VIDENSKAB Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), kom under kritik, da de offentliggjorde udkastet til en dom over den velanskrevne forsker, professor Bente Klarlund Pedersen. Kritikken gælder blandt andet, at UVVU skærer bevidst svindel og »sjuskefejl« over samme kam.
Professor Niels Borregaard tog initiativ til at indsamle underskrifter imod UVVU's udkast og sagde til Ugeskrift for Læger (nr. 34/2013:1858-61), at UVVU var »røget helt af sporet«. Man burde derfor i mindre alvorlige sager lade udvalgene for god videnskabelig praksis uddele de fornødne rap over fingrene. Ved mistanke om grov svindel kunne universitetet nedsætte et internationalt udvalg med dybere sagkundskab, end man kan forlange af et stående udvalg som UVVU.
I denne uge slår overlæge og klinisk professor, Ole Haagen Nielsen og overlæge Nils Axelsen, Enheden for Forskningsintegritet, Statens Serum Institut, i en leder (side 2473) til lyd for at gå en anden vej – nemlig at styrke UVVU.
UVVU blev undfanget
hos Ugeskriftet
Tanken om en instans, der kunne gribe ind imod videnskabelig uredelighed, opstod faktisk i redaktionen for Ugeskrift for Læger, fortæller en af initiativtagerne, professor emeritus Povl Riis.
»Der var ingen instanser, der kunne gribe ind, hvis der var læger, der snød med deres forskning«, siger Povl Riis, som i 1967 overtog den videnskabelige redaktørpost ved Ugeskrift for Læger fra Mogens Fog og bestred posten indtil 1991. Og det var blandt andet under inspiration fra Mogens Fog, at tanken om en sådan instans var opstået, fortæller Povl Riis:
»Vi tænkte primært på en instans, der skulle forhindre egentlig svindel, for det foregik der en del af. Men der var også et sammenspist miljø af overlæger, hvor man nemt kunne slippe af sted med meget«, siger han.
»Alle, der havde noget at gøre med kolleger, som lavede noget uredeligt, kendte til det. Det blev ikke undersøgt officielt, men der blev snakket om det«, fortæller Povl Riis.
»Det var vi nogle, der ikke brød os om. Vi følte, at vi var nødt til at få en ordning, der udelukker den slags og holder en høj stil, så man kunne stole på videnskaben. Det angår jo indimellem meget syge patienter, som ikke må blive underkastet utroværdige forskningsresultater«, siger Povl Riis og peger på, at det første UVVU udelukkende blev oprettet for sundhedsvidenskaberne.
Og I beskæftigede jer i begyndelsen udelukkende med egentlig svindel?
»Ja. Men vi så efterhånden også ting, som var lige så vildledende, selv om der ikke lå et kriminelt sigte bag. For dårlig forskning er lige så uanvendelig og potentielt skadelig og lige så belastende for læge-patient-forholdet«, siger Povl Riis.
Derfor beskæftigede UVVU sig i sine første ti år også med den »dårlige forskning« – indtil Lomborg-sagen resulterede i et påbud om kun at vurdere, om der var tale om uredelighed eller ej.
Og Povl Riis er fuldt ud enig med Ole Haagen Nielsen og Nils Axelsen i, at UVVU bør styrkes ved at vende tilbage til det præ-lomborgske kommissorium:
»Der skete et stort tilbageskridt, og det vil vi gerne have rettet op igen efter det mønster, vi kender ude i verden, hvor man nu praktiserer det på grundlag af de ideer, der dengang lå bag UVVU«.
UVVU blev undfanget
hos Ugeskriftet
Tanken om en instans, der kunne gribe ind imod videnskabelig uredelighed, opstod faktisk i redaktionen for Ugeskrift for Læger, fortæller en af initiativtagerne, professor emeritus Povl Riis.
