I september fik Henrik Dibbern efter to års fravær fra PLO-toppen sæde i PLOs bestyrelse.
På et bestyrelsesmøde i fredags, hvor fordelingen af udvalgsposter var på dagsordenen, faldt valget på Henrik Dibbern som den ene af fire medlemmer i forhandlingsudvalget. De øvrige er formand Christian Freitag, næstformand Niels Ulrich Holm og Anna Mette Nathansen.
Der er tale om en genkomst for Henrik Dibbern i forhandlingsudvalget. Som formand for PLO fra 2009 til 2013 var han den, der førte an i de dramatiske overenskomstforhandlinger, der brød sammen i foråret 2013. Henrik Dibbern opfordrede til konflikt og ønskede, at medlemmerne afleverede ydernumrene. Det blev afvist af repræsentantskabet i juni 2013 med stemmerne 25 mod 24.
Henrik Dibbern havde sat sit formandskab ind på det og tog konsekvensen af afstemningen umiddelbart efter og gik af.
<p>Der bliver i hvert fald én gammel kending på den anden side af forhandlingsbordet, når regioner og PLO næste gang skal strikke en overenskomst sammen. Henrik Dibbern er valgt ind i det nye forhandlingsudvalg. </p>