Fortsat al for lang ventetid
Lørdag var mere end 3.100 borgere i kontakt med den nye akutlinje 1813. Blot 10 procent af borgernes opkald blev besvaret inden for tre minutter. Regionsrådet har ellers vedtaget, at 90 procent af borgerne skal have hjælp indenfor tre minutter. Målet er desuden, at alle opkald skal besvares inden for 10 minutter, men det lykkedes kun at håndtere 42 procent af lørdagens opkald inden for 10 minutter, skriver Ritzau.
Ventetid skrumper
Berlingske havde dog en lidt anden vinkel på ventetiderne, avisen skriver, at det går fremad med ventetiderne til den omdiskuterede akuttelefon.
De seneste tal fra regionen fra i fredags (altså dagen før Ritzau) viser, at 2.068 mennesker ringede til 1813. I gennemsnit ventede de fire minutter og 38 sekunder, mens den person, som måtte vente længst, ventede i 20 minutter og 49 sekunder. Sammenligner man med fredagen en uge tidligere, var den gennemsnitlige ventetid 13 minutter og syv sekunder
I det hele taget er avisens dækning også præget af flere positive vinkler. Eksempelvis er der ifølge avisen kommet mere ro over akuttelefonen. Og personalet virker til at have fået mere overskud.
Statsrevisor vil have Rigsrevisionen til at undersøge det nye akutsystem
Ikke alle er dog tilfredse og kan se fremgang. Syge borgere fra hovedstadsområdet venter for længe, når de har brug for akut hjælp, mener formanden for statsrevisorerne. Han vil have Rigsrevisionen til at undersøge, om 1813 har været planlagt tilstrækkeligt. Sundhedsstyrelsen kræver også forklaringer, skriver Jyllands-Posten.
Ekstra penge til ordningen
Formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), er parat med 15 millioner kroner fra en speciel bufferpulje til at rette op på problemerne med den nye akuttelefon.
Venstre støtter som udgangspunkt forslaget, men partiet opstiller dog flere betingelser, lyder det.
"Det forekommer jo fuldkommen absurd allerede 11 dage inde i det nye år at skulle forgribe sig på en pulje til uforudsete udgifter«, skriver Martin Geertsen, Venstres politiske leder i regionen, i en pressemeddelelse, skriver Ritzau.
Det er lægernes og journalisternes skyld
Region Hovedstaden klager over, at læger, journalister og borgere fra andre regioner blokerer akuttelefonen.
Koncerndirektør Svend Hartling er irriteret over det, han kalder spamopkald:
"En foreløbig gennemgang af opkaldsaktiviteten tyder da også på, at vi har at gøre med en del useriøse opkald, og det forstyrrer dem jo helt unødigt", siger han i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.
Det afviser Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen:
"Jeg er meget overrasket over sådan en påstand. For mig lyder det som en lidt desperat regionsdirektør, som forsøger at bortforklare, at man ikke har planlagt tingene ordentligt. Og det er langt ude", siger lægernes formand til Ritzau.
Journaler er fortsat et problem
Ifølge BT er der fortsat problemer med "groteske patient-journaler fra 1813", da 59 har klaget på blot otte dage.
Tig stille om problemer
På hospitalerne vidste ledelserne godt, at der ville komme kritik af ordningen. Derfor blev personalet på Hvidovre Hospital beordret til ikke at udtale sig kritisk om Region Hovedstadens nye akuttelefon 1813 allerede 1. januar, skriver BT.
K-regionsrådsmedlem: Læger skal tilbage til akuttelefonen
Erfaring viser, at sygeplejersker ikke kan tage sig af telefonisk visitering, som læger kan, siger det konservative medlem af Region Hovedstaden, Mette Abildgaard, der vil have lægerne tilbage til den telefoniske visitering. Hun mener, at der udover problemer med ventetid også er problemer med kvaliteten:
"De seneste dage har også vist, at der er kæmpestore problemer med kvaliteten," siger hun til Jyllands-Posten.
Også på Christiansborg er de Konservative utilfredse. Erkend fejl, lyder det. Sundhedsordfører Mai Mercado (K) håber, at sundhedsministeren vil komme med nogle hurtige indrømmelser oven på den dårlige opstart af ny akutordning. Hun glæder sig over, at statsrevisionen endelig går ind i diskussionen og problematiserer den nye ordning:
"De tvinger ministeren til at tage kritikken alvorligt", siger hun til Jyllands-Posten.
Heller ikke patienterne er tilfredse
Danske Patienter kalder det en ualmindelig dårlig start for 1813, skriver Ritzau.
Gavner økonomien
Sundhedsøkonom Jes Søgaard mener, at den nye akutordning vil gavne samfundsøkonomien på den lange bane, på trods af en dyr opstart, skriver Jyllands-Posten.
Lørdag kunne Politiken også skrive, at køen skrumper, da de samlede sammen på 1813-situationen til papiravisen.
En oversygeplejerske var dog ikke helt enig i den positive udlægning. Ifølge han, så har regionen "skudt sig selv i foden", skriver tv2.dk.
Sundhedsstyrelsen holder møde i dag mandag med Region Hovedstaden om akutordningen. Ugeskriftet følger sagen.
<p>Region Hovedstadens nye 1813-telefon er kommet gevaldigt skidt fra start. Landets medier har fyldt fladerne med kritik. Få her overblik over weekendens værste vinkler. </p>