Hver tredje læge udsætter hoveduddannelsen

Siv Jørgensen er 34 år gammel og burde derfor efter skiftende regeringers mening helst for længst være færdig som speciallæge qua fireårsreglen/femårsfristen. Eller i det mindste godt i gang med en hoveduddannelse. Men det er hun ikke.

Hun er i gang med en ph.d. på Odense Universitetshospital, som vil betyde en udsættelse af hoveduddannelsen med tre år. Efter ph.d.’en håber hun på en hoveduddannelse i gynækologi inden for pendlerafstand fra Odense, hvor hun bor med sin mand og tre børn på 2, 5 og 9 år.

Tidsfristerne har fyldt rigtig meget i familiens liv, og det gør de stadig.

”Vi nåede at købe hus, lige inden fireårsreglen blev indført. Vi havde ikke lige forudset, da vi købte huset, at der ville blive indført sådan en regel. Hvis vi havde vidst det, havde vi ikke købt det. Vi har brugt både penge og tid på det, og man renoverer jo for at blive boende”, fortæller hun.

Dengang var deres førstefødte lille, og senere fik parret yderligere to børn. Det siger sig selv, at ph.d.’en har gjort livet meget mere fleksibelt for familien.

”Jeg kan udsætte eventuel pendling til hoveduddannelse i nogle år. Det gør en stor forskel på min hjemmefront”, siger hun.

Hvad hvis tidsfristerne ikke havde været der?

”Jeg havde stadig takket ja til ph.d.-projektet, for det er et rigtigt spændende emne, og jeg vil gerne have, at forskning skal indgå i min videre lægelige karriere. Men vi havde haft meget færre bekymringer over, hvad der skal ske bagefter. Det er jo ikke en selvfølge, at jeg kan komme ind i en hoveduddannelse i nær afstand, bare fordi jeg har en ph.d. Der er mange, der laver ph.d. i dag, og de kan sagtens blive færdige og søge hoveduddannelse de samme steder. Især da det er et populært speciale, jeg gerne vil ind i”.

Du kunne jo vælge et andet speciale?

”Det er mange år, du skal arbejde med dit speciale. Og lægerne bliver pisket rundt, så hvis du ikke brænder for dit speciale, så tror jeg, du bliver udbrændt ret hurtigt. Alternativet er, at man får nogle læger, der skruer ned for deres ambitioner og vælger noget, de egentlig ikke er så glade for – det er da trist”.

Stort mørketal

Siv Jørgensen er mildt sagt ikke alene. I kuldene af KBU-læger fra andet halvår 2008 til andet halvår 2010 er der kun 69 pct., som har fået – og accepteret – en hoveduddannelsesstilling. Det fremgår af en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen. Procenten er i øvrigt faldet for hvert kuld fra 80 pct. i slutningen af 2008 til 61 pct. to år senere.

De tre videreuddannelsesregioner ved, at 14 pct. har fået forlænget fristen af en af de årsager, der kan give udsættelse – ph.d., barsel, forsvaret, Læger uden Grænser mm. Ganske få er anført som faldet for fristen. Men der er en restgruppe på 16 pct. - af Sundhedsstyrelsen rubriceret som ”øvrige” – der udgør et stort, kollektivt spørgsmålstegn.

”Det er et stort mørketal, som bekymrer mig. Vi ved ikke, hvad de laver, og hvor de er”, siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Forskning og Uddannelse og medlem af Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.

”Der kan ligge en gruppe i tallet, som f.eks. er på barsel, i gang med en ph.d. eller andre dispenserende faktorer, men som ikke har orienteret videreuddannelsesregionerne om det. Men det er stadig et bekymrende mørketal, som vi slet ikke ved, om vi har tabt eller kan få med. Også i forhold til lægeprognosen. Vi laver prognoser ud fra noget, der indtil videre ikke ser ud til at blive opfyldt”.

Mads Skipper frygter, at lægerne i restgruppen opfatter sig selv som ramt af femårsfristen i en grad, så de ikke tror på, at de nogensinde kan komme i betragtning til ønskespecialet og så har valgt andre muligheder. Dermed er de i realiteten tabt for det danske sundhedsvæsen som speciallæger. Det kan f.eks. være i form af flytning til udlandet eller skift til lægemiddelindustrien.

