Et lille hul i fingeren er nok til at måle blodsukker. Diabetikere gør det dagligt, men Lægeforeningen synes ikke andre end diabetikere selv samt sundhedspersonale skal lave de små prik. Det skriver Andreas Rudkjøbing i et høringssvar til et lovforslag, der vil gøre det muligt for patienter at blive priktestet af andre end en læge eller lægens medhjælpere.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) ser gerne, at borgerne ikke skal gå til deres læge for at få taget en priktest, da hun mener for mange danskere ikke finder ud af, at de har diabetes i tide. Hun håber, at man med lovforslaget kan lade f.eks. Diabetesforeningen teste folk på gaden, og dermed opdage diabetes hurtigere.
Lægeforeningen ser ikke noget sundhedsfarligt i at lade uautoriserede prikke folk i fingrene. Men de er bange for at overlade vurderingen af testens resultat til folket.
”…En sådan test foretages for at kunne diagnosticere, iværksætte behandling, op- eller nedjustere medicin eller eventuelt indlæggelse på sygehus. Derfor er det lægefaglig virksomhed at vurdere priktesten,” skriver Andreas Rudkjøbing i høringssvaret.
Lægeforeningen synes også det er problematisk, at ordet ’priktest’ i lovforslaget ikke udelukkende dækker over blodsukkermålinger, men også kan forbindes med priktesten for allergi. Endeligt ser Lægeforeningen en risiko for unødvendigt pres på de praktiserende læger, hvis flere patienter opsøger dem med falsk positive resultater, og vil beroliges med en blodprøve.
<p>Andreas Rudkjøbing skriver, det ikke er en god idé at lade uautoriserede personer foretage priktests.</p>