Ved årsskiftet trådte den nye speciallægeuddannelse i kraft med en ny bekendtgørelse, og alle lægelige uddannelsesstillinger skal nu slås op. De mange, som har påbegyndt en uddannelsesstilling efter de gamle uddannelsesbestemmelser, har dog ret til at gøre deres speciallægeuddannelse færdig efter disse bestemmelser.
Men der er også nogle i uddannelse i et speciale efter de gamle uddannelsesbestemmelser, hvor nogle af de gamle uddannelseselementer ikke udbydes i henhold til de nye bestemmelser.
Således har de intern medicinske og kirurgiske områder ligesom neurofysiologi det særlige problem, at de til forskel fra andre specialer ikke er struktureret i et blokforløb, hvor blokken indeholder både undervisnings- og 1. reservelæge-stillingen. Uddannelsessøgende fra disse specialer bliver altså ikke automatisk tilkoblet en 1. reservelæge-stilling, når de færdiggør deres undervisningsstilling.
I de nye uddannelser vil 1. reservelæge-stillingen ikke længere eksistere, men er i stedet indeholdt i det nye hoveduddannelsesforløb.
Derfor risikerede uddannelsessøgende, som ved årsskiftet var i gang med en undervisningsstilling inden for intern medicin eller kirurgi, at de ikke kunne færdiggøre deres speciallægeuddannelse efter de gamle uddannelsesbestemmelser. Lægeforeningen har derfor presset hårdt på for at sikre dem mulighed for at gennemføre uddannelsen uden forsinkelser og forhindringer.
Der findes formentlig også nogle, som enten er under uddannelse eller er færdige i et grundspeciale, og som ønsker at opnå speciallægeautorisation i et grenspeciale. Også for dem har det været vigtigt at sikre uddannelsesmuligheder.
De tre videreuddannelsesregioner har været lydhøre og erkendt deres ansvar for, at ingen falder ned mellem to stole i overgangsfasen mellem gammel og ny videreuddannelse.
For at skaffe overblik over, hvor mange læger, der skal have sikret deres uddannelse i grund- eller grenspeciale, har Lægeforeningen sammen med de tre regioner lavet et spørgeskema, som skal kortlægge behovet for uddannelsesstillinger.
Vi ønsker at sikre alle
Amtssundhedsdirektør i Viborg Amt, Henning Bruun-Schmidt, formand for Det Regionale Videreuddannelsesråd i Region Nord, vil gerne lade forstå, at regionerne lægger enorm vægt på at sikre alles videreuddannelse. Helt vandtætte garantier tør han ikke udstede, men det bliver næppe hans egen energi og engagement, der kommer til at mangle.
I løbet af 5-6 uger vil I med spørgeskemaundersøgelsen have et præcist overblik over, hvor mange 1. reservelæge-stillinger, der bliver brug for. Hvad vil I så gøre helt konkret - vil I opslå stillingerne frit eller lave øremærkede stillinger efter en individuel uddannelsestilrettelæggelse?
»I regionen vil vi nok danne os et samlet overblik og prøve at udnytte uddannelsesressourcerne, både regionalt og i de enkelte amter, så vi får fremskyndet processen mest muligt«, siger Henning Bruun-Schmidt.
»Der er ingen tvivl om, at der er både energi og vilje til at løse problemet så hurtigt som overhovedet muligt«.
Hvis nu en uddannelsessøgende ønsker en grenspecialiseret fase III-uddannelse, altså en 1. reservelæge-stilling, kan vedkommende så være sikker på at få mulighed for det, dels inden for det ønskede speciale, og dels i den ønskede uddannelsesregion?
»Det er et puslespil, og de eneste garantier, jeg tør give, er at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at få færdiggjort den store kohorte af læger, der ikke mangler ret meget i den gamle uddannelse. I virkeligheden vil vi gerne have alle fra den gamle uddannelse gjort færdige så hurtigt som muligt. Men vi må leve med, at det tager nogle år.
