”I Danmark smiler de fleste”

I Iran er der ingen respekt for kvindelige læger. I hvert fald ikke ude i de mindre byer, hvor man starter med at arbejde som yngre læge. Jeg kan huske, at der engang var en patient, der nægtede at lade sig behandle af mig. Han mente ikke, at jeg var dygtig, fordi jeg var kvinde og sagde til den mandlige sygeplejerske, at han hellere ville behandles af en ham. Han respekterede ham ganske enkelt mere, fordi han var mand.

I Danmark er du fri.Jeg kendte intet til landet, før jeg fik mit Greencard. Men lige siden, jeg ankom for fire år siden, har jeg været vild med Danmark og danskerne. Jeg elsker kulturen. Den er venlig og åben. Her smiler de fleste, i modsætning til i Iran. Jeg synes, at folk er hjælpsomme og imødekommende. Og her er et helt andet ligeværd. Selvom det er svært at skulleundvære min familie og mine venner, er jeg lykkelig for den frihed jeg har her. Var jeg blevet i Iran, ville jeg have tjent mange penge som speciallæge. Fem gange så meget som en speciallæge i Danmark. Men i Iran bliver man opfattet som uren, når man er kvinde, og derfor vil jeg til hver en tid foretrække at bo her.

Noget af det første, jeg lagde mærke til, da jeg startede med at arbejde her, er hvordan danske læger kommunikerer med patienterne. I Danmark informerer man patienterne om alt,modsætning til i Iran, hvor man bare udskriver en recept. Det er en helt anden måde at arbejde på. Men jeg synes ikke, det har været svært at vænne mig til.

En anden forskel er danske lægers brug af computere. I Iran er alle patientjournaler på papir. Derudover arbejder man meget mere struktureret på danske hospitaler. Her er en masse instrukser, man handler efter. Og det gør, at jeg føler mig mindre stresset her, end jeg gjorde i Iran. Som læge i Iran står man meget alene om alle beslutninger, og man spørger ikke hinanden, hvis der er noget, man er i tvivl om.

Det bedste, der er sket for mig, er at jeg er startet på Riget. Det er en lille afdeling med et utrolig godt samarbejde. Jeg føler mig utrolig heldig.Selvom jeg er ung og kun har været i det danske sundhedsvæsen i fire år, har jeg allerede fået mange praktiske færdigheder i forhold til at operere. Det synes jeg, er et stort privilegium. I Iran handler alt om teori.Du kan ikke bare komme som nyuddannet læge og tro, at du kan få lov til at assistere ved en operation. Det kræver mange års erfaring, før du når så langt.