En tidligere høj-profileret overlæge fra Rigshospitalet blev torsdag kendt skyldig i tyveri og embedsmisbrug i sagen om misbrugte forskningsmidler, skriver Jyllands-Posten.
Sagen kommer efter, at Morten Pihl fra Jyllands-Posten i 2013 indledte en artikelserie om lægers misbrug af forskningsmidler og manglende kontrol med midlerne på Rigshospitalet. Den førte til fem politianmeldelser af hjertelæger fra Rigshospitalet, hvor overlægen nu er den tredje, som er blevet dømt. Morten Pihl vandt en Cavlingpris for sit arbejde.
I Københavns Byret blev lægen dømt til tre måneders betinget fængselsstraf for at købe et maleri og to lamper til hans kontor for forskningsmidler, der tilhørte Rigshospitalet, og derefter tage tingene med hjem. Varerne havde en værdi af 27.845 kr., skriver Jyllands-Posten.
Lægen fortalte de fremmødte i retten, at sagen har ødelagt hans karriere. Han arbejder i dag ikke længere som hjertelæge, og den betingede dom forklarede dommer Gitte Cordes med, at sagen allerede har haft voldsomme konsekvenser for overlægen og hans karriere, skriver Jyllands-Posten.
Lægens advokat, Snorre Kehler, argumenterede for at Rigshospitalets ”særegne, afgivende forvaltningskultur” var et formildende element, og henviste til Rigsrevisionens kritik af hospitalers administration af forskningsmidler.
Overlægens sidste ord inden retten afgjorde sagen var, at hvis han havde vidst at pengene ikke var hans, ville han ikke have brugt dem på at købe tingene, og at reaktionen mod ham var fuldstændig ude af proportioner,skriver Jyllands-Posten.
<p>En tidligere overlæge fra Rigshospitalet er dømt tre måneders betinget fængsel for tyveri efter misbrug af forskningsmidler. </p>