Hvis den fine, gamle skål går i stykker, kan man vælge at smide den ud. Man kan også forsøge at klinke skårene sammen, men kønt bliver det ikke.
Eller man kan gøre, som de gamle, japanske håndværkere, der reparerede med en speciallak, opblandet med pulveriseret guld, sølv eller platin og derved gjorde reparationen til en synlig del af skålens historie i stedet for at skjule den.
Kintsugi kaldes metoden.
Og "Kintsugi" er det navn, Medicinsk Museion i København har valgt til den udstilling, der netop er åbnet – med tilføjelsen: ”Gyldne krops-reparationer”.
”Udstillingen udforsker kintsugi som en metafor for de reparationer, vores kroppe undergår gennem livet. Og set på den måde bliver aldringsprocessen ikke nødvendigvis kun en fortælling om forfald og undergang”, forklarer museumsinspektør Anne Bernth Jensen.
Det er ikke en stor udstilling – montren med sine 37 genstande fra alle afkroge af Medicinsk Museions samlinger fylder knap nok en hel væg.
”Briller er et godt eksempel på kintsugi”, siger Anne Bernth Jensen. ”Briller er egentlig et handicaphjælpemiddel, men opfattes som et ansigtssmykke. Omvendt med høreapparater, der skal reparere på en anden sans – de skal som regel skjules”.
Før teknologien tillod at lave høreapparater på størrelse med en ært, måtte man dog gøre en dyd af nødvendigheden og lave smukt forsirede tante Møhge-høretragter af sølv – kintsugi. I det mindste til dem, der havde råd. Udstillingen har medtaget et pragteksemplar.
Ikke alle genstande er synlig, ydre æstetik. Aortastentens kunstfærdige netværk er smukt. Men når det er på plads, er det skjult i dybet af thorax. Til forskel fra det guldgebis, som en gammel søulk havde fået fremstillet med symbolerne for Tro, Håb og Kærlighed udstanset.
Gebisset gør pralende kropsreparationen til en dyd. Men knoglesøm, hofteproteser eller en stent, der forsvinder ind i kroppen: Hvad har det at gøre med kintsugitanken?
”Vi udforsker kintsugi som en metafor for reparationer af kroppen. Men det kommer an på øjnene, der ser”, siger Anne Bernth Jensen.
”Ingeniøren, der ser det mønster, som stenten er skåret i, vil synes, den er smuk, da den kan bevæge sig i alle retninger uden at blive metaltræt, og sådan, at den kan overleve mange år inde i kroppen. Ligesom kirurgen vil finde det smukt at kunne genoprette forløbet i en ældre kvindes årer, så blodet igen ruller som hos en 15-årig”.
Imponerende er samlingen af pacemakere. Mange ligner den Ronson-lighter, som overlægen tændte sin cigaret med i 1966.
”Præcis – og den måde, vi har udstillet dem på, får dig netop til at se en æstetisk værdi i noget, som skjules under huden. Og det er da smukt, at et hjerte, der er ude af takt og ikke længere kan slå selv, får hjælp, så det kan slå som et urværk igen”, siger Anne Bernth Jensen.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med professor Rudi Westendorp fra Center for Sund Aldring og Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
Museet er åbent tirsdag-fredag, kl. 10-16 og lørdag-søndag, kl. 12-16.
<p>Fin, lille udstilling på Medicinsk Museion afsøger grænselandet mellem kunst og lægevidenskab, når den viser de reparationer, vi gennem tiderne har foretaget af kroppens skader og skavanker.</p>