At forske er superfrustrerende og så fedt

En ting er fyrtårnene – de forskningsprojekter, der får kæmpe millionbeløb fra de store fonde, og som finder vej til overskrifterne i medierne. Men hvad med vilkårene for den regionale forskning og den myriade af projekter af større eller mindre karakter, der findes i regionalt regi? Det var fokus for et møde med overskriften »Lægelig forskning anno 2021«, der blev afholdt i Kolding 5. oktober. Mødet var arrangeret i samarbejde mellem Lægeforeningen Syddanmark, Lægeforeningens forskningsudvalg og Ugeskrift for Læger og bød på oplæg og samtaler om forskningens kår og kriterier fra en håndfuld forskere.

Først på scenen var Camilla Dalby Hansen, som er læge og ph.d.-studerende og ­forsker i sammenhængen mellem kost og ikkealkoholisk fedtleversygdom, NAFLD, der først og fremmest omhandler patienter med type 2-diabetes. I alt 165 patienter med type 2-diabetes medvirker opdelt i to grupper, der følger hver sin kostplan, hvorefter de gennemgår indgående undersøgelser, der blandt andet omfatter, at der tages en biopsi. Hvordan hun som ung forsker er endt der, fortalte hun om med det, der selv på endog meget jysk vel må betegnes som smittende entusiasme.

Det er sin sag at få 165 patienter til at følge en kostplan i lang tid og så tilmed få dem til at sige ja til at få taget en biopsi, konstaterede hun – og:

»Forskningsarbejdet er generelt superfrustrerende. Og det skal man kunne lide at være i. Der er mange dårlige dage, hvor tingene ikke lykkes og ikke flytter sig – og er der pludselig én god dag, og det er så fedt! Det går vildt meget op og ned: Så har man lige brugt to måneder på at få nogle bestemte tal ud af et statistikprogram – to måneder! – og så lykkes det, og så er det bare videre til det næste«, sagde Camilla Dalby Hansen og pegede på »noget af det fedeste ved at forske«:

»Jeg skal hele tiden gøre noget, jeg ikke har lært og ikke er uddannet til – hele tiden finde nye veje frem«.

Men den begejstring for forskningen har hun langtfra altid haft, fortalte hun:

»Jeg må virkelig indrømme, at jeg har ændret fuldstændig syn på forskning. På studiet fik jeg ganske enkelt kvalme bare af ordet. Men så lærte jeg miljøet at kende, og det har totalt ændret mit syn på det, og hvis jeg kan, vil jeg blive ved med at forske. Det hænger selvfølgelig også sammen med det åbne forskningsmiljø, jeg indgår i nu. Vi støtter og hjælper hinanden og deler viden«, sagde Camilla Dalby Hansen.

Mange barrierer

Herefter handlede det om, hvordan forskningen kommer ud at arbejde og fungere. Her fortalte Thomas Benfield, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger, først om den ret enestående – og opslidende – periode under pandemien, hvor meget kunne lade sig gøre, fordi mange indsatser og ressourcer blev koncentreret om COVID-19, og alle arbejdede i samme retning.

Men sådan er det ikke »normalt«. Sanne Marie Thysen, der er formand for Lægeforeningens forskningsudvalg, fortalte om de mange barrierer, der til hverdag står i vejen for forskningen: Man skal have adgang til data et eller flere steder fra, godkendelser til at bruge data et andet sted – og hvis man skal forske på tværs af regionerne, skal man have godkendelser tilsvarende flere steder, og samtidig støder man som forsker ind i flerfoldige juridiske fortolkninger, der betyder, at det, der kan godkendes ét sted, ikke kan godkendes et andet. Der foregår lige nu et arbejde mellem Danske Regioner og Sundhedsministeriet om at skabe én indgang til forskningsdata, fortalte hun – indtil videre er der dog blot tale om en hjemmeside med links til at de forskellige steder, der skal ansøges.

Men der skal mere til at knække lægernes forskningslyst, noterede Sanne Marie Thysen sig, og henviste til en survey, Lægeforeningen har fået lavet: Her angiver 43 procent af de læger, der ellers har dedikeret tid til forskning som en del af deres arbejdstid, at de bruger mere end ti timer om ugen af deres fritid på forskningen. For læger, der ikke har afsat tid til forskning som en del af arbejdsugen, er det tilsvarende tal 13 procent, der bruger mere end 10 timer, og 14 procent, der bruger seks-ni timer ugentligt. Det har læger nu altid gjort, lød det fra erfarne stemmer i salen. Ja, men kravene til forskningsbaseret patientbehandling er øget over tid, og så går det altså ikke, at en stor del af forskningen er henlagt til lægernes fritid, konstaterede hun.

Ud over de fornødne tilladelser og godkendelser i forhold til brug af data skal der også skaffes midler til forskning – og det er sjældent nemt. Nogle specialer har en tungere tradition for og en bedre infrastruktur, som gør det lettere at finde midlerne, og nogle specialer har også mere politisk opmærksomhed, lød det fra de to, og Sanne Marie Thysen pegede på, at det kan være svært at komme igennem med forskningsprojekter, der ikke har en kommerciel partner.

Oplistningen af de mange forhindringer for forskningen bør dog ikke tage modet fra lægerne sagde Sanne Marie Thysen. Der er politisk lydhørhed over for problemerne, men der er brug for mere end ambitioner og opmærksomhed. Der skal handles for at fjerne unødvendigt bureaukrati omkring forskningen. Thomas Benfield pegede på det absurde i, at man i et lille land som Danmark har så mange godkendelsesinstanser med bestandigt nye sagsbehandlere, så det ofte er sådan, at internationale forskningsprojekter er afsluttede, før godkendelserne ligger klar herhjemme. Og Sanne Marie Thysen pegede på, at nogle godkendelser kommer så sent, at andre tilladelser i projektet er udløbet. Der er ikke nødvendigvis behov for at ændre lovgivningen på området – men der er behov for én reel indgang til at få tilladelser og godkendelser, sagde hun.

Mange bække små

I to oplæg derefter fortalte først professor og overlæge Aleksander Krag, der er vicegeneralsekretær for det internationale videnskabelige selskab for leversygdomme, og dernæst Lars Lund, professor og overlæge og formand for Dansk Urologisk Selskab om deres Region Syddanmark-baserede forskningsarbejde med henholdsvis alkoholrelaterede lidelser og urologi. De sidder begge i Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktion, og derefter deltog de begge i en paneldebat med Sanne Marie Thysen og Thomas Benfield om forskning »med globalt format – til gavn for patienterne«. For selv om der er mange forhindringer, og det flere gange blev understreget, at »size matters«, og at fondene oftest vil give støtte til forskningsenheder af en vis størrelse og til fyrtårnsprojekter, så kan de mindre og små projekter komme patienterne direkte til gavn, lød det:

Mange små projekter kan være guld værd, og det burde være en større del af den medicinske uddannelse at blive bedre til at værdsætte små kliniske forskningsprojekter, sagde Lars Lund og pegede på, at der skal være et behandlingsbehov, mens Aleksander Krag understregede, at klinisk arbejde, forskning og uddannelse skal eksistere side om side. Og så skal forskningsmiljøerne være indrettet fleksibelt efter forskernes hverdag.

Det er ikke alle, der skal forske, men alle skal vide, hvad der foregår, når man arbejder med forskning – det skal være en del af det, man siger ja til som læge, og forskningen skal være lystdrevet og båret af et drive, der skal være det samme hos professoren og hos ph.d.en. Og så er der tidsfaktoren: Innovation kan gå hurtigt, men forskning er af natur langsom – det skal den have lov til at være, lød det fra panelet.