Det er de færreste patienter, der selv henvender sig til den praktiserende læge, fordi de har anoreksi eller bulimi. Derfor skal praktiserende læger blive bedre til tidligt at spotte patienterne og tale med dem om deres spiseforstyrrelser.
”Ofte bliver spiseforstyrrelser først opdaget af den praktiserende læge, når patienten er så syg, at vedkommende skal indlægges. Og så er behandlingen langt mere krævende,” siger centerleder, Aarhus Universitetshospitals Center for Spiseforstyrrelser, Kristian Rokkedal.
Fredag talte han på Lægedage til en stor forsamling af praktiserende læger, der alle med jævne mellemrum bliver konfronteret med spiseforstyrrede patienter i almen praksis, men som er usikre på, hvordan de skal tackle dem.
”De fleste spiseforstyrrede patienter er ikke klar over, at de har en spiseforstyrrelse. De kommer typisk i almen praksis, fordi de er deprimerede eller har stress. Mange kommer også med somatiske klager som mavesmerter og bekymring over, at deres menstruation er stoppet. Her skal alarmklokkerne ringe,” siger Kristian Rokkedal.
Hvad skal der ske efter første konsultation med den spiseforstyrrede patient?
Der er 3 trin i behandlingen: 1. mad som medicin, 2. psykoterapi og 3. fokus på patientens drømme for fremtiden
Senest en uge efter, at du som praktiserende læge har aftalt med patienten, at vedkommende skal i behandling, skal der ligge en behandlingsplan, som skal forelægges patienten. Der skal måles højde og vægt, blodtryk, puls, væsketal. Derefter skal der foretages en objektiv psykisk og somatisk undersøgelse. Der skal også tages prøver for hæmoglobintal og levertal. Hvis ikke der er organpåvirkning, kan patienten ikke indlægges. Derfor er det vigtigt at få styr på, hvor påvirkede organerne er af spiseforstyrrelsen.
Hvis vedkommende har en BMI på 17 og du er i tvivl, om hospitalet vil tage patienten, må du selv strikke et behandlingsforløb sammen: Behandlingsmæssigt skal der være aftale om kommende konsultationer, dernæst skal du have fokus på, at patienten begynder at motionere mindre og spiser mere. Man kan evt. få hjælp af en diætist og få kortlagt patientens kostvaner og få lagt en kostplan. Men det kan også bare være at tale med patienten om, hvad hun spiser, og hvad hun kan spise i stedet for. Det vigtigste er, at du i første omgang får stoppet vægttabet og sikret dig, at der ikke er tale om organpåvirkning.
Hvad skal der ske efter første konsultation med den spiseforstyrrede patient?
Der er 3 trin i behandlingen: 1. mad som medicin, 2. psykoterapi og 3. fokus på patientens drømme for fremtiden
Senest en uge efter, at du som praktiserende læge har aftalt med patienten, at vedkommende skal i behandling, skal der ligge en behandlingsplan, som skal forelægges patienten. Der skal måles højde og vægt, blodtryk, puls, væsketal. Derefter skal der foretages en objektiv psykisk og somatisk undersøgelse. Der skal også tages prøver for hæmoglobintal og levertal. Hvis ikke der er organpåvirkning, kan patienten ikke indlægges. Derfor er det vigtigt at få styr på, hvor påvirkede organerne er af spiseforstyrrelsen.
Hvis vedkommende har en BMI på 17 og du er i tvivl, om hospitalet vil tage patienten, må du selv strikke et behandlingsforløb sammen: Behandlingsmæssigt skal der være aftale om kommende konsultationer, dernæst skal du have fokus på, at patienten begynder at motionere mindre og spiser mere. Man kan evt. få hjælp af en diætist og få kortlagt patientens kostvaner og få lagt en kostplan. Men det kan også bare være at tale med patienten om, hvad hun spiser, og hvad hun kan spise i stedet for. Det vigtigste er, at du i første omgang får stoppet vægttabet og sikret dig, at der ikke er tale om organpåvirkning.
Andre patienter, man som praktiserende læge skal være opmærksom på er patienter, der kommer med ondt i knæet, fordi de har overmotioneret. Eller patienter der taler meget om diæter.
De fysiske tegn
”Det kan være svært umiddelbart at se, at en patient har en spiseforstyrrelse, men et af de mest markante fysiske tegn er, at mange af dem har sår eller ætsningsskader på højre hånds anden finger, fordi det er den, de stikker ind i munden, når de skal provokere en opkastning,” siger Kristian Rokkedal.
Hvis man har mistanke om en spiseforstyrrelse og vægten viser, at patienten vejer for lidt, er det vigtigt at tale med patienten og få foretaget nogle yderligere undersøgelser.
”Gør det meget venligt og bestemt. Sig til patienten: ”Ud fra det du har fortalt tænker jeg, at du har en spiseforstyrrelse, hvad tænker du om det?” Du behøver ikke pakke tingene ind, men sig til patienten, at vedkommende spiser for lidt og motionerer for meget. Gør det klart, at det er alvorligt det her, og at du bliver nødt til at lave nogle organundersøgelser,” siger Kristian Rokkedal.
Når det er gjort, må man fortælle patienten, at vedkommende har anorexi, hvis det er tilfældet. Fortæl også, at det kan være svært at vedkende sig, at man har sygdommen.
”Fortæl stille og roligt om sygdommen, så patienten kan forstå det. Det vigtigste ved første konsultation er, at vedkommende går hjem derfra med en følelse af, at her er der én, der forstår mig. Sørg for at få patienten til at indvillige i at komme op til dig igen. Det kan være lettere sagt end gjort, men som læge må man være den, der har overskuddet og sige, at man godt vil se vedkommende om 14 dage, fordi der er nogle ting, I ikke nåede at få talt færdig om,” siger Kristian Rokkedal.
FAKTA:
<p>Praktiserende læger skal passe på med ikke at have berøringsangst over for patienter med spiseforstyrrelser. Tal med dem og få skabt en alliance, inden spiseforstyrrelsen bliver kritisk, lød det på Lægedage fredag.</p>