Det er væsentligt at minimere usikkerheden. Og vi har motivationen, for vi mangler speciallæger i stor stil. Der er ikke råd til at tabe nogen på gulvet. Det er også en voldsom logistisk udfordring at få det til at hænge sammen. Men vi vil lægge os hårdt i selen for det«.
Hvis man nu ikke kan være sikker på at få præcis den speciallægeuddannelse, man ønsker, hvilke kriterier går regionerne så efter, når de skal afgøre, hvor mange 1. reservelæge-stillinger, der skal etableres i de enkelte grenspecialer? Og på samme måde: hvordan afgør man, hvor 1. reservelægestillingen skal placeres rent geografisk?
»Vi kan jo ikke uddanne andenklasses læger, så vi skal først og fremmest leve op til de kvalitetskrav, der stilles i Speciallægebekendtgørelsen. Ud over det, bliver det en balance mellem de hensyn, der skal tages til den nye uddannelses krav, og hensynet til driften. Den balance skal vi finde uden at gå på kompromis med nogen af delene. Og vi finder den også, det er jeg sikker på. Og jeg stiller gerne op til klø, hvis vi ikke finder den«.
Kan I have de påkrævede 1. reservelægestillinger klar i umiddelbar forlængelse til afslutningen af undervisningsstillingen?
»Ja ... ja, jaja. Vi forsøger at gøre det«, siger Henning Bruun-Schmidt, der godt ved, at nu lyder han som en politiker »og jeg hader det«. Derfor beder han til slut:
»Hvis bare du nu kan få bogstaverne til at strutte af den energi og glæde, vi faktisk har ved at få dette her til at hænge sammen, så gør det«.
Alle skal være færdige til tiden
Region Syds formand, cheflæge på Odense Universitetshospital, Peter Frandsen, har som udgangspunkt, at »de, der er i gang med en uddannelse, ikke skal stilles urimeligt«.
»Vi skal jo have dem gjort færdige, som er i gang, så derfor bliver vi nødt til at fastholde nogle stillinger, hvor man kan gøre sig færdig«, siger Peter Frandsen.
»Spørgsmålet bliver så, hvor meget af stillingsmassen man vil bruge til den ny uddannelse, og hvor meget skal man fastholde for at de, der er i uddannel-sen, kan gøre sig færdige.
Vi har endnu ingen løsning på, hvad man skal gøre for at gøre de uddannelsessøgende til dobbeltspeciali-ster. Det er jo vældig fint, at vi gør dem til intern medicinere. Men i gamle dage ville de jo typisk, efter intern medicin, gå direkte ind i et grenspeciale. Det kan godt være, man ender med at bruge den samme løsning. Men det er ikke afklaret endnu«.
Ingen, som er i gang efter den gamle ordning, skal altså regne med at blive unødigt forsinkede eller forhindret i deres special-lægeuddannelse?
»Der er ingen, som skal blive forsinket eller forhindret. Vi skal sørge for, at de kan gøre sig færdige. Det største problem bliver inden for intern medicin. I de fleste andre specialer sidder folk i en kursusstilling og 1. reservelæge i en samlet blok. Den kan vi i princippet køre færdig. Men lige nøjagtig i intern medicin og i kirurgi, som har haft grenspecialer, har kursusstillingen været selvstændig i forhold til 1. reservelægestillingerne. Og det er dér, vi skal lave nogle ordninger, hvor vi sikrer, at folk ikke bliver generet unødigt.
I langt de fleste specialer vil den, der ansættes i år (2003, red.), have sin blok i de næste fire år. Når den er færdig, er vedkommende sp eciallæge. Hvis vi har taget en ortopædkirurgisk kursist ind her i Odense, ved han, hvor han skal hen om halvandet eller to år for at få de sidste halvandet år af sin speciallægeuddannelse. Om det er i Esbjerg eller Kolding. Hans eller hendes uddannelsesforløb er tilrettelagt.
