Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Det er sidst på dagen, og Martin Bach Jensen, der er praktiserende læge i Sæby i Vendsyssel, 12 kilometer syd for Frederikshavn, viser rundt i sin solopraksis i byens sundhedshus, hvor han, foruden venteværelse og en smagfuldt indrettet kaffestue med cognacfarvet lædersofa og matchende syverstole, kan åbne dørene til hele ni konsultationsrum.

Dog udgør fem af dem tilsammen det første af foreløbig to planlagte kliniklaboratorier i Region Nordjylland. Et eksperimentarium, der har til formål at drive lokalt forankret forskning til gavn for fremtidens almen praksis og dens patienter. Vel at mærke forskning, der foregår dør om dør med de daglige konsultationer og med involvering af Martin Bech Jensens patienter.

Kliniklaboratoriet, som er det første af sin slags i landet, er etableret af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet (AAU) i samarbejde med bl.a. region, kommuner og det almenmedicinske forskningsmiljø (se boks), og Martin Bach Jensen er som professor i almen medicin ved AAU primus motor for projektet.

Patienter fra hans praksis leverer data til et projekt, der ved hjælp af kunstig intelligens har til formål at gøre journalen mere overskuelig og lettere for lægen at skaffe sig overblik i.

»Mere komplekse patienter betyder også til stadighed mere komplekse journaler. Formålet er bl.a., om det f.eks. vil være muligt at indføje blodprøvesvar på en sorteret måde, så vi undgår, at det, vi skal være opmærksomme på, drukner i mængden.

Det skal være et landsdækkende projekt, men det er påbegyndt her i vores sandkasse«, siger Martin Bach Jensen og uddyber, hvorfor kliniklaboratorier, placeret i smørhullet af den praktiserende læges hverdag, er den optimale ramme for at kunne afprøve og undersøge procedurer, behandlinger, ny teknologi etc. og derigennem bidrage til at løfte og udvikle almen praksis til at kunne håndtere stadig flere opgaver.

»Vi skal styrke vores diagnostiske formåen«

»Lige nu er almen praksis under pres, fordi vi er for få, og det vi her arbejder hen imod, er at bidrage til at tilpasse almen praksis til den måde, sundhedsvæsenet tager sig ud på om blot få år.

De supersygehuse, der skyder op nu, har alt for få senge, ligesom specialiseringen allerede nu har antaget et omfang, der gør det svært at håndtere patienter med flere sygdomme – her i vores praksis fejler de ofte både både fem og syv ting.

Hvis ikke jeg visiterer ind på den præcis rette hylde, bliver patienten sendt hjem igen, selvom den pågældende viser sig at være syg. For at gøre os i stand til at visitere til den rette specialist på sygehuset bliver vores diagnostiske formåen i almen praksis nødt til at være på et højere niveau, end den er i dag

Det kræver øget faglighed og øget brug af ultralydsskanning og andre diagnostiske værktøjer – også for at vi kan honorere ønsket om, at patienterne skal forblive hos os i almen praksis længst muligt.

Vi bliver nødt til at flytte på grænsen for, hvornår vi sender patienterne videre til specialistekspertise på sygehuset«, siger Martin Bach Jensen.

I et andet igangværende pilotprojekt i kliniklaboratoriet oplæres klinikpersonalet ligeledes via kunstig intelligens i at optage billeder af og vurdere diabetespatienters øjenbaggrund med henblik på at triagere dem i forhold til, hvornår de skal ses af en øjenlæge.

»Er det en opgave, vi kan varetage i almen praksis i forbindelse med årskontrollen, vil patienterne kunne spare en tur til øjenlægen«, siger Martin Bach Jensen, der selv er aktiv som forsker i pilotprojektet, der udføres af en ph.d.-studerende.

Et andet forskningsprojekt har til formål at undersøge, hvorfor 26 procent af de samme diabetespatienter ikke går til øjenlæge for at få fanget eventuelle karblødninger, der kan føre til nedsat syn. Martin Bach Jensens klinik leverer patienter til projektet, der forestås af en cand.scient. i idræt.

