Herlev og Silkeborg anerkendes tirsdag for en god indsats i videreuddannelsen af læger. Herlev vinder Højdespringerprisen for at fordoble deres score, siden Sundhedsstyrelsen sidst besøgte dem, og Silkeborg vinder den generelle pris for at være topscorer ved Sundhedsstyrelsens inspektorbesøg.
Sundhedsstyrelsen sender inspektorer ud på uddannelsesafdelingerne på alle danske hospitaler hver fjerde år for at vurdere deres uddannelsesindsats. Inspektorerne bedømmer afdelingernes indsats på en skala mellem 1-4, og en score afgives. Det er på baggrund af de rapporter, prisen gives.
Diagnostisk Center i Silkeborg har scoret topkarakterer i alle kategorier ved Sundhedsstyrelsens sidste besøg i marts for et år siden. Kategorier som ”Læring i rollen som medicinsk ekspert”, ”Uddannelsessøgende lægers deltagelse i forskning” og ”Undervisning som afdelingen giver.”
Ortopædkirurgisk Afdeling på Herlev Hospital har vundet den såkaldte Højdespringerpris for at have fordoblet sin gennemsnitsscore ved inspektorbesøget. Her har inspektorerne ”med glæde konstateret”, at der er ansat ny uddannelsesansvarlig overlæge, Henrik Grønborg, siden sidste besøg, og at der er kommet et betydeligt fokus på uddannelse.
”Inspektorordningen er med til at holde fokus på uddannelsen af de yngre læger i et sundhedsvæsen i konstant bevægelse” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse. Han var selv inspektor før i tiden, og oplevede at besøgene var med til at udvikle lægernes uddannelse og skabe mere ensartede uddannelsesforhold.
<p>Sundhedsstyrelsen har uddelt priser til Regionshospitalet Silkeborg og Herlev Hospital for deres videreuddannelse af læger.</p>