Landets fattigste kommuner mister praktiserende læger langt hurtigere end mere velstillede dele af landet.
I går, onsdag, præsenterede ph.d.-studerende Mads Toft Kristensen en undersøgelse, som viste, at hver tiende alment praktiserende læge siden 2005 er ophørt i de mest udsatte kommuner på Sjælland.
Der er overvejende tale om udkantskommuner med en overvægt af ældre borgere, mange kronisk syge og generelt en høj forekomst af socialt udsatte. I tilmed skal lægerne i disse kommuner i gennemsnit tage sigt af 150-200 flere patienter end deres kolleger i kommuner, der socioøkonomisk er bedre stillede.
Mads Toft Kristensen peger på flere måder at komme problemet til livs. Blandt andet foreslår han et differentieret basishonorar, så lægerne i de fattigste kommuner får lidt mere, fordi patienterne ofte har komplekse – og tidkrævende – problemstillinger.
Han erkender dog, at ”det bliver ikke uden sværdslag”, fordi det indebærer, at man for at gennemføre idéen skal ”tage fra de rige og give til de fattige”.
”Men man kunne vælge at udrulle det over en årrække så man kan tilpasse klinikkerne”, tilføjer han.
”Det vil dele danskerne i klasser”
Christian Freitag, formand for de praktiserende lægers organisation PLO, er uenig. Ikke i, at lægemanglen vender den tunge ende nedad, og at der skal laves om på det. Men det differentierede basishonorar er ikke den rette vej, siger PLO-formanden til Ugeskriftet.dk.
- Det virker da ikke fair, at lægen skal tjene mindre, fordi patienterne i et område er ekstra tidkrævende på grund af komorbiditet eller sociale problemer. Lyder differentierede basishonorarer ikke som en god idé?
”Det er ikke en løsning, vi ser som særlig god eller langtidsholdbar. Hvis problemet er, at tunge og kroniske patienter er mere tidskrævende, mener jeg, at det er tiden til disse patienter, der skal honoreres bedre. Og det vil jo også komme de socialt belastede områder særligt til gode, hvis man laver et differentieret honorar på det grundlag”, siger Christian Freitag og forklarer:
"Hvis man kun skelner på basis af geografien eller ”sociodemografien”, begynder man at dele danskerne op i forskellige klasser. Så bliver den klasse, du tilhører, afgørende for, hvor meget, den læge, du besøger, får for at se dig. Jeg tror, det er en farlig udvikling, at sætte forskellige beløb på forskellige borgere, så lægen får 100, 150 eller 200 kroner, afhængigt af den pågældende borgers socioøkonomiske eller geografiske forhold”.
Et mere fair honorar
- Hvis honoraret er geografisk defineret, stempler det vel netop ikke den individuelle patient? Hvis X-købing har dobbelt så mange gamle og kronisk syge, får du simpelthen et højere basishonorar. Alle patienter udløser samme ydelseshonorarer, og lægen tjener ikke færre penge, end hvis adressen er Gentofte.
”Jeg mener, at en langt bedre løsning vil være at se på de konsultationer, vi har i de socialt belastede områder. Her er flere af de tidskrævende konsultationer. Der kan være tolkning, kronikere med mange forskellige sygdomme osv. Disse konsultationer, mener jeg, skal honoreres bedre end andre konsultationer, der er mindre tidskrævende”.
- Men begynder man så ikke netop at skelne mellem folk?
”Jo – men ikke efter, hvad de tjener, efter uddannelsesniveau eller postnummer. Vi skelner efter den sygdomsproblemstilling, vedkommende præsenterer – uanset, om det er en rig eller en fattig, eller om det er Gentofte eller Brøndby. For lægen i Gentofte skal have det samme honorar for den samme patient – der er bare væsentligt færre af dem i Gentofte”.
- Er det et emne, I har talt med Danske Regioner om?
”Desværre ikke endnu. Men der er ingen tvivl om, at der er en bred interesse for det i PLO, uanset, hvor man sidder i landet. I virkeligheden handler det om et mere fair honorar”.
<p>PLO-formand: Lægemanglen løses ikke ved at give højere basishonorar i udsatte områder, men ved at lade patientens sygdomsbillede afgøre honoraret – uanset postnummer.</p>