Klinikpersonalet deltager i et projekt om håndtering af rygpatienter, som en cand.scient.san. og en fysioterapeut står for. Ligesom de kandidatstuderende i fysioterapi i kliniklaboratoriet ultralydsskanner patienter som supplement til den undervisning, der overvejende foregår på AAU.

Ingeniører og humanister, ja tak

Sidebar placering
Venstrestillet
Billede
Martin Bach Jensen, praktiserende læge i Sæby i Vendsyssel. Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset
Caption
Martin Bach Jensen, praktiserende læge i Sæby i Vendsyssel. Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset
Sidebar placering
Venstrestillet

For Martin Bach Jensen er det væsentligt at invitere ikke blot almenmedicinere, men også ingeniører, antropologer, psykologer, sociologer og andre med en humanistisk og samfundsvidenskabelig baggrund ind i kliniklaboratoriet.

»Her er fysisk mulighed for, at vi kan igangsætte projekter, der afprøver nye arbejdsgange og samarbejder. En sociologistuderende kan slå sig ned og interviewe patienter, der kan bidrage til at gøre os klogere. Så der er en stående invitation til, at studerende og kandidater inden for andre felter end medicin begynder at beskæftige sig med at finde løsninger til vores verden.

Dertil kommer, at forskning, der foregår ude i almen praksis og involverer de patienter, vi ser i den almindelige konsultation, er med til at skabe et fagligt miljø, hvor flere vil kunne se sig selv slå sig ned i et område som her i Sæby, der ofte anses for at være en udørk.

De yngre læger, der vikarierer for mig her i klinikken, og som er på vej til at blive almenmedicinere, ser alle deres fremtidige virke som en blanding af at forske og være læge for patienterne.

Vi er desuden begunstiget af, at universitetet i Aalborg har stort fokus på almen medicin.

Og mens de grundlæggende forudsætninger for at etablere fødsels- og hjerteafdelinger i top er større i København end i Hjørring, kan almen praksis have den samme faglige ballast, uanset om vi befinder os i Søllerød eller i Sæby, og den mulighed skal vi udnytte«.

Civilsamfundet skal med

Derudover er der ifølge Martin Bach Jensen et stort potentiale for projekter, der i højere grad rækker ud i det lokale sundheds- og civilsamfund.

»Et eksempel på et uformelt samarbejde, der allerede er sat i værk, er med de jordemødre, der holder til i sundhedshuset. Når de indimellem er usikre på, om hovedet vender op eller ned på fosteret, sender de den gravide til en ultralydsskanning for at få afklaret fosterets lejring, så kvinderne slipper for turen til Gynækologisk Afdeling i Hjørring.

Hvis vi skal være et nært sundhedsvæsen, skal vi udnytte hinandens kompetencer.

Vi har mange ældre, multimorbide patienter, hvoraf mange også tumler med ensomhed. Og selvom det ikke er en kerneopgave for almen praksis at tage hånd om ensomhed, fører den til flere konsultationer, og derfor er det også noget, vi skal være med til at forebygge«.

Kommunens aktie i kliniklaboratoriet i Sæby er endnu ikke til stede. Men det, håber Martin Bach Jensen, kommer til at ske.

»Vi har mange dysfunktionelle familier, der er tynget af misbrug, og hvor de voksne er uden for arbejdsmarkedet. Her er der et stort potentiale og behov for at få et samarbejde med både misbrugs- og jobcentret op at stå. Selvfølgelig har det kommunale jobcenter og vi et forskelligt perspektiv på patienten, men det skal ikke afholde os fra at indgå et samarbejde«.

Netværk og uddannelse i ét

Sidebar placering
Venstrestillet
Billede
Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset
Caption
Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset
Sidebar placering
Venstrestillet

En gang om måneden dukker områdets uddannelseslæger op her i kliniklaboratoriet efter fyraften for at blive undervist i forskellige kliniske emner, oftest med patienter involveret.

