En 50-årig læge fra Kalundborg er ved en domsmandsret i Holbæk blevet idømt fængsel i et år og seks måneder. Hun er desuden frakendt retten til at udøve lægegerning indtil videre, oplyser retten i Holbæk i en pressemeddelelse.
Lægen, som i 2011 og 2012 havde almen praksis i Kalundborg, er fundet skyldig i bedrageri for ikke under 1,2 millioner kroner ved at have indberettet og fakturere behandlinger som samtaleterapi, depressionstest og knoglebrud til Region Sjælland.
34 tidligere patienter har til retten oplyst, at behandlingerne aldrig har fundet sted, selv om lægen modtog betaling for dem.
Derudover er lægen også kendt skyldig i at forsømme sine opgaver over for syv patienter. Blandt andet fordi hun ordinerede stærk smertestillende og vanedannende medicin uden at have undersøgt dem tilstrækkeligt.
Lægen har under retssagen nægtet sig skyldig. Hun mener blandt andet, at roderiet skyldes, at praksissen har brugt mange vikarer. Hun overvejer, om hun skal følge sin advokats anbefaling om at anke dommen.