”De føler sig nok de facto faldet for fristen. De tænker: ”Den har jeg overskredet i forhold til det, jeg gerne vil. Jeg ved jo, at jeg kommer sidst i køen””, siger han.

”Fortalerne for femårsfristen håber på, at de kommer tilbage og tager hoveduddannelse. Og det håber jeg da også, da vi har brug for speciallæger. Men der er ingen garanti”, siger han.

I hoveduddannelse på trods af fristen

De fristramte læger er ikke uden muligheder. Videreuddannelsesregionerne har stort set altid ubesatte forløb, som de kan komme i betragtning til. Men de stillinger lader ikke til at tiltrække særligt mange læger. Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelse har to læger i perioden fået et hoveduddannelsesforløb på trods af, at de var faldet for femårsfristen.

Frederik Harving er en af dem. Han har søgt og fået en dispensation, så han kan gå i gang med en hoveduddannelse i patologi, selv om han er ramt af femårsfristen - han blev færdig med sin KBU i første halvår af 2010.

I løbet af de efterfølgende år afprøvede han både sin gamle drøm om kirurgi, snusede til almen medicin som lægevikar i Norge og begyndte på et hoveduddannelsesforløb i nefrologi. Men de pressede vilkår i hospitalsvæsenet fik ham til at beslutte sig for et paraklinisk speciale.

”Jeg fik en generel utilfredshed ved at være på arbejde, ikke fordi specialet var uinteressant, men fordi man ikke får gjort det arbejde, man egentlig gerne vil. Der er dårlige forhold som kliniker”, siger han om sin tid med nefrologi.

Hvordan dårlige?

”Man når ikke at tale ordentligt med patienterne og de pårørende, og man tilbringer 80 pct. af sin dag foran computeren. Inden for patologien bliver vi ikke presset på samme måde af det administrative arbejde og registreringerne som andre. Her får man noget fra hånden”.

Tror du, dit forløb havde været anderledes, hvis femårsfristen ikke havde været der?

”Jeg tror, der er mange, som bliver færdige på studiet og træffer et valg om deres forløb på baggrund af det sted, de er i deres liv på det tidspunkt. Når de så når længere hen i livet, så ændrer det sig, og det gør deres overvejelser om speciale også. Det skete i hvert tilfælde for mig”.

Hvis du nu ikke havde fået dispensation til at søge patologi, hvad havde du så gjort?

”Nu bor jeg i Nordjylland, og på den måde har jeg nogle fordele, som dem fra f.eks. Københavnsområdet ikke har. Der er mange specialer, der stadig ville være åbne for mig (pga vakante intro- og hoveduddannelsesforløb, red.). Men der er også rigtig mange specialer, man ikke kan søge. Ens muligheder indskrænkes. Og havde jeg boet i en anden del af landet, så kunne femårsfristen have låst mig i et speciale, som jeg ikke ønskede. Hvilket er uheldigt. Af alle mulige grunde er der jo ingen, der ønsker uengagerede læger”.

Speciallæger dårligere rustet end før

Den måde at blive uddannet på kan godt vække savn ude på arbejdspladserne.

”Vi oplever jo, at kursisterne bliver yngre. Vi mærker, at de ikke har sideuddannelser, som vi var vant til førhen. Særligt i forhold til den kirurgiske del har de ikke et kompetenceniveau som førhen”, siger Jannie Dalby Salvig, ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

”Det betyder, at det kan være svært at få tilstrækkelige kirurgiske kompetencer i speciallægeuddannelsen”

Hvordan det?

”Hvis vi sammenligner med for ti år siden, så havde mange sideuddannelser i kirurgi, måske anæstesi – nogle havde haft to introstillinger. De var på et andet niveau, når de startede i hoveduddannelse. Og jo højere niveau, kursisterne er på, når de starter, jo hurtigere avancerer de i deres hoveduddannelse. Vi oplever nu, at når man er meget grøn, når man starter, så er det en større udfordring at sikre, at man har de nødvendige kompetencer, når man er færdig som speciallæge. Vi har stort fokus på at sikre, at speciallægerne er i stand til at passe en vagt, og i forhold til de kirurgiske kompetencer kan det være nødvendigt, at de får yderligere erfaring for at kunne det”.

Hvad foretrækker du?

