Den tidligere formand for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen, stopper som sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland.
Han blev ansat i regionen den 1. marts 2010 på åremålskontrakt, efter at have været både formand for Lægeforeningen og leder af Traumecentret på Århus Universitetshospital.
Men hans kontrakt udløb den 1. marts i år, og den er ikke blevet forlænget, siger regionsdirektør Svend Særkjær.
”Hans kontrakt løber ud nu, og derfor har vi været enige om ikke at forlænge hans kontrakt. Vi har i regionen været meget tilfredse med ham, og har ansat ham som konsulent de kommende to måneder for at løse nogle særlige opgaver,” siger Svend Særkjær til ugeskriftet.dk og understreger:
”Han er ikke blevet fyret.”
I løbet af sin tid i regionen havde Jens Winther Jensen i 2013 ét års orlov, hvor han gennemførte et Senior Fellowship ved Institute for Healthcare Improvement (IHI) i USA.
”Vi har i regionen i de seneste år politisk gennemført en række vigtige og nødvendige forandringer af det nordjyske sundhedsvæsen, og jeg har været meget glad for at kunne være med til at præge denne udvikling, så det nordjyske sundhedsvæsen i dag står godt rustet til fremtidens udfordringer,” siger Jens Winther Jensen i en pressemeddelse, men vil over for ugeskriftet.dk ikke uddybe, hvorfor han stopper.
”Nu skal jeg afvikle mine opgaver i regionen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal lave bagefter. Jeg har ikke fået et nyt job,” siger Jens Winther Jensen.
<p>Jens Winther Jensen stopper som sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland, men står uden et nyt job på hånden. </p>