»Der var ingen instanser, der kunne gribe ind, hvis der var læger, der snød med deres forskning«, siger Povl Riis, som i 1967 overtog den videnskabelige redaktørpost ved Ugeskrift for Læger fra Mogens Fog og bestred posten indtil 1991. Og det var blandt andet under inspiration fra Mogens Fog, at tanken om en sådan instans var opstået, fortæller Povl Riis:
»Vi tænkte primært på en instans, der skulle forhindre egentlig svindel, for det foregik der en del af. Men der var også et sammenspist miljø af overlæger, hvor man nemt kunne slippe af sted med meget«, siger han.
»Alle, der havde noget at gøre med kolleger, som lavede noget uredeligt, kendte til det. Det blev ikke undersøgt officielt, men der blev snakket om det«, fortæller Povl Riis.
»Det var vi nogle, der ikke brød os om. Vi følte, at vi var nødt til at få en ordning, der udelukker den slags og holder en høj stil, så man kunne stole på videnskaben. Det angår jo indimellem meget syge patienter, som ikke må blive underkastet utroværdige forskningsresultater«, siger Povl Riis og peger på, at det første UVVU udelukkende blev oprettet for sundhedsvidenskaberne.
Og I beskæftigede jer i begyndelsen udelukkende med egentlig svindel?
»Ja. Men vi så efterhånden også ting, som var lige så vildledende, selv om der ikke lå et kriminelt sigte bag. For dårlig forskning er lige så uanvendelig og potentielt skadelig og lige så belastende for læge-patient-forholdet«, siger Povl Riis.
Derfor beskæftigede UVVU sig i sine første ti år også med den »dårlige forskning« – indtil Lomborg-sagen resulterede i et påbud om kun at vurdere, om der var tale om uredelighed eller ej.
Og Povl Riis er fuldt ud enig med Ole Haagen Nielsen og Nils Axelsen i, at UVVU bør styrkes ved at vende tilbage til det præ-lomborgske kommissorium:
»Der skete et stort tilbageskridt, og det vil vi gerne have rettet op igen efter det mønster, vi kender ude i verden, hvor man nu praktiserer det på grundlag af de ideer, der dengang lå bag UVVU«.
Ingen beføjelser i »gråzonen«
»Selvfølgelig findes der videnskabelig uredelighed – og selvfølgelig skal hammeren falde, hvis man skriver om forsøg med mus og rotter, som ikke eksisterer«, siger Ole Haagen Nielsen.
Den slags forekommer dog sjældent, og i virkeligheden er et langt større problem dårlig kvalitet i forskningen, mener Ole Haagen Nielsen, der sammen med den ene af UVVU’s grundlæggere, overlæge ved Statens Serum Institut Nils Axelsen har skrevet lederen.
»Der er en gråzone, der ligger meget tæt på videnskabelig uredelighed – og som fører læserne på vildspor med spild af resurser til følge«, siger Ole Haagen Nielsen.
Problemet fandtes formentlig også, da UVVU blev etableret for 20 år siden. Men ifølge Ole Haagen Nielsen var UVVU ved tilblivelsen først og fremmest rettet imod egentlig svindel.
»Questionable Research Practice (‚tvivlsom videnskabelig praksis‘) er imidlertid et langt større problem end den egentlige svindel«, således som det også fremgår af lederen, siger Ole Haagen Nielsen. Imidlertid har UVVU ingen beføjelser til at dømme i disse sager.
»Billedligt talt kan man - hvis man kører over for rødt lys – argumentere, at man ikke så det, fordi man lige sad og indstillede på bilradioen – men det er trods alt stadig væk ulovligt. Hvis man imidlertid kører over for rødt flere gange i træk, så bør det få konsekvenser, og i sådanne tilfælde bør UVVU have beføjelser til selv at træffe afgørelser, uden at det hver gang skal ende i ørkesløse diskussioner«, siger Ole Haagen Nielsen.
