»Hun har fuldstændigt kredsløbskollaps …«

6.15: Vi står op. Min kæreste og jeg har en dreng på to år. Jeg spiser morgenmad med ham og får ham i tøjet. Min kæreste overtager ham, da jeg cykler fra Højbjerg, hvor vi bor, til Skejby.

8.15: Efter en kort morgenkonference går vi stuegang. Vi er opdelt i en hjerte-, en lunge- og en karkirurgisk sektion, og som uddannelseslæge er man i perioder allokeret på forskellige afsnit. Lige nu er jeg på Hjertekirurgisk Sektion, hvor jeg går stuegang.

8.45: Jeg bliver hurtigt kaldt til operation – ikke en stor operation, men en sårskiftning. Patienten er en midaldrende mand, som har fået svær sternuminfektion efter et skift af hjerteklap for tre måneder siden. Man var nødt til at lukke ham med en pectoralisplastik: Da man ikke kan lukke brystbenet sammen, må man tage brystmusklerne og lægge dem ned mellem brystbenets kanter. Man gør det sjældent – men altså i dette tilfælde. Det er gået godt, og de to lapper ser ud til at have det fint. De heler bare ikke hen over lapperne eller i hudniveau, og derfor går vi stadig og laver sårskifte på ham.

9.30: Da jeg kommer tilbage på afdelingen, er der stadig lidt stuegang – småopgaver plus blodprøver og klargøring af de næste dages patienter. Småopgaverne veksler med, at jeg skal på operationsgangen til endnu to sårskiftninger. De to patienter er nærmest identiske: to ældre mænd, som har fået infektion i deres pacelomme. Når det sker, må man tage pacemakeren ud og rense såret i lommen op. Det har vi nu gjort i en uges tid ved skiftning hver tredje dag. På begge patienter ser det rent og pænt ud, så de kan bare lukkes.

12.45: Efter frokost: En yngre mand i 20’erne, som to gange har haft pneumothorax og derfor skal have en forebyggende operation mod pneumothorax, og der er fundet plads til ham i operationsprogrammet. Det er kun et par dage siden, patienten havde sin anden pneumothorax, og jeg havde vagt, da han kom ind med en helt sammenklappet lunge. En trykpneumothorax, hvor lungen trykker mod den ene side. Jeg lagde pleuradræn på ham, så jeg kender ham lidt. Det er nu ikke mig, men en lungekirurgisk reservelæge, der skal operere, og jeg skal assistere. Det er en typisk procedure, som man kan udføre som uddannelseslæge i thoraxkirurgi.

Spontan pneumothorax ses ofte hos yngre personer. De skyldes små blæner – bullae – på lungen, og operationen foregår med torakoskop gennem tre små incisioner. Man finder blænerne og stapler dem af. Så ridser man med noget, der ligner sandpapir, på indersiden af lungehinden. Man laver nærmest en slags indvendig »hudafskrabning«, så lungen kan klistre sig fast og ikke klapper sammen igen. Man har rigtig ondt bagefter – men det virker. Risikoen for en ny pneumothorax nedsættes markant.

14.00: Jeg overtager den hjertekirurgiske vagttelefon. Den er fredelig, og der er ro på afdelingen, så jeg har tid til at lave lidt forskning. Mit projekt handler om patienter, som er opereret for spiserørskræft.

15.30: Jeg bliver kaldt til intensivafdelingen, hvor en midaldrende kvinde er indlagt med kardiogent shock. Hun har fuldstændigt kredsløbskollaps, så det besluttes at lægge hende på hjerte-lunge-maskine. Hun flyttes til kardiologisk laboratorium, hvor en kardiolog og jeg hjælpes ad: Kardiologen anlægger guide wire og store kanyler i lyskekarrene, jeg sikrer hæmostasen omkring indstiksstederne, suturerer kanylerne fast langs patientens ben og kobler kanylerne til hjerte-lunge-maskinen. Det kredsløb, der oprettes, kan forhåbentlig hjælpe hende igennem den akutte fase. I hvert fald kan man tydeligt se, at hun begynder at blive velcirkuleret og velperfunderet. Blodtrykket stiger, og hun får farve igen. I de næste dage skal den udløsende årsag behandles, så hjertet forhåbentlig kan genvinde sin funktion.

17.00: Jeg cykler hjem. Sammen med vores søn cykler vi ind til Aarhus midtby, køber fødselsdagsgave til vores niece og finder noget aftensmad inde i byen.

20.00: Vi er hjemme, barnet er puttet, og vi falder omkuld foran fjernsynet.