Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk
06.30 Jeg vågner i vores guest house i Kathmandu. Morgenmaden er en slags bygvælling, kartoffelpandekager og selvfølgelig te. Jeg er taget med den tyske, nonprofitorganisation Karmapa Health-Care til Nepal. To tandlæger, en optiker, en optikerelev, en medicinstuderende og så mig som læge. En årlig religiøs festival er et tilløbsstykke for beboere i Manang-provinsen, tæt på Tibet. De valfarter i disse uger til Kathmandu, så vores primære opgave er at tilse dem, børn fra to nærliggende børnehjem og munke og nonner fra klostre i landområderne.
8.45 Vi går de tyve minutter hen til klinikken, der er et lille lokale ved siden af et stort buddhistisk tempel. Omkring 15 børnehjemsbørn er der allerede. Da vi venter på de to nonner, der skal oversætte fra enten nepalesisk eller tibetansk til engelsk, bruger vi tiden på at opdele børnene. Nogle starter hos optikeren, nogle hos tandlægen, resten hos mig. Det minimerer ventetiden.
9.30 Den tyske medicinstuderende og jeg starter med en tiårig dreng. Han hoster lidt og har faktisk, da jeg lytter, svære krepitationer på lungerne. Vi sender ham videre til et sygehus, hvor han skal have taget røntgenbillede og undersøges for tuberkulose. Rektoren virker omsorgsfuld, så vi vælger at tro, at han tager barnet videre.
10.30 En 11-årig dreng har ofte ondt i ørerne. Jeg kan se store huller i begge trommehinder, så jeg forstår ham godt. Han bør ses af en øre-næse-hals-læge, men det er tvivlsomt, om de kan gøre noget for ham her. Det er nok konsekvensen af voldsomme mellemørebetændelser som lille.
12.40 Frokost. De tilrejsende fra Manang-provinsen laver mad i et storkøkken under et bliktag til de 200 tilrejsende. Vi spiser med. 7-8 klassiske nepalesiske retter. Grøntsager, jeg aldrig har set før, og chili i forskellige afskygninger og så ris. Vi spiser på trappen til templet. Folk summer omkring os, alle er i mere eller mindre klassiske folkedragter.
13.30 Inden vi går i gang igen, strækker vi lige ben i området. Vi fortsætter med almindeligt praksisarbejde. Der er en del infektioner, og mange har astma og KOL på grund af forurening, smog og rygning. Rigtig mange af børnene har vokspropper i ørerne, som vi forsøger at skylle ud.
14.45 En kvinde omkring de 60 kommer med hoste og vægttab. Jeg hører en voldsom gnidningslyd helt i toppen af lungen. Det kan næsten kun være tuberkulose. Jeg har læst om tuberkulose i lungehinderne, men har ikke hørt det før.
15.30 En 50-60-årig kvinde har synkebesvær på grund af en ekstremt stor skjoldbruskkirtel. Hun kan kun spise flydende kost, og hvis den vokser meget mere, vil hun have svært ved at få luft. På måden, den føles på, har jeg en mistanke om, at det godt kunne være en cancer.
17.00 En af dagens sidste patienter er en kvinde på 25 år, der taler fint engelsk. Hun tror, at hun er forbandet med sort magi, fordi hun ofte skal tisse om natten. Jeg undersøger uden at finde tegn til sygdom, så jeg beroliger hende og råder om mindre te før sengetid.
17.30 Vi går lidt rundt i området og ser den store stupa [helligdom], inden vi går hjem til guest house.
19.00 Vi får dal-bath (linser og ris) og momos (dampede indbagte boller). Vi hyggesnakker i sofagruppen, hvor vi udveksler patienthistorier. Tandlægen fortæller begejstret om en dreng med et ekstra sæt tænder – det har hun aldrig set før.
21.00 Jeg læser lidt op på tuberkulose og hepatitis i min medbragte bog om tropemedicin, inden jeg går bevidstløs omkuld.
