Sammenhængende patientforløb.
Noget enhver sundhedsperson vel næsten kan mumle i søvne.
På nogle hospitaler har man forløbsansvarlige ledere og forløbskoordinatorer. Andre steder har man en decideret forløbsbaseret ledelsesmodel (region Nordjylland).
I Region Midtjylland har efterhånden 100 overlæger og sygeplejersker deltaget i kurset Kon-Tiki, der refererer til Thor Heyerdal, der krydsede oceaner med sin tømmerflåde.
Kon-Tiki er et af Region Midts svar på, hvordan man skaber sammenhængende patientforløb på tværs af ‘oceanerne’, der er metaforer for specialer, afdelinger, matrikler og sektorer.
Patient i kortere tid
For Jens Aage Kølsen Petersen, afsnitsansvarlig overlæge på Observationsafsnittet, Operation og Intensiv Syd, Aarhus Universitetshospital, NBG, betød kurset, at han fik rettet fokus på de perioperative patientforløb for relativt raske patienter, der gennemgår mindre kirurgiske procedurer. Både til glæde for denne patientgruppe, men også med det formål at kunne give de alvorligt syge mere opmærksomhed.
“Vi har allerede nu implementeret accelereret opvågning og udskrivelse af raske patienter direkte fra opvågningen. Det kan f.eks. være en patient, der kun lokalbedøvet er opereret i hånd eller underarm eller har fået foretaget gastroskopi. Tidligere kom disse patienter tilbage til operationsafdelingen.
For denne patientgruppe har det betydet, at de med en patients ord er "gået fra at være patient i en dag til at være patient i få timer.” Det er godt for patienterne og i sidste ende også for organisationen.
Parallelt hermed arbejder vi nu på at optimere forløbet for de kritisk syge. Her skærer vi ingen overgange fra, men styrker den perioperative behandling, således at patienterne bliver gjort klar til operation i det perioperative afsnit, så tiden på operationsstuen kan udnyttes optimalt.
Jeg har via kurset fået en introduktion til ledelse og et sprog, der gør mig i stand til at opnå genklang opad i systemet. Og jeg har fået værktøjer og metoder, der gør, at jeg ikke er en ‘enmandshær’. Et sammenhængende patientforløb er noget, vi er fælles om."
Nu er patienterne ikke længere ‘i vejen’
Mille B. Morberg er afsnitsansvarlig overlæge i Akutmodtagelsen på Regionshospitalet Viborg. Hun var på kursus sammen med to afdelingssygeplejersker fra Akutafdelingen.
"Jeg valgte at fokusere på forløb for patienter, der bliver indlagt med mistanke om en blodprop i benet. Når de kom ind, kunne de optage en seng en hel dag, fordi de skulle vente på eksempelvis at få foretaget en ultralydsundersøgelse og dernæst på svar og opfølgning.
Vores billeddiagnostiske afdeling var udfordret på tid og skulle klemme vores patienter ind - deraf den lange ventetid.
Som følge af vores fokus på dette patientforløb er proceduren nu ændret. Hvis der - efter at patienterne har fået foretaget blodprøver, og der er sket en klinisk vurdering - er begrundet mistanke om, at patienten har en blodprop i benet, iværksætter vi blodfortyndende behandling med det samme. Samtidig informeres patienten af sygeplejersken, og der tages mål til og udleveres støttestrømpe til det ramte ben. Derefter hjemsendes patienten.
Dagen efter har vi forudreserveret tid i Billeddiagnostisk afdeling og i Hjertemedicinsk ambulatorium, inden patienten får svar og opfølgning i Hjertemedicinsk Klinik. Herved minimerer vi ventetid for patienterne og antallet af involverende læger. Patienten optager ikke en seng i Akutafdelingen i længere tid end nødvendigt, og DVT-patienterne bliver ikke 'forstyrrende patienter', der presser Billeddiagnostisk afdelings i forvejen stramme arbejdsprogram."
