Måske er det augustsolens varme stråler og de stadig fine badevandstemperaturer, som slører tidsfornemmelsen hos topfolkene i Region Hovedstaden. Men snart er sommeren slut, og om få måneder vil det politiske ansvar for en i særklasse hovedløs beslutning blive meget konkret. Afskaffelsen af lægevagten for 1.731.976 borgere i hovedstadsområdet effektueres fra nytår. Der er fire måneder til, og p.t. står det klart, at patienterne kommer til at betale en høj pris.
Regionsrådet har besluttet sig til at give lægevagten sparket – på »sådan skal det bare være, basta«-manér. Uden faglig rådgivning, uden skelen til udenlandske erfaringer og uden at dvæle ved spørgsmål som f.eks., hvordan man vil sikre tilstrækkelig bemanding efter nytår. Tilbage står et indtryk af en region, som er klar til at tage ansvarsløst store chancer med borgernes sundhed.
Det er uforståeligt, at man er klar til at skippe en ordning, hvor telefonerne er bemandet med den faggruppe – praktiserende læger – som har spidskompetence i at vurdere, om der er brug for hjælp her og nu, eller om patienten kan vente.
Region Hovedstaden forholder sig ikke til, at den går stik imod tendensen alle andre steder i sundhedsvæsenet, hvor det gælder om at få speciallægen i front for at sikre kvalitet og effektiv afvikling af patientforløbet. At praktiserende læger i lægevagten sikrer den bedst mulige sammenhæng med den behandling, som patienterne får hos egen læge, og deres sygebesøg i hjemmet giver tryghed for mange, synes heller ikke at betyde noget for Region Hovedstaden.
Det står nu klart, at patienterne efter nytår skal ringe 1813 til den såkaldte tryghedstelefon. Den kender vi allerede i dag, hvor sygeplejersker rådgiver løsrevet fra resten af sundhedsvæsenet. Nu får de et helt andet ansvar. Planen er, at de efter den 1. januar overtager al akut visitation til skadestue, hjemmebesøg eller behandling hos egen læge. Det er en stor opgave: 800.000 telefonkonsultationer og 300.000 konsultationer eller besøg om året.
Jeg har ikke det fjerneste ønske om at beklikke sygeplejerskers faglighed elle engagement – tværtom. Men de er ikke de bedste i front til denne opgave, og Region Hovedstaden svigter ved at se bort fra, at der er tale om to professioner med forskellige fagligheder.
Regionen har indbygget den kattelem i ordningen, at patienter, som kræver det, vil kunne komme til at tale med en af de læger, der skal være lægelig backup på 1813-telefonen. De socialt svageste vil næppe have overskud til at stille krav om at få en læge i røret. Dermed er ordningen potentielt en kilde til voksende ulighed.
Det er trist, at Region Hovedstaden nærmest demonstrativt nedvurderer praktiserende lægers betydning for et velfungerende akutberedskab. Om fire måneder er det nytår. Det er nu, hvis regionsrådsmedlemmerne skal træde på bremsen. Desværre kan jeg ikke sige, at jeg tror, at det vil ske. Men forhåbentligt venter borgerne ikke med at stille regionsrådspolitikerne til regnskab ved årsskiftet. De kan gøre det allerede ved regionsvalget i november.