Politikerne på Christiansborg skal åbenbart igen til at diskutere konkrete sygehusplaner. Dansk Folkeparti går til finanslovsforhandlingerne med et krav om, at der højst må være 30 minutters transport til det nærmeste akutsygehus. Naturligvis er det utidig indblanding i beslutninger taget i de regioner, som politisk har fået ansvaret for at fastlægge sygehusstrukturen inden for de faglige anbefalinger. Men tilsyneladende er det ikke lykkedes regionerne at skabe den tryghed, der er nødvendig for, at befolkningen vil acceptere de betydelige ændringer, der skal ske i sygehusstrukturen i de kommende år. Men selv om diagnosen er rigtig, så er den behandling, man vil vælge, forkert.
Hele grundidéen i den sygehusstruktur, som er på vej i Danmark, er at samle ekspertisen på færre og større enheder for herved at sikre borgerne, at de kan få den bedste behandling på stedet med det samme. Hvis man bibeholder det nuværende antal akutmodtagelser, bliver man nødt til at tynde ud i de specialer, som hvert enkelt sygehus kan have, eller man bliver nødt til at nøjes med et nødberedskab eller have lukket om natten. Der er ikke specialister nok til at bemande alle parceller, og det vil gå ud over kvaliteten. Øvelse gør nu engang mester. Det er altså muligt, at man kommer hurtigt frem, men der er altid en risiko for, at man skal videre til specialister på et andet sygehus. Det er ikke kvalitet. Det er falsk tryghed.
Tryghed skabes ved, at patienten møder et kompetent team i akutmodtagelsen. Men nok så vigtigt er, at der også er tryghed om alt det, der foregår inden, man når frem til hospitalet. Og her er der gode muligheder for forbedringer, som man bør gå ind i politisk, i stedet for at snakke om kilometergrænser. Det drejer sig om en styrkelse af vagtlægen og ikke mindst en udbygning af det mobile beredskab, også kaldet det præhospitale beredskab. Det helt afgørende er, at der fra det øjeblik patienten kommer i kontakt med det akutte beredskab kan sættes ind med korrekt visitation og den nødvendige tilpassede indsats til at få patienten stabiliseret og bragt til det rigtige behandlingssted.
Der er mange muligheder for at styrke den præhospitale indsats. Det behøver ikke altid være patienten, der skal bringes fra punkt B til sygehuset på punkt A. Det kan også være speciallægen, der bevæger sig fra A til B, og det kan ofte være mere livreddende. Vi har allerede gode erfaringer med lægeambulancer i de store byområder. De er naturligvis mindre effektive i tyndt befolkede områder, og derfor skal vi have indført lægehelikoptere. Vi har gode erfaringer fra lægehelikopteren i Niebøl, som dækker en del af det sydlige Danmark. Tjenesten bringer hjælpen hurtigt frem til patienten og patienten til den rette behandling. Flyvetiden inden for en radius på 70 kilometer er på mellem 15 og 18 minutter.
Der hører også med, at det er en forældet forestilling, at en ambulance er en tom blikkasse, der kører mellem A og B. Faktum er, at dagens ambulancer har udstyr, der kan gøre meget for patienterne, især naturligvis, hvis der er specialister ombord eller, der kan opnås kontakt med specialister via telemedicinsk udstyr. Det danske sundhedsvæsen har brug for fremtidens muligheder, ikke fortidens myter. Skal der være lighed i sundhed på akutområdet er man nød til at se på den samlede indsats. Lad os få styrket tilliden til den samlede akutindsats ved at skabe helhedsløsninger - ikke ved at deponere trygheden i kilometergrænser.