Patient i kortere tid
For Jens Aage Kølsen Petersen, afsnitsansvarlig overlæge på Observationsafsnittet, Operation og Intensiv Syd, Aarhus Universitetshospital, NBG, betød kurset, at han fik rettet fokus på de perioperative patientforløb for relativt raske patienter, der gennemgår mindre kirurgiske procedurer. Både til glæde for denne patientgruppe, men også med det formål at kunne give de alvorligt syge mere opmærksomhed.
“Vi har allerede nu implementeret accelereret opvågning og udskrivelse af raske patienter direkte fra opvågningen. Det kan f.eks. være en patient, der kun lokalbedøvet er opereret i hånd eller underarm eller har fået foretaget gastroskopi. Tidligere kom disse patienter tilbage til operationsafdelingen.
For denne patientgruppe har det betydet, at de med en patients ord er "gået fra at være patient i en dag til at være patient i få timer.” Det er godt for patienterne og i sidste ende også for organisationen.
Parallelt hermed arbejder vi nu på at optimere forløbet for de kritisk syge. Her skærer vi ingen overgange fra, men styrker den perioperative behandling, således at patienterne bliver gjort klar til operation i det perioperative afsnit, så tiden på operationsstuen kan udnyttes optimalt.
Jeg har via kurset fået en introduktion til ledelse og et sprog, der gør mig i stand til at opnå genklang opad i systemet. Og jeg har fået værktøjer og metoder, der gør, at jeg ikke er en ‘enmandshær’. Et sammenhængende patientforløb er noget, vi er fælles om."
Nu er patienterne ikke længere ‘i vejen’
Mille B. Morberg er afsnitsansvarlig overlæge i Akutmodtagelsen på Regionshospitalet Viborg. Hun var på kursus sammen med to afdelingssygeplejersker fra Akutafdelingen.
"Jeg valgte at fokusere på forløb for patienter, der bliver indlagt med mistanke om en blodprop i benet. Når de kom ind, kunne de optage en seng en hel dag, fordi de skulle vente på eksempelvis at få foretaget en ultralydsundersøgelse og dernæst på svar og opfølgning.
Vores billeddiagnostiske afdeling var udfordret på tid og skulle klemme vores patienter ind - deraf den lange ventetid.
Som følge af vores fokus på dette patientforløb er proceduren nu ændret. Hvis der - efter at patienterne har fået foretaget blodprøver, og der er sket en klinisk vurdering - er begrundet mistanke om, at patienten har en blodprop i benet, iværksætter vi blodfortyndende behandling med det samme. Samtidig informeres patienten af sygeplejersken, og der tages mål til og udleveres støttestrømpe til det ramte ben. Derefter hjemsendes patienten.
Dagen efter har vi forudreserveret tid i Billeddiagnostisk afdeling og i Hjertemedicinsk ambulatorium, inden patienten får svar og opfølgning i Hjertemedicinsk Klinik. Herved minimerer vi ventetid for patienterne og antallet af involverende læger. Patienten optager ikke en seng i Akutafdelingen i længere tid end nødvendigt, og DVT-patienterne bliver ikke 'forstyrrende patienter', der presser Billeddiagnostisk afdelings i forvejen stramme arbejdsprogram."
Regionen har ingen, der bærer titlen forløbsleder, og den har heller ingen planer om at få det. Rationalet er, at kompetencer til at kunne arbejde på tværs skal man have uanset rang, og uanset hvor man er i organisationen.
Kursusforløbet består af seks kursusdage fordelt over et halvt år. Imellem kursusdagene arbejder deltagerne konkret med udviklingen af patientforløbet, og de får redskaber til og supervision for at kunne sikre det vedholdende fokus på det patientforløb, de tager med på kursus. Det er ikke ”Grete Olsens patientforløb”, man arbejder med, men typer af forløb, der ofte viser sig at blive knudrede. F.eks. forløbet for den onkologiske brystkræftpatient.
Organisationskonsulent i Region Midtjylland, Anette Bach Levesen:
“Mange overlæger bliver fjerne i blikket, når talen falder på organisering, teorier og modeller. De oplever, at det er langt væk fra den virkelighed, de befinder sig i. Derfor er Kon-Tiki så anderledes, fordi læger og sygeplejersker er sammen, det er praksisorienteret og det tager udgangspunkt i et konkret patientforløb."