Det er der, hvor der ikke er blokke, vi skal være særlig opmærksomme. Og det vil vi være. Der er ingen, der må blive tabt på gulvet. Der kan være nogle specialer, hvor vi må lave en meritoverførsel og så finde ud af, hvad der mangler. Alle de, som er ansat i år og sidste år i intern medicin, vil næste år og næste år igen stå og mangle to års 1. reservelæge-stillinger. De stillinger skal vi have, så vi kan gøre dem færdige på ordentlig vis«, siger Peter Frandsen og tilføjer, at han i øvrigt oplever »en positiv vilje til alle sider«.
Regionen er formpligtet
»I den udstrækning, læger under videreuddannelse ønsker at udnytte retten til at færdiguddanne sig efter den gamle ordning, er Regionen forpligtet til, at det kan lade sig gøre«, siger formanden for Region Øst, centerdirektør på H:S Rigshospitalet, Karsten Junker.
Hvad gør man konkret for dem, som er i gang med en uddannelse under de gamle bestemmelser?
»Under opslag og besættelse vil der ske hensyntagen til den ansøgerskare, der er. Udfaldet af spørgeskemaet kan jo vise, at der enten er et kæmpeproblem, eller at der ikke er noget problem. Udfaldet kan nuancere synspunktet, men som udgangspunkt mener jeg, stillingerne skal slås frit op«.
Karsten Junker vil ikke love, at alle kan få opfyldt deres hedeste ønsker til en 1. reservelæge-stilling, og måske tilmed i en bestemt del af landet.
»Sådan en sikkerhed har der jo aldrig været, så hvordan skulle den pludselig kunne opstå?«, siger han og tilføjer, at der er tale om en overgangs-ordning - ikke en dispensationsrunde.
»Selv om der pludselig var ti ledige 1. reservelæge-stillinger på Niels Steensen, har vi ikke mandat til at ekspandere uddannelsen af endokrinologer. Der er to dimensioneringsholdepunkter: Dels: Hvad har vi uddannet af speciallæger hidtil? Og dels: Hvad er der lagt op til i den nye dimensioneringsplan?«
Karsten Junker har to hensyn at tage: »Vi skal både imødekomme folks gode og fornuftige ønsker så langt det er muligt, og samfundets signaler om dimensionering og behov«, siger han.
Hvad angår den geografiske fordeling, venter Karsten Junker ikke, at den vil ændres meget. Det vil nok stadig være Region Øst, der har næsten halvdelen af alle uddannelsesstillingerne. Og der vil nok heller ikke ske noget, der ændrer voldsomt ved størrelsesforholdet mellem grenspecialerne:
»Antallet af stillinger vil ligge et sted mellem det nuværende og det fremtidige, igen forstået på den måde, at vi ikke pludselig, fordi der viser sig rum, kan eksplodere uddannelsen af et enkelt grenspeciale. Det ligger ikke i kortene«, siger Karsten Junker.
Han erklærer det som »en helt bestemt hensigt«, at de fornødne stillinger skal være der, når behovet opstår:
»Det overordnede billede her i regionen er, at det totale antal af klassificerede stillinger nu og behovet fremover vil ækvivalere«, siger Karsten Junker. Men han afstår fra en mere sikker spådom, fordi ingen endnu har helt overblik over, hvor mange stillinger der skal afsættes til uddannelsessøgende på hhv. den gamle og den nye uddannelse, til turnus osv.
»Sad jeg på pengekassen, kunne jeg nok presses til at lægge ressourcer i det. Men som formand for Region Øst kan jeg kun sige, at det er vores opgave at kortlægge det her, og at lægge meningsfulde uddannelser med minimale forsinkelser ind. Og skaber dét midlertidigt eller permanent behov for stillinger, er det vores opgave at fremlægge beslutningsmulighederne for amtssundhedsdirektørerne.
Viljen er i hvert fald til stede. Ved sidste møde i Det Regionale Råd kan jeg sige, at der er både stor vilje og energi til at komme videre og at løse disse problemer«, siger Karsten Junker.
Se og udfyld venligst skemaet sidst i Ugeskriftet, hvis du er en af de læger, som risikerer at miste uddannelsesmuligheder ved overgang til den nye uddannelse.