighed at gøre«.

Er sundhedsvæsenet så ilde tilredt, at man er nødt til at gøre noget nyt, få lægerne i front – nogen, der ved noget om området, til at sætte kursen?

»Jeg ved ikke, om lægerne kan løse det. Der er en krise i sundhedsvæsnet, som er et resultat af mange års effektiviseringer og nedskæringer. Det er kammet over, og nu hænger det ikke sammen længere. Arbejdspresset er for stort. Det er ikke et lægefagligt spørgsmål. Men som læger kan vi byde ind i forhold til prioritering, vi skal se på antallet af patienter på sygehusene, og centraliseringen er kammet over. Praktiserende læger skal henvise færre. Alt det skal vi kigge på«.

Selv hvis Kristjar Skajaa stadig arbejdede, ville han aldrig stå med kittel på en valgplakat, siger han.

»Man bliver ikke en bedre politiker, fordi man er læge«.

Læs også:

Flest lægestemmer til de konservative – også fremgang til socialdemokraterne

Politikerne er alle sammen vilde med sundhedsvæsenet – der er bare det med pengene