Et liv med kronisk træthedssyndrom

I filmens åbningsscene ser vi en ung kvinde, der knapt kan slæbe sig ud af sengen. Kvinden bor i USA, hedder Jennifer Brea og filmen er blevet til fordi hun havde et ønske om at dokumentere sin kamp i forhold til et liv med kronisk træthedssyndrom.

I et tilbageblik ser vi en ung, dynamisk, nygift kvinde på tærsklen til et spændende liv, fyldt med muligheder. Nu er hun sengeliggende. Det er tydeligvis en forandring ingen ville vælge. Hvordan kunne det ske?

Så længe filmen er åben, undersøgende og registrerende, får vi som tilskuere en mulighed for at sætte os i patientens sted og sammen med hende undre os over hvorledes hun efter en influenzalignende episode kommer i en tilstand der - med hendes egne ord - minder om død, bare med den forskel at hun stadig kan se på, mens livet går videre.

I mødet med Jennifers egen nære historie, er det således let at se, anerkende og få medfølelse med det store tab, det må være at miste sin fremtid uden at vide, hvad der skal til for at generobre den.

Desværre forskyder fokus sig undervejs til Jennifers kamp for anerkendelse af entydigt biologiske forklaringsmodeller, som der ikke er fundet evidens for. Der præsenteres desuden en række tilfælde fra hendes netværk forskellige steder i verden, bl.a. fra Danmark, hvor det mere end antydes, at myndighederne har begået overgreb mod en familie fra Holstebro ved at fjerne en syg pige fra hendes hjem. Selv uden at kende det pågældende tilfælde, kan man ud fra et almindeligt kendskab til tilværelsens kompleksitet se, at denne sag er endimensionelt fremstillet, hvilket ikke tjener filmens udmærkede, formodede formål: at skabe opmærksomhed omkring en tilstand, der er årsag til megen lidelse.

Man kunne således ønske at filmen havde været mindre sort/hvid i sin fremstilling og i stedet tegnet dette væsentlige og vedkommende problem i et bredere perspektiv.