Her er det lægen, der triagerer

Udefra ligner Royal Infirmary of Edinburgh ethvert betydende akuthospital – stort, hvidt, en indgang, et ambulancespor og en masse pladser foran til busser, taxaer og biler.

Men indeni – nærmere betegnet på akutmodtagelsen – er det anderledes end de fleste.

Hvor det typisk er sygeplejersker og kun sygeplejersker, der triagerer patienterne i akutmodtagelsen, er lægerne her med i forreste linje.

»Vi har en forstærket triagering. Vi har to spor, der ligner hinanden, men er separate – en for små og ambulante ting, og en for store ting«, forklarer David Caesar, den kliniske leder af akutmodtagelsen.

»Hvis man kommer i en ambulance, og tilfældet bedømmes til at være alvorligt, vil man blive mødt af en læge. Ca. en tredjedel af vores patienter kommer i en ambulance. Og resten bliver mødt i receptionen, hvor receptionisten er ret god til at bedømme, om situationens alvor er stor eller lille«.

Alvorlige tilfælde bliver behandlet som ambulancepatienterne. Men langt de fleste tilfælde er lettere, og de patienter bliver bedt om at tage plads i venteområdet, hvorefter de så – typisk efter ca. ti minutter – bliver kaldt til triage. Helt bogstaveligt. Det lyder i højttaleren »Jackie X« eller »James Y for triage, please«.

De læger, der er på vagt i receptionen, foretager så en vurdering og finder ud af, hvad der videre skal ske. I mange tilfælde er svaret ingenting, og det kan patienten så få at vide med det samme.

»I stedet for at placere dine mest seniore læger i slutningen af patientrejsen, som kan tage tre timer, ved jeg nu, at nogen styrer den rejse efter patientens ankomst. Lægerne kan sige til patienten, at han eller hun kan gå hjem, at han eller hun ikke behøver den og den test, at vedkommende helst skal ses af en ortopædkirurg osv. osv. Patienterne skal ikke igennem en serie af gentagne vurderinger«, siger David Caesar.

Der kan også med det samme bestilles prøver, ekg, røntgen m.m. Også det speeder patientens forløb op.

Det er dog ikke læger alene, der håndterer opgaven med at triagere.

»Receptionens læger og sygeplejersker er alle involverede i triagering. Vi har en langt større udviskning af roller end før, og sygeplejerskerne kan være lige så involverede i de små sager, især vores nurse practitioners (en særlig sygeplejerskekategori, der bl.a. kan stille visse diagnoser, foretage en række behandlinger og ordinere et stort antal lægemidler, red.). De er selvstændige klinikere og kan gøre, hvad de mener er rigtigt for patienten«, siger David Caesar, som også påpeger, at denne måde at arbejde på reducerer fejl.

Hospitalet plejede at bruge den almindelige form for triagering, men for et par år siden voksede ventetiderne til nærmest krisetilstand, og systemet blev lagt om.

Det var ikke helt nemt. Bl.a. strittede nogle af lægerne imod.

»Vi erkender, at vi har gjort det relativt ekstremt, og det er en afvigelse fra, hvad den traditionelle opfattelse af rollerne som specialist og læge er. Men vi har prøvet at sætte patientens oplevelse i første række«, siger David Caesar.

Systemet vil heller ikke kunne fungere alle steder. Bl.a. er i det mindste en del af forudsætningen eksistensen af tilstrækkeligt mange læger med erfaring fra den akutte situation. David Caesars speciale er akutmedicin, og den type læger er der blevet ansat flere af på Royal Infirmary of Edinburgh, siden det nye system blev indført for et par år siden.

I dag er modstanden forsvundet, siger han.

»Ingen kan forestille sig at gå tilbage til den måde, vi gjorde det på før«.