I dag handler det om, hvordan ultralydsskanning kan bidrage til at blive klogere på åndenød. En patient med en særlig problemstilling er allerede mødt op og ligger klar på briksen.

Seks læger har meldt deres ankomst, men i dag er der mandefald, så fadene med muffins og udskåret frugt står næsten uberørt hen. Kun Anja Lehmann, der er i fase 1 af sin hoveduddannelsesstilling i almen medicin, er dukket op.

»Jeg får meget ud af at komme her. De faglige cases, vi præsenteres for, er ofte noget, jeg ikke har set tidligere. Men formålet er også at netværke med hinanden. Nogle kommer fra andre egne af landet og er havnet her i Vendsyssel, hvor de ofte sidder i en praksis uden at kende så mange andre læger«, siger Anja Lehmann, inden hun skal ind og overvære Martin Bach Jensen lave ultralydsundersøgelse på patienten for derefter selv at prøve kræfter med apparatet.

Forskning, der ikke forstyrrer driften

Janus Laust Thomsen er professor ved Center for Almen Medicin ved AAU samt leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Nordjylland, hvor kliniklaboratoriet i Sæby er forankret.

»På baggrund af den lange række af projekter, vi foreløbig har igangsat, og som benytter kliniklaboratoriets faciliteter, kan vi allerede nu se værdien af muligheden for tidligt at teste interventioner af i et miljø, hvor det ikke går ud over den daglige drift.

Når vi i regi af forskningsenheden for almen praksis laver interventionsforskning, der skal prøves af i almen praksis, trækker vi store veksler på de travle praksis, der stiller sig til rådighed.

Men med kliniklaboratoriet i Sæby er der mulighed for at involvere patienterne i forskningsprojekter, uden at det forstyrrer den daglige drift «, siger Janus Laust Thomsen, der også nævner, at der er kommet henvendelser fra forskere på sygehusene.

»De finder det interessant, at de med kliniklaboratoriet kan komme tættere på almen praksis med interessante projekter.

Vi er også begunstiget af, at almen medicin har en styrkeposition på AAU, og på de studerendes forskningssemester er kliniklaboratorierne et oplagt sted at bedrive almenmedicinsk forskning«, siger Janus Laust Thomsen.

Sidebar placering
Venstrestillet
Kliniklaboratorier for almen praksis

Det første af to planlagte kliniklaboratorier blev i 2020 etableret i Sæby i Nordjylland.

Det andet forventes senere etableret i Thisted. Kliniklaboratoriet i Sæby er etableret i samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet og en lang række interessenter: det almenmedicinske forskningsmiljø og andre forskningsfagligheder, Frederikshavn og Thisted Kommuner, Region Nordjylland, Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation.

Projektet er forankret ved Center for Almen Medicin, AAU.

Ombryd tekst
0
Brødtekst

Det første af to planlagte kliniklaboratorier blev i 2020 etableret i Sæby i Nordjylland.

Det andet forventes senere etableret i Thisted. Kliniklaboratoriet i Sæby er etableret i samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet og en lang række interessenter: det almenmedicinske forskningsmiljø og andre forskningsfagligheder, Frederikshavn og Thisted Kommuner, Region Nordjylland, Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation.

Projektet er forankret ved Center for Almen Medicin, AAU.

Article type
Journal
Section
Woodwing Id
63766
Images
69287.jpeg
Subtitle

Patienterne i en solopraksis i Vendsyssel leverer krop og data til den forskning, der foregår i landets første kliniklaboratorium, der er placeret dør om dør med lægens konsultation, og som har til formål både at finde gode løsninger til fremtidens almen praksis og gøre det attraktivt at slå sig ned som praksislæge i en udørk.

Authors

Dorte R. Jungersen, dorte@jungersenjournalistik.dk

0 likes