Tøjskift og håndvask efter ophold i svinestalde er en god ide i bestræbelserne på at dæmme op for spredning af den farlige svinebakterie MRSA. Det mener både Lægeforeningen og Den Danske Dyrlægeforening, som i en fælles udtalelse bifalder ministerens nye handleplan, hvor kravene findes.
MRSA-infektion har indtil videre kostet fire danskere livet.
Imidlertid efterlyser begge organisationer endnu mere handlekraft. Bl.a. ved at sikre videndeling fra den rådgivningstjeneste, der også er en del af handleplanen.
”Vi skal sikre os, at de erfaringer, som rådgivningstjenesten får, bliver samlet op, og at de bruges til konkret handling efterfølgende”, siger Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen i udtalelsen.
Og formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Carsten Jensen, ønsker sig en endnu tættere samtænkning af, at dyrs og menneskers sundhed hænger sammen.
<p>Både Lægeforeningen og dyrlægernes organisation bakker op om den handleplan mod spredning af MRSA-bakterier fra svinefarme, som Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har fremlagt.</p>