Situationen på hospitalernes urologiske afdelinger er rundt om i landet nu så presset, at de nærmest kun behandler dem, der har kræft eller er under udredning for det, skriver Onkologisk Tidsskrift.
”Hele den almindelige basale urologi har vi måtte sende ud i privat regi. Og vi taler ikke om enkelte patienter, men om store og komplette patientgrupper,” siger DUCG formand Michael Borre, lærestolsprofessor, overlæge, dr.med., ph.d., Urologisk afdeling K, Aarhus Universitetshospital, til nyhedsbrevet.
Samme situation findes på andre hospitaler. Lægerne efterlyser en revision af kræftpakkerne.
”Hvis der aktuelt ikke kan tilføres de nødvendige ressourcer, bør forløbsbeskrivelserne for kræftpakkerne opdateres med fremtidig mulighed for bl.a. lægefaglig prioritering. For det, der står helt klart for os i dag er, at de på nogle områder giver mere mening end på andre. Vi bruger alt for mange ressourcer på at udrede blandt patienter, hvor risikoen for at blive diagnosticeret med alvorlig kræft er lige så lille som for en gruppe tilfældige mennesker på gaden,” siger Michael Borre.
<p>De offentlige hospitalers urologiske afdelinger har så travlt med at opfylde kræftpakkerne, at stort set alle andre patienter sendes ud i privat regi. </p>