Fra tid til anden dukker der forskere og kolleger op hos professor, dr. med. Jørn Hounsgaard på Københavns Universitets Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, som egentlig ikke hører til der.
De kommer for hjælp og vejledning eller for at bistand til at løse en konflikt, de er gerådet i. Alt sammen inden for det rummelige begreb, der hedder forskningsetik.
Den slags opgaver udgør Jørn Hounsgaards bijob som såkaldt ”særligt udpeget person” på det sundhedsvidenskabelige fakultet. Stillingen er en direkte udløber af Penkowasagen.
”Universitetet var nødt til at have en mekanisme, som kunne sikre, at den slags sager blev fanget, før de voksede sig store”, siger Jørn Hounsgaard.
Har du så haft nogen fusksager?
”Der var været sager, hvor man var i tvivl, og der er min funktion rådgivende. Sager om plagiering og forfalskning sender jeg direkte til UVVU (Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed), og hvis jeg er i tvivl, går de til universitetets praksisudvalg. Jeg tror ikke, en Penkowasag i den form, den havde, kunne ske igen, men det er klart, at der før eller siden kommer svindelsager”.
Jørn Hounsgaard, Københavns Universitets ”særligt udpegede person” til at håndtere spørgsmål om forskningsetik har ifølge sin seneste årsrapport haft i alt 21 sager i løbet af de to år, ordningen har varet.
Sagerne har eksempelvis drejet sig om:
”miskreditering ved fondsansøgning” og ”dataforfalskning og fraskrivelse af medforfatterskab”.
Spørgsmål og konflikter om medforfatterskab fylder i det hele taget meget og udgør 15 af de 21 sager. Resten har Jørgen Hounsgaard rubriceret som ”personkonflikter”.
Jørn Hounsgaard, Københavns Universitets ”særligt udpegede person” til at håndtere spørgsmål om forskningsetik har ifølge sin seneste årsrapport haft i alt 21 sager i løbet af de to år, ordningen har varet.
Sagerne har eksempelvis drejet sig om:
”miskreditering ved fondsansøgning” og ”dataforfalskning og fraskrivelse af medforfatterskab”.
Spørgsmål og konflikter om medforfatterskab fylder i det hele taget meget og udgør 15 af de 21 sager. Resten har Jørgen Hounsgaard rubriceret som ”personkonflikter”.
Hvad handler dine sager ellers om?
”Nogle af henvendelserne skyldes usikkerhed. Hvad plejer vi at gøre? Hvad er reglerne? Der er mange sager mellem kolleger. Hvis man skal samarbejde, kan det jo være ret ødelæggende, og for de yngste kan der være det aspekt, at hvis man har tænkt sig at skulle have en karriere her, så er man ikke meget for at blive kategoriseret som et brokkehoved, vanskelig eller en, der klager. De hyppigste er konflikter eller problemstillinger om medforfatterskab”.
Hvorfor det?
”Det at søge penge (til forskning, red.) er blevet en metier i sig selv, og noget af den metier ligger i at kunne dokumentere, hvad man har lavet. Folk har fået et meget stærkere incitament til at blive medforfatter. Det er et kæmpekonfliktområde. Det er ikke så overraskende, for alle medforfattere skal have godkendt den sidste version af manuskriptet, inden det indsendes, og det betyder, at hvis medforfatterne ikke kan blive enige, så er der en konflikt, og den kan kun afgøres af dem selv”.
Hvordan får man en sag taget op af dig?
”Jeg kan ikke starte sager af egen drift. Det er heller ikke nogen whistleblowerfunktion. Det er meget farligt i dette her system, fordi det er så ødelæggende selv med falske eller ubegrundede anklager. Det kan blive brugt i en personstrid. Der er nogle juridiske rammer, der gør, som jeg ikke kan behandle anonyme henvendelser. Og hvis der opgives navn på en person, som mistanken eller anklagen drejer sig om, så er jeg forpligtet til at fortælle det videre til den person. Jeg har også journaliseringspligt”.
Kan du pålægge nogen noget?
”Jeg har ikke nogen ledelsesbeføjelser. Noget af psykologien i det er at få folk til at indse, at de vil have det bedre med en løsning, hvor de ikke får det hele, men et grumset kompromis, som alle parter kan leve med”.
Kan man gå til dig uden at den, man har mistanke til, hører om det?
”For ikke at bremse diskussionen så siger jeg, at hvis folk lader være med at nævne navne, så vil jeg meget gerne diskutere sagerne”.
Hvad gør du med det, du finder ud af?
”Jeg har formel journalpligt, og jeg refererer til dekanen, som er formand for Akademisk Råd. Når jeg får en henvendelse, som starter en ”sag”, så sender jeg besked til dekanen om, at den og den har henvendt sig om noget, der handler om sådan og sådan. Hvis der bliver nævnt navne, bliver det også beskrevet. Så håndterer jeg sagen, og når den afsluttes, sender jeg en kort beskrivelse af, hvordan den er endt. I de mere end 20 sager, jeg har haft indtil nu, er det aldrig sket, at jeg har diskuteret dem med dekanen eller Akademisk Råd undervejs eller efter”.
Hvad nu hvis nogen har et problem med dig selv eller nogen, du kender godt?
”Hvis jeg er for tæt på og kan opfattes som part i sagen, så kan der udpeges en ad hoc stedfortræder til den konkrete sag”.
Er du kommet for at blive, tror du?
”Det startede som en forsøgsordning, der nu er blevet gjort permanent. Jeg er genudpeget for to år, men jeg har sagt, at det bliver de sidste. Jeg mener, det er vigtigt, at det ikke bliver hængende på min person for længe”.
Læs også: I kølvandet på Penkowa skal overlæger og professorer på kursus i etik
<p>Professor, dr. med. Jørn Hounsgaard beskæftiger sig med neurovidenskab, men har også en nebengeschäft på universitetet – han skal rådgive og mægle, når forskernes egoer tørner sammen, og når de har spørgsmål af etisk karakter.</p>