”Jeg synes, det er godt at have nogle læger, som også kender de specialer, vi arbejder sammen med. Patienterne fejler ikke altid kun én ting”.

Er der ingen fordele ved hurtigere forløb?

”For afdelingerne tror jeg, det er en fordel, at speciallægerne er yngre. Man får alt andet lige et højere kompetenceniveau i længere tid efter speciallægeuddannelsen. Det er godt for systemet. Vi andre var ofte 40 år, før vi blev speciallæger. Men for den enkelte, som bliver tvunget ind i et hurtigt specialevalg, synes jeg, det er et tab”.

Hver syvende i udlandet

Eksempler som Frederik Harvings er sjældne. Der er flere læger, der simpelt hen dropper den danske speciallægeuddannelse og finder alternativer. For eksempel ved at tage til udlandet.

Det kan naturligvis gøres allerede inden, femårsfristen begynder at tælle ned ved KBU-start, og tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at blandt kandidaterne fra 2008-2011 drog i gennemsnit hver syvende cand. med. - 14 pct. - til udlandet.

Det er langt langt højere end tidligere. I 2006 var der f.eks. kun 8 pct. af de nyuddannede, som udvandrede, og i 2007 var der 9 pct.

Udvandringen varierer dog. Den steg fra 2008, hvor fireårsreglen trådte i kraft, til og med 2010 og faldt derefter i 2011, hvor den landede på 11 pct. Hvilket dog stadig er højere end i årene umiddelbart inden, fireårsreglen blev indført.

Opgørelsen er baseret på en række punkt-undersøgelser, som gennemføres mellem fire og 19 måneder efter kandidatgraden og skal således tages med et vist forbehold.

Det er muligt, at tallene afspejler en tendens blandt de nyuddannede til f.eks. at afhjælpe studiegæld ved at tage vikarjobs i andre lande eller lignende, og at lægerne vender tilbage til Danmark igen på et senere tidspunkt.

Det er også muligt, at de i et vist omfang afspejler et optag på danske universiteter af især andre nordiske studerende, som vender hjem efter kandidaten.

"Men det underbygger det, vi tidligere har sagt. Nemlig at de unge læger søger andre veje, når man indfører sådan en tidsfrist, som f.eks. at tage til udlandet", siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning og medlem af Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.

"Og flere er jo blevet citeret i tidens løb for at sige, at med fire- og femårsfristen har Danmark løst f.eks. Sveriges lægemangelproblem", siger han.

"Det er vigtigt at pointere, at der er tale om punkt-undersøgelser, og mange vil måske mene, at de vender tilbage. Men jeg tror da, at der også i tallet ligger nogle, der har taget beslutningen om, at Danmark ikke byder dem velkommen, så de tager et andet sted hen".

Løhde: "Ikke tilfredsstillende"

Sundheds- og Ældreminister Sophie Løhde (V) siger i en mail, at hun finder situationen "utilfredsstillende".

Men noget opgør med femårsfristen er tilsyneladende ikke i vente. Derimod får lægerne et skud for boven:

"Jeg er optaget af, at danskerne kan modtage den bedst mulige behandling – uanset hvor i landet de bor. Vi har en femårsfrist, fordi samfundet har brug for at få læger ud i deres uddannelsesstillinger inden for en vis tidshorisont - og i hele landet", skriver ministeren.

"Yngre Læger og Lægeforeningen fik i 2014 en stor imødekommelse, da reglen blev lempet og ændret fra fire til fem år. Forudsætningen var, at det ikke skulle blive sværere at rekruttere yngre læger til uddannelsesforløb i alle specialer og i hele landet. Vi kan nu konstatere, at der fortsat er ledige uddannelsesforløb, så regionerne altså stadig har vanskeligheder ved at rekruttere yngre læger til uddannelsesstillinger. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Jeg vil derfor opfordre de yngre læger til at søge de ledige uddannelsesstillinger – og det håber jeg da også, at de lægelige organisationer vil bakke op om".

Læs også: Lægeskolerne: Fingrene væk fra vores ph.d’er

Læs også: Uddannelses- og Forskningsministeriet vil undersøge, om for mange læger tager en ph.d.

Læs også: Femårs-fristen giver stadig problemer: Flere udskyder KBU

Læs også: Fireårsramte Renee Windfeld er tabt for Danmark