Mange områder i det såkaldte Udkantsdanmark døjer med at lokke lægelig arbejdskraft til. Det gælder også Jyllands vestkyst, og det problem vil Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, HEALTH, nu bidrage til at afhjælpe.
Det skal ske ved at åbne en aflægger i Hvide Sande. I stil med fakultetets internationalt orienterede sproglige profil, vil satellitten få det officielle navn HEALTH, White Sands.
Dekan på HEALTH, Allan Flyvbjerg, siger, at initiativet er inspireret af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.
”Det initiativ er sikkert velment, men måske ikke så heldigt for de berørte medarbejdere. Så jeg tænkte, at det var en meget bedre ide at skabe noget helt nyt. Få nogle unge mennesker ud til randområderne, allerede mens de studerer – så kan det være, at de bliver i området bagefter”, siger han begejstret.
”Det prøver de jo også oppe i Aalborg, og der er ikke noget til hinder for, at vi kan gøre det samme i Hvide Sande”.
Hvide Sande er en fiskerby på den jyske vestkyst med lige over 3.000 indbyggere. Byen er beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunens sundhedsprofil viser en vifte af udfordringer: f.eks. lider 39 pct. af moderat overvægt, mens 18 pct. døjer med svær overvægt. Næsten hver femte ryger dagligt, og 23 pct. har et højt stressniveau.
Hvide Sande er en fiskerby på den jyske vestkyst med lige over 3.000 indbyggere. Byen er beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunens sundhedsprofil viser en vifte af udfordringer: f.eks. lider 39 pct. af moderat overvægt, mens 18 pct. døjer med svær overvægt. Næsten hver femte ryger dagligt, og 23 pct. har et højt stressniveau.
De studerende skal komme fra de næste optag på Aarhus Universitet, og de omkring 50 stud. med.’er, som skal til White Sands, vil få en særlig udkantsbonus, ligesom det kendes fra de økonomiske lokkemidler, regionerne til tider tilbyder praktiserende læger. Den ventes at blive i omegnen af 50.000 kr. om året, og HEALTH er i øjeblikket ved at finde pengene.
”Vi er jo noget belastet af de sparekrav, som regeringen har pålagt os, men det skal nu nok lykkes. For vi sparer også en del omkostninger ved at få nogle af de studerende ud i et udkantsområde. Alene huslejen!”, siger Allan Flyvbjerg
Hvem skal undervise de studerende derude?
”Det skal vores sædvanlige professorer og andre undervisere. Det kan sagtens lade sig gøre. Engang imellem skal de derud, og det tager vel et par timer, måske endda mindre – der kører jo stort set aldrig nogen mennesker på de veje. Men en del af undervisningen kommer også til at foregå over internettet. Det er faktisk en af de helt store tendenser i universitetsverdenen i øjeblikket – den får vi så også prøvet af her på HEALTH”.
Hvad siger underviserne til det?
”De er helt med på den. De vil også gerne være med til at løse problemet med lægemangel rundt omkring. Det er jo ansvarlige folk, og vi er alle sammen her på HEALTH helt vilde med begreber som rettidig omhu, corporate responsibility og den slags management speak”.
Hvornår tror du, I kan åbne HEALTH, White Sands?
”Jeg satser på 1. april næste år”.
<p>Regeringens planer om udflytning af statslige arbejdspladser har inspireret HEALTH på Aarhus Universitet, som nu vil etablere en afdeling i Region Midtjyllands udkant (obs. publiceret 1. april).</p>