Som ledende overlæge på afdelingen for hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital var Anne Kaltoft i september medinitiativtager til at samle de øvrige afdelingsledelser om at formulere et brev til regionsrådet.
”Store dele af behandlingsområderne er blevet forsømt og devalueret”, hed det bl.a. i brevet, som samtlige afdelingsledelser og lærestolsprofessorer står bag.
I en kronik i dag i Kristeligt Dagblad uddyber Anne Kaltoft sammen med Jannie Dalby Salvig, ledende overlæge, kvindesygdomme og fødsler, Aarhus Universitetshospital, kritikken. Og budskabet er, at opgaverne faktisk kan løses inden for budgettet, hvis der sker en bedre prioritering af ressourcerne:
"Vores postulat er, at vi kan gøre det bedre inden for samme ramme. Vi står midt i virkeligheden og skal udføre besparelserne, og vi beder ikke om flere penge, men vi beder om at blive taget med på råd, så vi bruger pengene mere fornuftigt," siger Anne Kaltoft til Kristeligt Dagblad.
<p>Det danske sundhedsvæsen er truet, men vi beder ikke om flere penge, men om at blive taget med på råd, skriver to ledende overlæger i kronik.</p>