»Questionable Research Practice blev der ikke taget højde for ved etableringen af UVVU i 1992, og derfor bør UVVU have et serviceeftersyn, der ruster det til både at håndtere egentlig uredelighed og den dårlige praksis«, tilføjer han
»For hvis den slags blot bliver fejet ind under gulvtæppet, kan det skade dansk forsknings troværdighed og gøre det sværere at etablere international forskningssamarbejde«.
Lomborg-cirkulæret
Niels Axelsen forklarer, at Danmark høstede stor international anerkendelse for etableringen af UVVU:
»UVVU sikrede, at man i Danmark ikke fik dårligt gennemførte undersøgelser pga. inhabilitet, og mangel på viden og erfaring med disse sager, sådan som der var mange eksempler på fra udlandet«, siger han.
Efterhånden gik det op for UVVU, at mange af de sager, man fik om påstået uredelighed, i virkeligheden snarere drejede sig om mindre brud på forskningsintegriteten, som UVVU kaldte »afvigelser fra god forskningspraksis« – det, som nu internationalt kaldes QRP.
»Det var også klart, at nogle af disse afvigelser havde haft store skadevirkninger på forskningens troværdighed og gennemførelsen af forskningen. På den baggrund udgav UVVU ’Vejledninger i God Videnskabelig Praksis’ og udtalte sig, foruden om egentlig uredelighed, også om, hvorvidt der var tale om afvigelser fra god praksis i de sager der blev anmeldt for uredelighed.
I sagen om politologen Bjørn Lomborg vurderede UVVU således, at der »kun« var tale om afvigelser fra god praksis.
»Mange forstod ikke denne kritik, som også vakte mishag i regeringen«, siger Nils Axelsen.
»Dette førte til et nyt cirkulære, som bestemte, at UVVU herefter kun måtte udtale sig om egentlig uredelighed. Endvidere måtte UVVU ikke længere beskæftige sig med at udvikle standarder for god videnskabelig praksis«.
»Dermed var UVVU afskåret fra at udtale sig nuanceret og kunne heller ikke fortsætte med den bredere, systematiske indsats til fordel for dansk forsknings troværdighed, hvilket herefter blev overladt til nyoprettede ‚praksisudvalg‘ på universiteterne«, fortsætter Nils Axelsen.
»I 2005 blev det klart dokumenteret, at disse afvigelser fra god praksis er et langt større problem for forskningens troværdighed end egentlig uredelighed, og at der måtte gøres noget ved det«, siger han.
Tabt forspring
må indhentes
Mens der allerede nu er sket en del på området i USA, har universiteternes praksisudvalg ifølge Nils Axelsen ikke løst opgaven med at sikre gennemførelse af god videnskabelig praksis i forskningsmiljøerne.
»De har først fået øjnene op for nødvendigheden af det, efter at vi nu også i Danmark har haft en større sag om uredelighed, som der kendes så mange af fra udlandet. I Danmark er vi nu endelig ved at gøre noget, men det kræver en ganske stor og systematisk indsats på alle niveauer i forskningsverdenen«, siger Nils Axelsen.
Han mener, at Danmarks udgangspunkt allerede er meget stærkere end i andre lande, efter at vi i mange år har opsamlet viden og erfaringer i UVVU.
»Denne store konkurrencefordel må naturligvis ikke tabes på gulvet, men tværtimod udnyttes«, siger Nils Axelsen.
»UVVU’s beføjelser må derfor styrkes, så vi snarest muligt kan vise, at vi igen er i eliten, hvad angår beskyttelsen af forskningens integritet. Der sker for tiden meget, vi kan lære af på den internationale scene. At overlade hver enkelt forskningsinstitution helt til sig selv på dette for forskningen helt centrale område vil være at skyde dansk forskning i foden«, siger Nils Axelsen.
<p>I en lederartikel i dette nummer af Ugeskriftet slår to forskere et slag for at styrke UVVU, så de – igen – får mulighed for at kritisere dårlig forskning. Det er nemlig et langt større problem end bevidst svindel.</p>