LÆGEDAGE: Kræftdiagnostik: Henvis flere – hurtigere

Hvilken andel af de patienter, du sender til Diagnostisk Enhed for alvorlige, uspecifikke symptomer, bør have kræft, for at du er en dygtig læge?

Sådan spurgte Peter Vedsted fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet de læger, der var mødt op til kurset i kræftdiagnostik i Almen Praksis fredag på Lægedage.

Fra salen lød svarene på alt fra fem til 25 procent.

Spørgsmålet var ét af flere på en tipskupon, der blev uddelt til deltagerne.

Blandt spørgsmålene var også ”hvad er sandsynligheden for kolonkræft hos en 65-årig mand, der sidder på sit revisorkontor”, og ”hvad er sandsynligheden typisk for, at en 60-årig patient har kræft, når du henviser til en specifik kræftpakke?”

Svarene vender vi tilbage med sidst i artiklen her.

Frygt ikke at henvise

Funktionen med tipskuponen var at gøre det tydeligt for lægerne, at når det kommer til kræftdiagnostik, så skal man ikke frygte at henvise for mange, eller tænke, at fordi meget få af de patienter, man henviser, får en kræftdiagnose, så bør man nedtone forekomsten af henvisninger. Tværtimod.

”Vi skal ikke lade folk hænge til tørre i venteværelset og tænke, at så sparer man lungemedicinerne for noget arbejde. For mænd mellem 65-74 år med alarmsymptomer på kolonkræft, blødning fra endetarmen, er risikoen for kolonkræft 5 procent. I skal altså henvise 20 mænd for at finde den ene, og de har alle sammen alarmsymptomer! Har I lavet 20 henvisninger i år, det kan I lige tænke over… Men I får altså 19 epi-kriser tilbage, hvor der står, der var heller ikke noget i dag, doktor,” understregede Peter Vedsted.

Screening står kun for at finde 5-8 % af kræftpatienterne, så op mod 90 procent skal findes hos den praktiserende læge ud fra symptomer. Og undersøgelser viser, at 85-90 procent har været hos lægen med symptomer, men det er ikke sikkert, de er blevet henvist.

Danmark er bagud

Det er problematisk, for Danmark er bagud, når det kommer til overlevelse efter kræft, for eksempel i forhold til de svenske naboer.

Det skyldes flere ting, blandt andet en anden og mindre fatalistisk opfattelse af kræft blandt det svenske folk, men også lægernes funktion og indstilling:

”I Sverige har man nogle steder lettere adgang til diagnostik. Og nogle gange går patienterne mere direkte ind i diagnostiske forløb. De praktiserende læger i Sverige har heller ikke samme gatekeeper-rolle som herhjemme. Her er man god læge, hvis man holder folk ude af systemet,” siger Peter Vedsted.

En funktion, der eksemplificeres af en læge i salen, der fortæller, at man i lokalområdet ikke har en diagnostisk enhed at henvise uspecifikke, alvorlige symptomer til, men i stedet en ’filterpakke’ og ’filterprøver’, men kan bruge.

Tre diagnostiske strategier

Peter Vedsted holder oplæg sammen med Claus Larsen Feltoft, overlæge i Diagnostisk Enhed på Herlev Hospital, og Rikke Pilegaard Hansen, praktiserende læge i Aarhus og ph.d. i kræftdiagnostik i almen praksis.

De tre fortæller, at der er tre diagnostiske strategier, de praktiserende læger skal gøre brug af, når de møder patienter, der har symptomer af varierende grad:

Ved alarmsymptomer:

*Brug kræftpakkerne og se at få patienterne afsted!

Ved alvorlige, uspecifikke symptomer (patienten er uden tvivl syg… det kunne være cancer):

*Diagnostisk enhed – hurtig, multidisciplinær tilgang.

Ved ukarakteristiske symptomer:

*Brug den hurtige, direkte adgang til forskellige undersøgelser og scanninger.

Henvis flere

Budskabet er altså klart fra oplægsholderne: Henvis hellere én for meget end én for lidt, og gør det hurtigt. Og frygt ikke at overbebyrde sygehusene, tilføjer Claus Larsen Feltoft.

”Sygehusene er med på det her. Det eneste, vi beder om er, at patienterne først henvises, når de er klar. Send ikke en henvisning og bed os først kontakte dem om to uger fordi de skal på ferie, for så er der gået to uger af udredningsgarantien, når de kommer ind, og så får vi ballade,” siger han, og indrømmer i samme åndedrag, at det er problematisk, og at der bør findes en bedre løsning.

Flere - hurtigere

Og så er vi nået til svarene på de indledende spørgsmål.

Kun 5-10 procent af de patienter, du sender til Diagnostisk Center for alvorlige, uspecifikke symptomer ”skal” have kræft.

Sandsynligheden for, at en 65-årig mand, der sidder på sit revisorkontor har kolonkræft, er 0,15 procent - den samme risiko som i resten af befolkningen.

Og sandsynligheden for, at en 60-årig patient, du henviser til en specifik kræftpakke, har kræft, er også 5-10 procent.

Svarene understreger endnu en gang oplægsholdernes pointe.

Ikke gatekeeper her, tak

Der skal mange patienter igennem systemet, før én med kræft bliver fundet. Og derfor skal lægerne se bort fra gatekeeper-funktionen og i større omgang bruge mulighederne for at henvise til kræftpakker, Diagnostisk Center og scanninger og undersøgelser.