Klam eller nuttet kan være et spørgsmål om at lade blikket hvile længe nok og udfordre normalitetsbegrebet

Hvis man endnu ikke har nået at se Patricia Piccininis udstilling på Arken i Ishøj, har man virkelig noget til gode. Hyperrealistiske menneskelige skulpturer i glasfiber og menneskehår side om side med science fiction-agtige vanskabninger stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi lever sammen her på planeten. »Vi« inkluderer også alle de genmodificerede væsener, hybrider, cyborgs og kimærer, som den højteknologiske udvikling har frembragt. Temaerne er mange: tilpasning til klimaforandringer, genmanipulation og den dertil hørende etik, men også en hyldest til livet og den reproduktive kraft. Mest af alt handler den dog om relationen mellem alle væsenerne og det miljø, vi lever i. Om empati, omsorg og altings forbundethed. Kort sagt en kærlig verden.

Ved første øjekast virker de sære og foruroligende skabninger måske frastødende i al deres anderledeshed, men ser man bedre efter, virker de samtidig menneskelige og slet ikke uden cutenessfaktor. Brune øjne synes at møde ens blik med stor venlighed. De insisterer simpelthen på kontakt. Hvad gør det så, at krop og lemmer er bizart udformet? Klam eller nuttet kan være et spørgsmål om at lade blikket hvile længe nok og udfordre normalitetsbegrebet.

I en campingvogn ligger to ejendommelige væsener i kærlig omfavnelse, en han og en hun. Hannen sover med sit hoved hvilende på hunnens skulder. Som voyeurer står vi på en skammel og kigger ind. Scenen ånder fred. Hele interiøret vidner om tosomhedens rørende intimitet.

Efter Piccininis eget udsagn er hendes værker metaforer for de marginaliserede, dem der bliver frataget deres rettigheder. En kimær har også ret til autonomi. Og behov for nærhed.

En skov af 3.000 blafrende plastikfigurer skyder op fra gulvet. De forestiller æggestokke på stilk og falloslignende planter. Skulpturerne er baseret på præhistoriske venusstatuetter, som var frugtbarhedssymboler. Samtidig er der et futuristisk element, som antyder, at her vokser en mark med organer, selvsåede eller plantede, der senere kan høstes og afbenyttes. Hist og her sidder en løjerlig homunculus. Sceneriet akkompagneres af en ubestemmelig new age-agtig musik. Mytologi og science fiction mødes i et sært og vellykket favntag.

Ved udgangen sidder en dreng og læner sig op ad en trivelig bedstemoderlig figur, der samtidig hviler hovedet i hans skød. Hun, en havfruelignende skikkelse, er tydeligt ældet, men ansigtsudtrykket udstråler ro og tilfredshed. Begge har lukkede øjne og drengen har et fast og omsorgsfuldt greb om den gamle.

Patricia Piccininis fremtidsvision er således ikke dystopisk. Tværtimod fungerer udstillingen som en opmuntrende opfordring til at bevare menneskeligheden og et åbent og nysgerrigt sind i forhold til det fremmede. Anbefales varmt. Kan ses såvel i solskin som i regnvejr, bare inden 8. september.

SÆRUDSTILLING PÅ ARKEN

#GALLERY