Det er ikke de andres skyld...
Ikke overraskende er det typisk i overgangene afdelinger og sektorer imellem, at patientforløbene knirker. Men ikke kun dér.
“Det er i høj grad også deltagernes perspektiv, deres egen forforståelse, der ofte er, at ‘hvis bare de andre gjorde tingene anderledes, ville det blive godt for patienterne’. Det perspektiv bliver de udfordret på. Når f.eks. modtageafdelingen gør, som de gør, er det ikke fordi, de vil gøre det besværligt for hverken patienten eller for dig og din afdeling, men fordi det giver god mening for dem,” siger Line Sloth Carlsen, organisationskonsulent i Region Midt og cand.med.
På det seneste hold var der sygeplejersker fra en psykiatrisk afdeling, der havde svært ved at samarbejde med kommunerne.
Line Sloth Carlsen: "Undervejs i forløbet fandt de ud af, at det faktisk var i deres egen afdeling, det haltede, idet egne sygeplejersker ikke kendte til de forpligtelser, de havde i forhold til sundhedsplanen. Så de tog fat på først at organisere sig selv og derpå tog de fat på kommunen, besøgte den og spurgte nysgerrigt ind til deres måde at gøre tingene på.”
Kursisterne indsamler data om det givne forløb, de laver en interessentanalyse og en brugerdialog dels med patienter, dels med de afdelinger, de samarbejder med og dem, der ellers er en del af det pågældende forløb - herunder også gerne ledelsen.
Line Sloth Carlsen: “En overlæge på en hjerteafdeling spurgte, om vi virkelig ville have, at hun skulle gå ned i akutafdelingen for at spørge ind til, hvordan verden så ud fra deres perspektiv. Men de erfarer hurtigt, at det f.eks. at tage en sandwich med og gå over og spørge, om man må give frokost og lave et lille interview imens, bliver budt velkomment.”
Opgør med snitflader
Anette Bach Levesen fortsætter:
“Det kan være svært, fordi der er drift og ‘plejer’ at tage hensyn til. Problemet i dag er, at vi tænker i snitflader - er fokuseret på, at vi gør hver vores. Og vi har en tendens til at tro, at arbejdet er gjort med at få aftalt og nedskrevet samarbejdsaftaler. Men det er først, når samarbejdsaftalerne er på plads, det virkelige arbejde med at få det til at virke i dagligdagen begynder".
En kursist på en onkologisk afdeling arbejdede med et patientforløb, hvor også Rigshospitalet var involveret, men hun vidste egentlig ikke helt, hvad det var, de foretog sig dér.
‘Hvorfor tager du ikke over og spørger dem’, spurgte vi. ‘Det kan man da ikke - det er jo deres,’ lød hendes svar. Men hun gjorde det og blev budt velkommen,” siger Anette Bach Levesen og fortsætter:
“Et sygehus kan til tider være en slags 'kampplads'. Når en patient kl. 21.30 skal flyttes fra akut til medicinsk afdeling, bliver der ikke altid talt pænt.”
Også samtalerne med patienterne giver meget “medvind i forhold til de involverede samarbejdspartneres vilje til at ville ændre noget”:
“Alle har jo et godt hjerte og gode intentioner i forhold til at ville det bedste for patienten. Og vi taler så meget om ‘på patienternes præmisser’. Men det at lytte til - uden at kommentere - patienternes historie, får en til at få øje på alle hullerne i osten. Og det kan gå op for en, at det man har gjort, fordi man har troet, at det var til gode for patienten, overhovedet ikke spiller nogen rolle hverken for den faglige kvalitet eller for patienten. Mens der er andet, læger og sygeplejersker kan have overset,” siger Anette Bach Levesen.
<p>I Region Midtjylland tager læger og sygeplejersker sammen på kursus, hvor de gransker og forbedrer et konkret patientforløb med henblik på at opnå den stærkt efterlyste sammenhæng. <br></p>