Ph.d.-afhandlingen er udført på Institut for Eksperimentel Klinisk Forskning i samarbejde med Kirurgisk Forskningsenhed, Århus Amtssygehus, og Center for sanse-motorisk interaktion, Aalborg Universitet.
Formålet var at etablere en ny dyremodel til undersøgelse af ano-rektale bevægelsesmønstre samt udbygge en allerede kendt metode, impedansplanimetri, til undersøgelse af rectum på flere niveauer på samme tid.
Forsøgene blev udført på Göttingen Minipigs. En ny probe med fem sæt måleelektroder blev valideret in vitro og in vivo. Både dyremodel og metode blev fundet velegnet til at beskrive ændringer i rektale bevægelsesmønstre på fem niveauer på samme tid. Stimulation af nervus pelvicus, hypogastricus og pudendus viste, at det rektale svar på parasympatisk stimulation er en stigning og en reduktion af tværsnitsarealet på forskellige niveauer på samme tid. Det anale svar på såvel sympatisk som somatisk stimulation var en anal trykstigning.
Ved selektiv stimulation af de ventrale sakrale motoriske nervefibre, som forsyner rectum og analkanal ved hjælp af anodal blokering, viste det sig muligt at aktivere rectum og samtidig blokere den eksterne anale sphincter.
Modellen og undersøgelsesmetoden er lovende inden for forskning der vedrører ano-rektal motilitet. Selektiv aktivering af rectum kan måske anvendes til at opnå en mere fysiologisk defækation hos f.eks. spinallæderede. Fremtiden må dog vise, om en defækation kan udløses, og om metoden virker i en kronisk model.