Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Der er tiden før marts 2015. Og så er der tiden efter. For i marts 2015 blev TV2’s dokumentarprogram »De vaccinerede piger« sendt. Og derefter blev verden aldrig helt den samme. Troede vi. For deltagerne på Lægedage i Bella Center fik sig lidt af en overraskelse, da kursusleder, antropolog og dataknuser Anders Kristian Munk blæste sine slides op på en storskærm.

Måske startede en af nyere dansk sundhedshistories største shitstorme slet ikke, som vi tror.

»Da TV2 har sendt sin dokumentar, ser vi i april 2015 et tydeligt udslag i Google-søgninger blandt danskerne på HPV-vaccinens bivirkninger. Men kigger vi nærmere efter, er der et kæmpeudslag i kurven allerede i 2013. Faktisk var interessen større i 2013 end efter dokumentaren«, lød det fra kursuslederen, der understøttede sine udsagn med grafer trukket fra Google Trends.

Og hvad skete der så i 2013? Da blev HPV-vaccinen indført.

»Det interessante er altså, at interressen for bivirkninger ved vaccinen allerede var der. Det var ikke kun dokumentaren, der genererede interessen«, slog Anders Kristian Munk fast.

Hen over hovedet

Men hans analyse gik endnu dybere. Anders Kristian Munk havde samlet alle de gange, danske Facebookbrugere har skrevet eller liket noget om HPV. Her blev han bekræftet i samme billede, som Google-søgningerne viste ham. At danskernes interesse for bivirkninger ved vaccinen startede allerede 2-3 år før tv-dokumentaren blev sendt.

»Vi ser masser af opslag og kommentarer om bivikringer før 2015. Og hvad fortæller det os så? At diskussionen om bivirkninger ved HPV-vaccinen i tre år er gået hen over hovedet på dem, der er eksperter på området«, lød det fra Anders Kristian Munk.

Men hans kortlægning kunne også vise andre interessante tendenser. Ved at analysere, hvem der liker og diskuterer med hvem, kunne han se, at dem, der før 2015 var skeptiske over for vaccinen, alene diskuterede i grupper og med dem, der også var skeptiske. Det samme gjaldt for dem, der var positive over for vaccinen.

»Det forklarer måske, hvorfor skepsissen kunne leve frit i tre år. For de skeptiske og de positive var helt afsondret fra hinanden på Facebook«, fortalte kursuslederen.

Men så sker der faktisk noget efter TV2-dokumentaren, kunne Anders Kristian Munk berette. For nu blev det tydeligt i hans diagrammer, at de to grupper fik kontakt og gik i dialog med hinanden.

»De bliver simpelthen klar over hinandens eksistens. Men skepsissen har været der hele tiden. Og det er vigtigt at vide, for på nuværende tidspunkt er der altså gået tre år, hvor de vaccinepositive kunne have været proaktive og taget kontakt til de skeptiske«, lød pointen.

En hel økologi

Underviseren havde også andre eksempler på shitstorms med. Blandt andet modstanden mod at bygge boliger på Amager Fælled og en mere global shitstorm mod vindmøllestøj eller »wind turbine syndrome«, som han på samme vis havde analyseret.

Fra deltagerne på kurset blev der nævnt eksempler på shitstorms, som kunne mærkes i almen praksis. Herunder patienter, der ikke ville tage kolesterolmedicin, blodtryksmedicin eller vaccinere deres børn, fordi de havde hørt eller læst ting på nettet og sociale medier. Her kunne underviser Anders Kristian Munk berette, at der bag disse shitstorms er, hvad han kaldte »en hel økologi« af tvivlsomme hjemmesider, der producerer artikler og alternative fakta. I forbindelse med shitstormen mod vindmøllestøj var 758 hjemmesider for og imod blevet analyseret. Næsten ingen af dem på hver side af skillelinjen havde kontakt til hinanden.

»De vindmølleskeptiske refererer og linker kun til de andre vindmølleskeptiske sider. Og det samme gælder for de vindmøllepositive«, fortalte han, som et muligt bud på, hvorfor den slags shitstorms kan være overordentligt svære at lægge ned. —

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Section
Woodwing Id
0
Images
laegedage_torsdag_25.jpg
Subtitle

TV2s dokumentar om HPV-vaccinen i 2015 rejste en af de mest kendte shitstorme mod sundhedsvæsenet. Eller gjorde den nu også det? Antropolog Anders Kristian Munk overraskede på Lægedage med sine datadiagrammer, der viste en lidt anden historie.

Authors

Line Felholt

0 likes